fredag den 24. januar 2020

Nogle jobs er altså lidt for "sjove"


Ikke bare under Den franske Revolution, men også andre steder, både før og efter denne, er henrettelser blevet betragtet som en folkeforlystelse. Folk valfartede til de spændende aflivninger, som var de sportsbegivenheder. Nogle af dem må dog have været meget ubehagelige at overvære, nemlig fordi bødlen klokkede i det, eller fordi henrettelsesmetoden var konstrueret, så den blev meget smertefuld og langtrukken. Nok skal forbryderen straffes, meeeen ....


Nogle henrettelser er så vanvittige, at de bliver uforglemmelige. Det gælder ikke mindst de sindssyge Sharia-mord, hvor - efter vore begreber - uskyldige kvinder bliver pint ihjel for andres forbrydelser imod dem. Hvordan man kan argumentere for noget så vanvittigt er mig ganske uforståeligt, selv om det unægtelig passer godt ind i et bestemt kvindesyn det pågældende sted.



Dette er ikke fra Den franske Revolution, men det får mig til at tænke på kødranden af strikkende kvinder, der talte masker og hoveder, der faldt. Morsomt? NEJ! Uhyggeligt? Ja, som et udtryk for menneskers mangel på medfølelse og empati. Det er imidlertid den slags uhyrlige situationer, der kræver humor for ikke at knockoute os.

I USA kan man stadig komme med til visse forbryderes henrettelse, hvis man hører til familiegruppen af forurettede. Der er da også visse personers død, der ikke ligefrem ville have fået mig til at græde, nemlig sådan nogle skiderikker som f.eks. Ted Bundy og John Wayne Gacy. At sidstnævnte blev stiktosset over at se sig selv fremstillet i pressen som et uhyre viser, hvor forskruet han var, og det samme gælder andre bæster af samme art.
At jeg synes, disse to og mange, mange andre har fortjent deres straf er dog ikke ensbetydende med, at jeg ville stille mig i første række af tilskuere. Ikke desto mindre føler jeg en vis hævntørst imod dem for det, de har gjort, om og om igen. Jeg kendte ikke ofrene og heller ikke disse bæster personligt, men har kun læst om dem, og det var faktisk tilstrækkeligt. - Deres ofre havde ikke fortjent det, der overgik dem, og intet kan undskylde det, de kom ud for.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar