Visse ting kan få én til at tænke på ens egen dødelighed, og det er sjældent behageligt, selv om man jo ikke forventer at leve evigt. Spørgsmålet er, om man føler sig "mæt af dage", for hvis man ikke gør det, så er det nok svært at sige farvel.
En af mine mangeårige internet-venner døde forleden, men jeg tror ikke, hun var klar over, at det gik den vej. Som buddhist var hun spirituel og tænkte meget over tingene, men det, der åbenbart slog hende ihjel, blev omtalt som en irriterende, men ikke særlig alvorlig sygdom. At den var dødelig, var vist ikke faldet hende ind, men hun planlagde at gå til lægen, hvilket hun muligvis ikke nåede. Jeg tvivler på, at hun var "mæt af dage", men med sin tro burde hun være forberedt på døden, og det er spørgsmålet: var hun eller var hun ikke klar over, hvad der skete?
Denne sag fik mig på sær vis til at tænke på Englands George IV, der hele sit liv havde levet i sus og dus, og som ikke beskæftigede sig med meget andet end tøj, hor, mad og druk. Da knokkelmanden kom efter ham, udbrød han: "Hvad er dette - det er døden!" Han vidste det altså, selv om han formentlig ikke havde en ægte følelse for noget åndeligt eller ventede, at han ikke skulle leve længere. "Forvarsler" følger altså ikke altid det åndelige, men kan også dukke op hos gennem-forbrugeriske levemænd af den allerværste art - og George IV regnes for Englands allerværste konge ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar