Besøg af knokkelmanden

Visse ting kan få én til at tænke på ens egen dødelighed, og det er sjældent behageligt, selv om man jo ikke forventer at leve evigt. Spørgsmålet er, om man føler sig "mæt af dage", for hvis man ikke gør det, så er det nok svært at sige farvel.
En af mine mangeårige internet-venner døde forleden, men jeg tror ikke, hun var klar over, at det gik den vej. Som buddhist var hun spirituel og tænkte meget over tingene, men det, der åbenbart slog hende ihjel, blev omtalt som en irriterende, men ikke særlig alvorlig sygdom. At den var dødelig, var vist ikke faldet hende ind, men hun planlagde at gå til lægen, hvilket hun muligvis ikke nåede. Jeg tvivler på, at hun var "mæt af dage", men med sin tro burde hun være forberedt på døden, og det er spørgsmålet: var hun eller var hun ikke klar over, hvad der skete?
Denne sag fik mig på sær vis til at tænke på Englands George IV, der hele sit liv havde levet i sus og dus, og som ikke beskæftigede sig med meget andet end tøj, hor, mad og druk. Da knokkelmanden kom efter ham, udbrød han: "Hvad er dette - det er døden!" Han vidste det altså, selv om han formentlig ikke havde en ægte følelse for noget åndeligt eller ventede, at han ikke skulle leve længere. "Forvarsler" følger altså ikke altid det åndelige, men kan også dukke op hos gennem-forbrugeriske levemænd af den allerværste art - og George IV regnes for Englands allerværste konge ....

Clinton og hans evige penis-image

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker, hvilke gode - eller dårlige - ting, Bill Clinton fik gennemført som præsident, men én ting lykkedes ham til fulde: at for tid og evighed at blive set som legemliggørelsen af en vildfaren penis. Hans cigar-føring var lidt for høj, om jeg så må sige, og han blev til grin. At han også var en MeToo'er, der forførte og/eller pressede den unge Monica til sex, var usmart, men det var direkte ødelæggende for hans rygte, at han benægtede det.

Desværre lader det til, at Monica fik ødelagt mange af sine fremtidsplaner ved at komme i mediernes søgelys - og så med sådan noget - men for en gangs skyld, var det ellers manden, der fik skylden. Han blev afsløret som en lider-buks, medens hun står tilbage som et naivt mæhæ ....

Bad hair day ....

De sidste mange måneder har vi haft regn, regn og atter regn. To gange i løbet af sidste uge kom jeg hjem i totalt gennemvåd tilstand, og med hår, der bare hang pjaskvådt. Desuden tog det flere timer, før min frakke var tør, så gennemblødt var den.
Man hører altid om landmændene, der klager over manglen på regn, men det kan de bare ikke i 2019 og (begyndelsen af) 2020. Er det en del af den verdensomspændende klimakrise, eller er det bare os, der er ramlet ind i noget Karma? Og ville vi være i stand til at få styr på klimaet? Det sidste burde vi i hvert fald kæmpe for, men man ikke bare føler sig hjælpeløs, men er det også, så hvad pokker gør man på længere sigt?

Goliath - eller noget, der ligner

Jeg ved ikke, om dette er en speciel helt fra Marvels univers, men for mig er det billedet på de personer, der tiltager sig en magt og kraft, som de overhovedet ikke er i besiddelse af. Det ubeskyttede hoved, der stikker op af den formidable rustning, er lillebitte, og de flagrende hårlokker signalerer noget, der er i modstrid med det kraftfulde udtryk.
For mig at se ville en person, der rent faktisk var udstyret med en sådan rustning, slet ikke være i stand til at bevæge sig til en duel. Sværdet har måske nok flammer og er som sådan skræmmende, men armen er for tung til at løfte til et dødeligt slag, stød, eller hvad han nu forventes at komme med. Hvis han faldt, ville han få brug for et regulært hejseværk for at komme på højkant igen. Kort sagt en Goliath, som en David let ville kunne få bugt med ved hjælp af den bekendte stenslynge ....

