lørdag den 11. januar 2020

Skønhed contra penge



Anfisa er en flot, ung dame fra Rusland, der har ladet sig lokke til USA af den (angiveligt) meget velhavende, men ikke nær så flotte og temmelig fedladne Jorge, der er vild med hende. De har begge søgt en passende partner via internettet, men er drevet af hver sit behov. Hvor Jorge savler over Anfisas kurver og kønne ansigt, så er hendes drivkraft ønsket om et behageligt liv som rigmandskone, og det har hun aldrig lagt skjul på = skønhed for penge, ellers kan du godt glemme alt om os to ....


Medens hendes udseende vist nok svarede til forventningerne, så har han tydeligvis løjet: han er ikke rig, men bare en tyk, liderlig og temmelig dum fyr, der drømmer om at få det gratis, som han med sine falske påstande om rigdomme selv har angivet at ville betale for. Skønhed contra penge, endnu engang, og den konstellation har man jo set om og om igen. Ja, på en vis måde er den faktisk anerkendt som OK i vort samfund, selv om det er sjældent, de involverede indrømmer det. Her er Anfisa til gengæld forfriskende ærlig, for hun VIL have penge og ikke "bare" en tyk ægtemand, der er totalt forgabt i hendes udseende. For hende er forholdet led i en karriere, for hun ser tydeligvis sig selv og sit udseende som et aktiv, hun kan slå mønt af.



Forholdet mellem de to er selvfølgelig ikke bærbart, og de er efter forlydende ikke længere sammen. Anfisa klarer sig selv i det amerikanske samfund, uden at man egentlig ved præcis hvordan. Bygger Jorges antydninger om noget skummelt og/eller "usædeligt" på realiteter, eller siger han det bare, fordi han er dybt frustreret over at se hende gå? Og hvad med hans egen status? Før var han den fedladne og ikke særlig pæne løgner, der lokkede en flot, ung dame med falske løfter om rigdomme, men nu er han forvandlet til en langt flottere, ung mand - ganske vist med en nytilkommen plet på straffeattesten - men uden deller. For en pengefikseret kvinde er det måske ligegyldigt, men det antydes, at Anfisa ikke helt har opgivet ham, så reality-dramaet fortsætter måske, bare med andre spilleregler.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar