Hvide og sorte løgne

For mig er Merle Oberon ikke det naturlige valg til at spille en letlevende kvinde, (som man jo kalder disse hårdtarbejdende og som regel fattige damer). Jeg ser hende først og fremmest for mit indre blik i romantiske roller som f.eks. Catherine i "Stormfulde højder" med Laurence Olivier. I den er der lidenskaber hinsides graven mellem to fascinerende, men nu ikke særlig sympatiske personer, og det er fascinerende, hvad de to skuespillere får ud af det.

Da jeg senere fandt ud af, at den indiske kvinde, der fulgte hende som hendes tjenestepige gennem hele hendes karriere, i virkeligheden var hendes mor, som hun ikke vedkendte sig offentligt på grund af tidens racemæssige fordomme, så tabte jeg en del for hende.Det varede dog kun, indtil jeg hørte om hendes utrolige liv og familieforhold: Hun blev født som datter af en 12-årig pige og gjorde, hvad hun kunne for at skjule sin oprindelse ved at påstå, at hun kom fra Tasmanien, og at alle papirer omkring hendes fødsel var gået til i en brand.
Hendes mormor, Charlotte, der havde maori-forfædre, blev udgivet for at være hendes mor, men i virkeligheden var det dennes datter, Constance, som hun fødte, da hun var 14, der var Merles biologiske mor. For at undgå en skandale blev Merle fremstillet som Constances søster. Noget, der skabte en vis forvirring, da Constance giftede sig og fik yderligere fire børn, der troede, at Merle var deres moster. Constances mand var en englænder, og han blev nu fremstillet som Merles far, hvilket han ikke var.
Faktisk er der ingen, der ved, hvem hendes biologiske far var, men hendes utrolige skønhed er i det mindste et bevis på, at han må have haft gode gener, om jeg så må sige. Constances unge alder beviser dog, at han også har været en pædofil skiderik.

Da Merle indledte sin filmkarriere - her med Leslie Howard - følte hun behovet for at holde sine familiehemmeligheder skjult for offentligheden, men også for familien. Hendes halvbror vidste således intet om hendes reelle status i familien, og da han fandt ud af det, holdt han det hemmeligt, selv om hun ikke behandlede ham særlig pænt og f.eks. nægtede at se ham, da han kom til Hollywood for at se hende. Alle hendes fiksfakserier inspirerede Den NewZealandske forfatter til at skrive romanen "White Lies", der i 2013 blev filmatiseret under samme titel.
Man kan diskutere, om det virkelig var nødvendigt for denne overmåde smukke og talentfulde skuespillerinde at skjule ALT om sine rødder, fordi hun jo teknisk set var "farvet", men tiden var unægtelig en anden. Det må dog have været et spøjs oplevelse for mor og datter at leve sammen som henholdsvis diva og tjenestepige. På mig virker det direkte tragisk, ikke mindst på grund af alt det andet, de begge havde været ude for i Merles barndom.



New Zealand author Witi Ihimaera uses Oberon's hidden Maori and non-white heritage as the inspiration for the novel White Lies, which was turned into the 2013 movie White Lies
 

Eventyrlig skønhed

Askepots såkaldt grimme stedsøstre var helt sikkert ikke søde og tålmodige sjæle med dyretække, sådan som hun var. De havde vist ikke meget andet i knolden end deres egne planer om at få den ægteskabelige status, der hørte kvindelivet til, ja, der var den eneste reelle "karrieremulighed" for kvinder. Eftersom disse to piger ikke var regnet for at være kønne, var deres muligheder imidlertid begrænsede. Ingen faldt for dem og satte himmel og jord i bevægelse for at finde dem efter en skøn og romantisk bal-aften, hvor de havde tabt en sko, der kunne lede en flot prins til dem. Det var surt at være dem og hver dag se den smukke Askepot, også selv om de vist ikke vidste besked med hendes magiske eventyr på slottet.

Askepot er imidlertid ikke blot smuk, men også god. Det ses af, at hun elsker dyr og de hende. Dvs. at hun i eventyrets verden med sin godhed + skønhed har gjort sig fortjent til prinsens kærlighed. Ingen af stedsøstrene beviser nogen form for "godhed" og har derfor ikke gjort sig fortjent til en bedre skæbne..
Stedsøstrene er dog i virkeligheden ofre for et samfund, hvor kvinder skal være smukke, beskedne, moderlige og godhjertede. Det er faktisk synd for dem, at de ikke har haft mulighed for at udvikle sig på anden vis, men hvordan skulle de kunne det med den skrækkelige mor? Hun ønsker, at de skal gøre karriere som de skønheder, ingen af dem er, for sådan er det i hendes verden: man bytter et flot ydre med status og magt ....

