Jeg læste om en kvinde, der fandt en af sine nære, men alkoholiserede veninder død. Hun sørgede virkelig meget over dette dødsfald, da de havde stået hinanden nær og tit talte sammen. Desuden har det nok også været et stort chok for hende at finde veninden død, sådan at hun har følt sorgen endnu dybere, end hvis hun "bare" havde fået besked om, at hun nu var afgået ved døden.
Hun havde fundet sin helt egen måde at tackle sorgen, for i sit indre førte hun lange konservationer med den døde og følte også, at hun hørte hende. Jeg vil tro, at hun også har følt, at den døde talte til hende, f.eks. gennem begivenheder i hendes omgivelser: et pludseligt vindstød får et lys til at blafre, en uforklarlig lyd opstår ud af intetheden, eller en aller anden siger pludselig noget, der synes at passe med det, hun har sagt til afdøde. Noget i den stil, men sikkert også meget andet, kan opleves som en kontakt hinsides døden, når man er i sorgprocessen.
På et eller andet tidspunkt kan det så føles, som om processen er færdig. Ikke bare den døde, men også den levende har fået fred, og det er, som det skal være. Man sørger og husker, men pludselig sker der en forløsning, og selv om man stadig føler et savn, så er der faldet ro over ens tanker. Hvis man er heldig, fyldes man med følelsen af fred ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar