Choko-haps???

Nok har jeg en svaghed for chokolade, men hér står jeg altså af!!!! Jeg er dog nysgerrig nok til, at jeg gerne ville vide, om disse chokoladestykker virkelig er lavet over den angivne legemsdel. Hvis det er tilfældet, så gad jeg nok vide, hvilket "geni" der fik ideen i sin tid, og om produktet sælger godt. (Noget, jeg bare ikke kan forestille mig).

Himmel-julemanden

Det hævdes ofte, at Biblen er fuld af selvmodsigelser og vanvittige postulater, som de troende helst ikke vil tænke alt for meget over og heller ikke diskutere med ikke-troende eller bare tvivlere

Denne bibelske episode kunne tyde på, at denne påstand er rigtig.

Også i den kristne Bibel tales der meget om det, der kaldes "his chosen people". De regnes for at stå nærmere Gud og er derfor mere værdifulde. I den moderne verden, der sukker efter social retfærdighed, er selve tankegangen vanvittig, og at den ses udbredt i det, der af mange regnes for "Den Hellige Skrift", gør det ikke bedre. Grunden til dette er selvfølgelig, at den kristne bibel oprindeligt bygger på jødiske forestillinger. At vejene skilles ved troen på Jesus som den lovede frelser forøger bare forvirringen.

Biblen er altså virkelig fuld af skrupskøre påstande og regler foruden et hav af selvmodsigelser, men alligevel lever den åbenbart videre - i hvert fald i nogle samfund, f.eks. i USA. Det har altid undret mig, at det materialistiske amerikanske samfund har en sådan naiv og forunderlig tro, der får dem til at udbryde et dybtfølt "tak, Jesus", når noget lykkes for dem, at bede med ildhu og føle tiltro til Guds styre, også i deres privatliv. De undrer sig til gengæld over, at vi mere nøgterne europæere ikke føler sådan.

Tankegangen bag denne tro forekommer mig vanvittig, fordi den er så naiv. Det svarer til børns tro på julemanden og andre af hans slags.

Nej, det er den rene, skære sandhed: Gud befinder sig lige præcis dér, hvor X-et er, og vi har selv placeret "ham" dér ....

 

Fantasien fører - eller?

Er det mon sådan for alle, eller gælder det kun nogle? Personligt elsker jeg at tage en flyvetur på fantasiens vinger, men jeg tvivler på, at det ville være tilfældet, hvis ikke jeg havde en ret solid forankring i virkelighedens verden. At kun leve i fantasien ville for mit vedkommende være frustrerende, for - som formentlig alle andre - har jeg også krav og ønsker, der hører virkelighedens verden til.

Når man bliver noget andet, end man kunne have været

Mig som en meget lille Else med en fin krølle og nydelig krave. Når jeg ser dette billede - eller andre fra min barndom - står det mig efterhånden lysende klart, at der er noget, jeg må erkende: jeg kom ud for flere ting, der gjorde mig til den person, jeg er i dag. Det meste af dette var yderst ubehageligt, og ikke noget, man selv ville vælge at opleve. Både i situationen og ofte også bagefter har jeg været rasende over visse ting, der er sket mig. Ikke desto mindre må jeg indrømme, at den person, jeg er blevet til, ikke ville have kunnet lide og/eller acceptere det menneske, jeg kunne have været uden alle disse prøvelser. Vedkommende ville afgjort have haft det nemmere, men ville ikke have været i stand til at erkende en masse af det, jeg ved nu, og som  jeg sætter pris på at vide.
Dermed ikke være sagt, at jeg ikke ville give min skytsånd et par på snotten, hvis jeg fik fat på ham. Jeg ville i hvert fald være fristet ....

Spildte liv

Holly Bobo var 20 år, glad og lykkelig med venner, kæreste og en kærlig familie. Hun var også meget yndig, og mange mænd havde øje for hende, selv om hun altså havde en kæreste, som hun var glad for.

En af disse forlibte mænd var Shayne Austin, der ikke ligefrem udmærkede sig ved hverken udseende eller sociale evner. Til gengæld var han vældig godt til at hænge ud med et par kammerater, der matchede ham godt i personlighed og lysten til at begå "drengestreger". Sammen lavede de mange dumme ting, der vist for det meste stammede fra de forvrængede forestillinger om egne evner, som druk og stoffer gav dem.
Det lader til, at mange vidste, at Shayne Austin var som besat af den smukke Holly. Hun fornemmede det også selv, og ved en særlig lejlighed havde hun forladt en fest, "fordi han hele tiden glor på mig". Situationen var akavet, fordi der ikke var noget ved Shayne, der ville kunne tiltrække Holly. Hans følelser ville aldrig blive besvaret, som han ønskede det, og en dag traf han så en fatal beslutning, da den fik ham til at bortføre, voldtage og derpå dræbe hende. Han fik sine venner til at hjælpe sig både før og efter mordet, og det er muligt, at en eller flere af disse også voldtog hende. Det var i hvert fald en af dem, der så at sige gav hende dødsstødet, da han skød hende i hovedet, fordi det viste sig, at nok var hun alvorligt skadet, men helt død var hun altså ikke.
Hele denne rædsel førte til to dødsfald: først Holly og derefter Shayne, der begik selvmord en tid efter mordet. Dette gjorde han måske både fordi han blev ramt af samvittighedsnag, og fordi han vidste, at politiet åndede ham i nakken.
Dvs. at følgerne af denne ubesvarede kærlighed var død på død samt lange fængselsstraffe til Shaynes venner, foruden altså den store sorg, som Hollys familie blev ramt af. Intet kan retfærdiggøre Shaynes - og hans venners - handlinger, og intet kan bringe Holly tilbage, så hun kan fortsætte det liv, hun kun lige havde taget hul på, og man må spørge sig selv om, hvordan disse fyre retfærdiggør deres handlinger over for sig selv. Mange mordere bliver afsløret, fordi de ikke kan lade være med at prale af deres horrible gerninger, hvilket jo er helt grotesk: hvor de burde skamme sig og se deres handlinger som et nederlag for deres etiske sans, så opfatter de dem tværtimod som en sejr, de er stolte af. Dette skete vist også for Shaynes dumme venner ....