Pornografiens skyld at Ted myrdede?

Den 24. januar 1989 døde kvindemorderen Ted Bundy i den elektriske stol, og ih, hvor havde han fortjent det! Hans foragt for menneskeliv gjorde ham selv umenneskelig, og det er trist, at han ikke blev pågrebet meget før, for det kunne have reddet adskillige kvinders liv.
Lige inden han blev henrettet gav han angiveligt udtryk for, at han var ked af, hvad han havde gjort. Det er i hvert fald hvad psykologen James Dobson har fortalt. Han har også fortalt, at han skød skylden for sine forbrydelser på pornografi. Vi ved godt, at mange mænd har haft svært ved at styre deres drifter, men nu nok mest, fordi de ikke mener, at de bør gøre det, bl.a. fordi de er stolte af deres "kunnen". At Bundy-skiderikken forsøger at skyde skylden fra sig ved at påstå, at han var styret af pornografiske fantasier er latterligt. Vilde sex-drifter kan holdes i ave medicinsk, hvis det er nødvendigt, så den går ikke, Mr. Bundy!
Da han døde, var der dem, der fik indtryk af, at han var bange for henrettelsen - eller måske for det, nogle tror kommer efter døden? - medens andre mener det modsatte. Han satte sig i hvert fald i den elektriske stol, og strømmen blev tilsluttet af en maskeret bøddel, der var blevet betalt $ 150.00 for at tage livet af ham. Nogle hævder, at denne bøddel var en kvinde, hvilket forekommer mig at være en passende krølle på denne seriemorders liv, dvs. en form for poetisk retfærdighed ....

De lærer hurtigt ....

Hvordan har dette barn mon lært, at det er sådan, man snor sig i en følelsesmæssigt farlig situation? Han/Hun er jo næppe født med den viden - og dog, det er måske lige præcis det, han/hun er. Ingen har undervist ham/hende i denne taktik, men han/hun ser den praktiseret i hjemmet og forstår instinktivt (???), at dette er vejen frem til et godt forhold.

Halal og pengene

Dette indlæg blev bragt i "Arbejderen" den 22. januar 2020 som "Halal og pengene": https://arbejderen.dk/idekamp/halal-og-pengene

I og med at halalafgiften fungerer som et bidrag til en religion, vi som danskere – og for manges vedkommende medlemmer af Folkekirken – ikke er forpligtet til at støtte, er der tale om et overgreb, påpeger Else Cederborg.

Mange europæiske lande kappes om fremstillingen af og eksporten af halalprodukter. Der er efterhånden tale om et stort marked, der umiddelbart må glæde både de enkelte handelsmænd og diverse instanser i de pågældende lande, hvor man oplever denne eksport som en virkelig salgssucces.
Der er dog én krølle på sagen, der afgjort bør tages op til en dybere vurdering, end der hidtil har været tale om. For at sælge varer til muslimske lande skal de erklæres for halal. Dette foregår på den måde, at der udstedes et certifikat, der forvandler forskellige dagligvarer fra Toblerone-chokolade og diverse kødprodukter til for eksempel kosmetik, sodavand, forskellige former for slik og morgenmadsprodukter til halal.
Disse halalcertifikater får producenterne og sælgerne udstedt og betaler for i Islamisk Kulturcenter eller en af de andre foreninger, der nu også må udstede dem. Eftersom mange af de Halalcertificerede varer eksisterede, inden de fik dette specielle stempel, så er der altså tale om en omdefinering af det samme ikke-muslimsk fremstillede produkt, angiveligt ved at der bedes en muslimsk bøn over det for at gøre det halal.
Indtægterne for halaleksporten er betragtelige, men det er salget af halalcertifikater også, og da modtagerne af sidstnævnte indtægter er såkaldt almennyttige foreninger, er de ifølge den danske skattelovgivning skattefri. Eftersom halalafgiften betales til ikke-skattepligtige muslimske foreninger på dansk jord, og der ikke er oplysnings- eller regnskabspligt, så er der reelt ingen, der ved, hvad der sker med disse certifikatindtægter.
Netop derfor er det bekymrende, at Islamisk Kulturcenter etcetera, der udsteder halalcertifikater, er en del af World Muslim League, som styres fra Saudi-Arabien. Denne organisation arbejder for at udbrede Saudi-Arabiens særlige konservative fortolkning af islam, wahabismen, hvilket burde få os til at spørge os selv om, hvorvidt indtægterne for salg af certifikater bruges på moskeer, koranskoler eller til udbredelse af radikal islam i ind- og udland.
I og med at halalafgiften fungerer som et bidrag til en religion, vi som danskere – og for manges vedkommende medlemmer af Folkekirken – ikke er forpligtet til at støtte, er der tale om et overgreb. I Grundloven, § 68, fastslås det, at “... ingen kan tilpligtes at betale til en anden gudedyrkelse end sin egen.”
Vi har en grundfæstet religionsfrihed her i landet og kan ikke tvinges til at dyrke hverken den ene eller anden guddom. Med indtægterne for halalcertifikatet støtter vi imidlertid indirekte islam, så man må spørge sig selv, hvordan det er gået til, at danske politikere har været blinde og døve over for denne side af halaleksporten.
Roskilde Universitet, Gruppe 07: En kritisk diskursanalyse om halalmærkning: https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/60947138/BP3___En_kritisk_diskursanalyse_om_halalmarkning.pdf