Når "sandheden" er en indstuderet løgn

Hitlers gestik er velkendt, også at den ikke udelukkende bestod af den bekendte nazi-hilsen, men af meget mere. Hvor indstuderet den var, kommer til gengæld nok som en overraskelse for mange. At han vidste, at den rette mimik, stemmeføring og gestik var lige så vigtige som de velvalgte ord og floskler er måske ligefrem overraskende, men sådan var det.

Der findes således bevaret en hel del fotografier fra hans indstudering af den mest slagkraftige gestik i et fotostudie. Han gik til sagen som en skuespiller, der fremstiller en person på scenen eller det hvide lærred, der ikke er ham/hende, men en rolle. Sådan påvirkede han det tyske folk, fordi hans gestik og stemmeføring talte direkte til deres følelser. Hvis de ikke havde nogen intellektuel forståelse af det, han sagde, så gik hans indstuderede bevægelser til gengæld rent ind og overbeviste dem om, at her havde de en ærlig mand, der virkelig brændte for folket og fædrelandet.

Millionærarvingen, der (måske) blev spist

En stolt familie med mange penge og fornemme aner, da de var ægte Rockefellere: den senere vicepræsident Nelson Rockefeller, hans kone og fem børn. At en af denne flotte klan skulle havne i et kannibal-drama i 1961 forekommer helt usandsynligt, men ikke desto mindre var det, hvad der skete med den yngste søn, Michael Clark Rockefeller, der tog på en ekspedition i New Guinea og forsvandt under mystiske omstændigheder. 
Druknede han, da han svømmede i land efter et uheld med en båd? Han var ikke nogen fysisk svækling, for han havde udmærket sig som sportsmand på sit universitet, så han burde have kunnet klare en sådan svømmetur. Inden længe opstod der rygter om, at han havde nået bredden, men var blevet mødt af medlemmer af Asmat-stammen, og at de simpelthen havde slagtet og spist ham.

Der er både blevet lavet film, dokumentarudsendelser og bøger om Rockefellers skæbne. Bl.a. i Carl Hoffmans bog fortælles det, at nogle ældre fra Asmat-stammen har indrømmet, at han blev dræbt og spist, muligvis som hævn for nogle hollandske embedsmænds tidligere overgreb på stammen. På et tidspunkt opstod der rygter om, at Rockefellers mor havde sendt en privatdetektiv til området, og at han var vendt hjem med kranierne af de tre hvide mænd, som Asmat-stammen indrømmede at have dræbt. Dette rygte er dog ikke blevet verificeret, men heller ikke afvist.
Det føles som noget nærmest naturstridigt, at et medlem af en meget velhavende og nærmest "aristokratisk" amerikansk familie kan ende i maverne på en flok kannibaler i New Guinea, men i dette samfund gælder de sædvanlige regler nu engang ikke. Kød er kød, og hævn er hævn ....

Om at bede bønner

Bønnens magt er stor - eller? Tjah, efter min mening er det både rørende og foruroligende, at nogen tror på dette, men én ting er en almindelig og ret uskyldig hverdagstro, hvor man bruger bønnen automatisk, så den nærmest forvandles til en floskel. Noget ganske andet er TRO, hvor man har en klippefast religiøs overbevisning om, at bønnen vil give én det, man ønsker, for dér står jeg af.
Jeg tror ikke, at bønner hjælper, eller at de går til den guddom, de troende retter den imod. Når jeg oplever, at ikke mindst amerikanske venner og bekendte ivrer for, at man skal bede bønner for dette og hint, så bekymrer det mig, nemlig for deres skyld.
Selv om jeg nu pludselig skulle få troen på, at den slags hjælper, så ville selv effektive bønner vel ikke løse de problemer, som mennesker selv burde tage sig af? For nu at tage ovennævnte eksempler, så burde katteejeren gøre noget ved sit kæledyrs pels og f.eks. frisere dyret, i stedet for at forlange af en guddommelig magt, at hårboldene opløses. Mht Jimbo Jones og hans ørevoks, så er der også midler imod den slags. At opsende bønner om alt mellem himmel og jord virker faktisk ikke særlig respektfuldt over for den guddom, man påstår at elske og tjene. Bønnen kan forvandles til en sovepude for ugidelige mennesker, der tilmed påberåber sig en særlig forbindelse til det guddommelige, de gør sig til talsmænd for.