Svindlerier

Det er en ganske særlig oplevelse for borgere her i landet at se den ene svindelsag oprullet efter den anden, for dem, der svindler, er ikke de ofte anklagede, dvs. almindelige borgere. Nej, det er dem, der får deres løn for at administrere disses skattekroner. Ironien i dette er ikke til at komme udenom, og det er klart, at folk føler sig snydt, ja, faktisk på flere planer.

I efteråret 2018 kom afdelingsleder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, under mistanke for tyveri fra  satspuljemidlerne. På det tidspunkt var det lykkedes hende at overføre ca. 117.000.000 til egne konti, fordi ingen i Socialstyrelsen havde reageret på de advarselslamper, der blinkede den ene gang efter den anden. Det lader til, at hun som kollega let kunne smutte under radaren, og det betyder faktisk, at ikke bare hun, men dem, der burde have set, hvad der foregik, bør anklages sammen med hende. Hun snød, men de tog ikke deres ansvar alvorligt.
Inden denne sag har der været flere andre, men det lader til, at for hver sag, der afdækkes, dukker der en ny - eller gammel - op. Det er helt utroligt, at vi her i landet skal opleve disse svindlerier, for Danmark er jo ikke en banan-republik.
Der er f.eks. sket grimme ting i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og nu er der også afsløret mandatsvig i Struer Kommune, hvor kommunaldirektøren åbenbart har brugt et kommunalt kreditkort 174 gange. De værste svindlerier foregår imidlertid i EU-systemet, og den antisvindelenhed, OLAF, har ikke levet op til forventningerne. Således har denne enhed kun kunnet indkassere omkring 15 % af det svindlede beløb.
Det værste for mig at se er sammenhængen mellem skattekroner, statsansatte vagthunde og svindel. Man føler sig til grin, når man selv betaler sin skat til det fælles bedste og så ser sine fattige penge blive misbrugt af de personer, der betales for at administrere dem. Jeg kan ikke lide at føle mig til grin, og det har jeg sikkert til fælles med alle andre danskere ...