Bart Ross kom som immigrant til USA fra et østeuropæisk land. Han fandt arbejde som elektriker og klarede sig godt, indtil han fik cancer. Behandlingen af denne medførte en vansiring, idet han mistede sine tænder og en del af kæben. Til gengæld reddede han livet, men det var ikke nok for ham, idet han mente, at han havde været udsat for noget kriminelt, der havde ødelagt hans liv. Han lagde gang på gang sag an imod sundhedspersonalet, men da han ikke fik noget ud af, så fattede han også had til advokater og dommere.
Der var især én dommer, som han gik efter, idet han lagde helt konkrete planer om at myrde hende. I stedet for at få ram på dommeren, blev det hendes mand og mor, der blev skudt. Da han blev trængt op i en krog, skød han sig, men efterlod dels en lang liste over alle dem, han ønskede at dræbe som hævn for det, han havde været ude for, og et selvmordsbrev, der forklarede hans motiv.
Jeg kan godt forstå Barts frustration over at se sit pæne og almindelige ansigt forvandlet til noget afskrækkende. Det må have været frygteligt, men det var jo hverken lægernes eller advokaternes skyld, at han fik cancer, og at man var nødt til at gribe til drastiske midler for at redde hans liv. Desværre kan man jo ikke give skæbnen et los bagi, selv når den fortjener det, for der er mange ting her i livet, der bare ikke kan gøres noget ved.
Forøvrigt gav han i sit selvmordsbrev udtryk for, at mordene ikke gav ham den følelse af at handle rigtigt, som han havde ventet. Ergo: spild på flere planer for både ham og hans ofre.
https://edition.cnn.com/2005/US/03/10/judge.bodies/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar