Ubegribeligheder

Somme tider mødes man af forklaringer, der er sådan ca. 100% logiske på deres eget plan, men komplet ubegribelige, når man bruger sin mangelfulde forhåndsviden og sin hverdags-hjerne. Dette er en af disse forklaringer, (som jeg fandt på Quora):

"Lys har ingen hvilemasse. Det er ikke det samme som at det ingen masse har.

Hvilemasse er den masse et objekt har når det står stille. Hvis det begynder at bevæge sig har det en højere energi, og ifølge Einsteins berømte formel E=mc2

må det dermed også have en større masse. For hverdagssituationer er denne ekstra masse fuldstændig forsvindende, og vi lægger derfor ikke mærke til den.

Men når vi nærmer os lyshastigheden er siatuationen en helt anden! Her viser det sig faktisk, at massen gradvist bliver så stor, at der skal bruges mere og mere energi for at få objektet til at bevæge sig hurtigere. Tilsammen medfører dette, at det ikke er fysisk muligt at opnå lyshastighed - det ville kræve uendelig stor energi!

Lys, derimod, er anderledes i den forstand, at det ingen hvilemasse har. Rent faktisk kan lys slet ikke stå stille: En foton bevæger sig altid med lyshastighed (i hvert fald i vacuum). Dette er kun muligt for partikler uden hvilemasse. Men lys har stadig energi, og dermed også en masse, igen pga. Einsteins berømte formel."

Øhhhhhhhhh - javel!

Når man er lidt for hurtig med sit had

Jeg var ret vild med denne historie om en stor fisk, der (angiveligt) blev fanget og sprættet op, hvorpå man fandt resterne af en død nazi-soldat i bugen på den. Min hævntørst over for dette forfærdelige politiske system blussede op, men jeg nøjedes med at gasse mig ved tanken om soldatens endeligt. Da jeg satte billedet på en Facebook-side, var der imidlertid en vaks fyr, der - bevæbnet med Snopes, som jeg har stor respekt for - afslørede billedet som "fake". ØV!!! siger jeg bare, samtidig med at jeg sender en portion koldt vand i blodet på mig selv, for var det ikke temmelig grimt af mig at hovere over en død soldat? Hvem siger, at han var en af de helt slemme drenge? Sært nok fik denne historie mig til at tænke på den engelske Richard III, som Shakespeare har udødeliggjort i sit skuespil af samme navn.

Siden Shakespeare sendte denne ulyksalige konge i gabestokken som perverteret, morder og andet af samme skuffe har hans ry været totalt ødelagt. Folk har hadet ham som en superskurk, og man har citeret hans Shakespeare-replik "et kongerige for en hest!" med skadefryd, for han fik ingen hest og døde for de skurkestreger, man tillagde ham, men især for Tudor-prinsens ambitioner.
 

Majestætiske udgifter

Jeg har ikke selv set dronning Margrethe II's sarkofag i Roskilde Domkirke, men jeg ved, at den har været svinedyr. Det får mig til at tænke på Ludwig af Bayern, der brugte formuer på wagnerisk inspirerede pragtslotte. Hans samtid var ikke hverken forstående eller på nogen måde begejstrede, men eftertiden har haft gavn af hans fantasiudfoldelser, for disse dyre, arkitektoniske herligheder har tilsyneladende tjent sig ind via turistbesøg.
Mht. sarkofagen så forventes dronningen at blive stedt til hvile sammen med de næsten 40 danske konger og dronninger fra den tidlige middelalder og frem til i dag, der allerede ligger i Domkirken. Sarkofagen er imidlertid ikke en kiste, og hun skal ikke ligge i den, men i en krypt nedenunder. Det er den berømte billedhugger Bjørn Nørgaard, der har stået for udarbejdelsen af den, og den er sikkert flot og stilfuld, men altså meget dyr. Man må derfor spørge sig selv, om den er pengene værd. Hvorfor skal den være så flot, og hvordan har dronningen udmærket sig for at få den? Har hun været en exceptionelt god regent? Jeg vil sige, at hun er en kransekagefigur, som vi godt kan undvære, dvs. hverken god eller dårlig. Visse ugeblade ville nok gå fallit uden hende og hendes familie, men tiden er løbet fra monarkier i et demokratisk land, så for min skyld kan det godt slutte med hende.