Julekøb

Skal julemanden nu have skylden for vort overforbrug i forbindelse med julens mange indkøb? Det er ikke helt retfærdigt, for nok er han et symbol på vort forbrug, men det er nu os selv, der trækker i trådene og lader det ske.

Landet, hvor mænd går med PH

Else Cederborg i Arbejderen: 23. december 2019:

Gerd Brantenbergs satire "Egalias døtre", der udkom i 1977, blev Norges største internationale bogsucces i 1970- og 1980-erne. Successen har både holdt sig og bredt sig, for bogen er ikke bare kommet i store oplag, men er efterhånden blevet oversat til noget nær alle sprog. I 1980 udgav den uforlignelige Kirsten Hofstätter den på dansk på sit forlag Hønsetryk i en oversættelse ved Else Sander og Ulla Simonsen, og denne udgave er nu tilsyneladende totalt udsolgt. Selv om den er en ægte klassiker, der lever den dag i dag, kan den tilmed være svær at få på vore danske biblioteker.
Denne morsomme og tankevækkende roman om kønsroller og magt er altså blevet en forrygende succes. Noget, der skyldes flere ting. Først og fremmest er den virkelig gennemarbejdet helt ud i de mindste detaljer, også sprogligt. F.eks. er "man" erstatter med "dam" og i stedet for at "beherske" sig, "befrusker" man sig.
Romanen foregår i det fiktive land Egalia, hvor kvinderne har samfundsmagten på grund af deres evne til at føde børn, medens mændene er forvist til hjemmet og rollen som børnepassere. Deres liv er præget af angsten for ikke at slå til som sex-objekter, og de går enormt meget op i deres udseende. At være stor, muskuløs og det, vi forstår som "mandig", er ikke in, for her skal man(-d) være alt det, som vi forbinder med kvindelighed, nemlig bløde, sarte, bly og hengivne.
Kvinderne er store, brovtende og grove både i mæle og tankegang. De behandler mændene - dvs. deres "moner" - ligesom kvinder er blevet behandlet gennem århundreder i vores samfund. Mændene risikerer voldtægt og vold, de hænger på børn, som de ikke engang kan være sikre på er deres, og de straffes for at dyrke ubeskyttet sex, sådan at de tvinges til at bruge mere eller mindre farlige præventionsmidler, medens kvinderne betales for de børn, de føder, og som de måske ikke ellers har nogen kontakt med. Nogle lever ligefrem af at producere nye børn! Hvad sex angår, så er kvinderne totalt uinteresserede i mandens tilfredsstillelse, og selv om Gerd Brantenberg er erklæret lesbisk feminist, så har hun nogle interessante betragtninger om mænds og kvinders kønsliv i et spejlende samfund.
Hovedpersonen er teenageren Petronius, hvis far har alle de ønskede karakteristika, men desværre ligner han selv mere sin kraftfulde mor. Dog har han ét virkeligt fortrin: han er udstyret med en ualmindelig lille penis, hvilket er et stort aktiv i Egalia. Vi møder ham på et tidspunkt i hans liv, hvor han - som alle andre unge mænd - skal begynde at bruge PH, hvilket har genklang af det, vi kender som BH. Denne himstregims snærer ofte, men Petronius smider den først, da han - ligesom nogle andre kønsfæller - kaster sig ud i en mandekamp for ligestilling. Disse mænd brænder deres PH’er, kalder sig "maskulinister" og "mandesagsforkæmpere", ligesom de også danner basisgrupper med navne som f.eks. ”Iltre Hane”. Nogle laver aktioner ved ”Det Store Menstruationsspil”, og de er i det hele taget i gang med en masse, der spejler den kvindekamp, vi har oplevet her.
Den forfatter, man uvilkårligt kommer til at tænke på, når man læser denne bog, er George Orwell. Hans forrygende romaner "Animal Farm" (1945) og "Nineteen Eighty-Four" (1949) udviser rigtig meget af den samme form for humor, satire og samfundskritik, som "Egalias døtre". Både Orwell og Brantenberg afslører skævheder og vilde uretfærdigheder i samfundet ved at vende det hele på hovedet. Metoden fungerer forbløffende godt, også fordi man er underholdt af historien og skrivestilen.

https://arbejderen.dk/anmeldelse/landet-hvor-m%C3%A6nd-g%C3%A5r-med-ph