https://frivillighed.dk/guides/skat-og-foreninger

https://skat.dk/skat.aspx?oid=2234905

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=161815

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/halal-er-blevet-en-milliardindustri-som-ingen-taler-om

https://k.dk/s/IZ6s

Nogle jobs er altså lidt for "sjove"

Ikke bare under Den franske Revolution, men også andre steder, både før og efter denne, er henrettelser blevet betragtet som en folkeforlystelse. Folk valfartede til de spændende aflivninger, som var de sportsbegivenheder. Nogle af dem må dog have været meget ubehagelige at overvære, nemlig fordi bødlen klokkede i det, eller fordi henrettelsesmetoden var konstrueret, så den blev meget smertefuld og langtrukken. Nok skal forbryderen straffes, meeeen ....

Nogle henrettelser er så vanvittige, at de bliver uforglemmelige. Det gælder ikke mindst de sindssyge Sharia-mord, hvor - efter vore begreber - uskyldige kvinder bliver pint ihjel for andres forbrydelser imod dem. Hvordan man kan argumentere for noget så vanvittigt er mig ganske uforståeligt, selv om det unægtelig passer godt ind i et bestemt kvindesyn det pågældende sted.

Dette er ikke fra Den franske Revolution, men det får mig til at tænke på kødranden af strikkende kvinder, der talte masker og hoveder, der faldt. Morsomt? NEJ! Uhyggeligt? Ja, som et udtryk for menneskers mangel på medfølelse og empati. Det er imidlertid den slags uhyrlige situationer, der kræver humor for ikke at knockoute os.

I USA kan man stadig komme med til visse forbryderes henrettelse, hvis man hører til familiegruppen af forurettede. Der er da også visse personers død, der ikke ligefrem ville have fået mig til at græde, nemlig sådan nogle skiderikker som f.eks. Ted Bundy og John Wayne Gacy. At sidstnævnte blev stiktosset over at se sig selv fremstillet i pressen som et uhyre viser, hvor forskruet han var, og det samme gælder andre bæster af samme art.
At jeg synes, disse to og mange, mange andre har fortjent deres straf er dog ikke ensbetydende med, at jeg ville stille mig i første række af tilskuere. Ikke desto mindre føler jeg en vis hævntørst imod dem for det, de har gjort, om og om igen. Jeg kendte ikke ofrene og heller ikke disse bæster personligt, men har kun læst om dem, og det var faktisk tilstrækkeligt. - Deres ofre havde ikke fortjent det, der overgik dem, og intet kan undskylde det, de kom ud for.

Snehvide og de syv dværge

Snehvide er nok den eventyrprinsesse, der oftest ses som mistænkt i ikke-dydige sammenhænge. Det med den bevidstløse skønhed alene med hele syv mandlige dværge sætter åbenbart gang i spekulationerne. Her ser man den logiske konsekvens af deres mistænkelige samvær, for en meget gravid Snehvide er mødt op på hospitalet sammen med sine (formodede) syv elskere.
Den næste i rækken af dyds-mistænkte eventyrfigurer er Rødhætte - der dog ikke er prinsesse - for hvordan var det nu med hende og ulven? Sexede herrer forbindes jo ofte med ulve, og det gælder åbenbart også i eventyrets verden.

Jeg spekulerer på, hvornår disse eventyr fik dette erotiske tilsnit, for oprindelig var de - ligesom mange andre eventyr - barske gysere, der endte med blod og død på grusom vis. Er det os i vor tid, der har seksualiseret eventyrene, og hvornår startede det mon? Det spørgsmål har jeg aldrig set diskuteret nogen steder, og det er egentlig ret underligt.