https://www.berlingske.dk/samfund/dronning-margrethes-sarkofag-er-faerdiggjort-0

Sorg og forløsning

Jeg læste om en kvinde, der fandt en af sine nære, men alkoholiserede veninder død. Hun sørgede virkelig meget over dette dødsfald, da de havde stået hinanden nær og tit talte sammen. Desuden har det nok også været et stort chok for hende at finde veninden død, sådan at hun har følt sorgen endnu dybere, end hvis hun "bare" havde fået besked om, at hun nu var afgået ved døden.
Hun havde fundet sin helt egen måde at tackle sorgen, for i sit indre førte hun lange konservationer med den døde og følte også, at hun hørte hende. Jeg vil tro, at hun også har følt, at den døde talte til hende, f.eks. gennem begivenheder i hendes omgivelser: et pludseligt vindstød får et lys til at blafre, en uforklarlig lyd opstår ud af intetheden, eller en aller anden siger pludselig noget, der synes at passe med det, hun har sagt til afdøde. Noget i den stil, men sikkert også meget andet, kan opleves som en kontakt hinsides døden, når man er i sorgprocessen.
På et eller andet tidspunkt kan det så føles, som om processen er færdig. Ikke bare den døde, men også den levende har fået fred, og det er, som det skal være. Man sørger og husker, men pludselig sker der en forløsning, og selv om man stadig føler et savn, så er der faldet ro over ens tanker. Hvis man er heldig, fyldes man med følelsen af fred ....
 

Dyremishandling

Vi ved, at flere seriemordere som bl.a. Ted Bundy startede som dyremishandlere. Således fortælles det, at han som dreng satte ild til en kat. Den slags har vi andre dyrevenlige mennesker overhovedet ingen forståelse for.
Desværre er det dog, som om nogle individer lader deres frustrationer og mordlyst gå ud over hjælpeløse dyr. Hvorfor tog et eller andet bæst f.eks. denne kat, overhældte den med (vist nok) benzin, satte ild til og smed den så i en affaldscontaiener? Hvad havde den gjort ham? Intet, men han fik altså lyst til at myrde, og det gik ud over den. Heldigvis var der så et behjertet menneske, der reddede den ....

https://dk.newsner.com/dyr/skraldemaend-skal-lige-til-at-knuse-affaldet-da-de-hoerer-hjaelpeloest-skrig-fra-plastikposen/

SE PÅ MIG!!!!

Alt efter hvilken side af disken, man befinder sig, er dette enten 1) en irriterende situation med en pågående fyr eller 2) en kold og uvenlig pige, der bare ikke vil ofre kunden så meget som et smil. Eftersom han tror, at han kan købe sig til kontakt, så er han helt sikkert på gale veje, for det bør man altså ikke tvinge andre til, selv om hygge og venlighed måske nok regnes for en del af deres service-job: ekspedienter, tjenere, etc. følger normalt visse forskrifter for, hvordan de skal gøre kunden glad og tilfreds, så han/hun vender tilbage og køber endnu mere.
Hvis man ser helt bort fra jobbet, så er det en dum situation, som mange kvinder har været i med fremmede mænd, som de ikke direkte skyldte opmærksomhed. Replikker som f.eks. "Hvorfor er du så sur?" er faldet rigtig mange gange både hist og pist, uden at den, der stiller spørgsmålet, spørger sig selv om, hvorfor denne specielle kvinde skulle smile til netop ham, når hun ikke kender ham og heller ikke har planer om at komme til det. Formodentlig er det det sidste, der pikerer ham, for det er jo en afvisning, og dem kan han ikke lide, selv om de er aldrig så velfortjente, og hun altså har sin frie vilje.

Hvide og sorte løgne

For mig er Merle Oberon ikke det naturlige valg til at spille en letlevende kvinde, (som man jo kalder disse hårdtarbejdende og som regel fattige damer). Jeg ser hende først og fremmest for mit indre blik i romantiske roller som f.eks. Catherine i "Stormfulde højder" med Laurence Olivier. I den er der lidenskaber hinsides graven mellem to fascinerende, men nu ikke særlig sympatiske personer, og det er fascinerende, hvad de to skuespillere får ud af det.

Da jeg senere fandt ud af, at den indiske kvinde, der fulgte hende som hendes tjenestepige gennem hele hendes karriere, i virkeligheden var hendes mor, som hun ikke vedkendte sig offentligt på grund af tidens racemæssige fordomme, så tabte jeg en del for hende.Det varede dog kun, indtil jeg hørte om hendes utrolige liv og familieforhold: Hun blev født som datter af en 12-årig pige og gjorde, hvad hun kunne for at skjule sin oprindelse ved at påstå, at hun kom fra Tasmanien, og at alle papirer omkring hendes fødsel var gået til i en brand.
Hendes mormor, Charlotte, der havde maori-forfædre, blev udgivet for at være hendes mor, men i virkeligheden var det dennes datter, Constance, som hun fødte, da hun var 14, der var Merles biologiske mor. For at undgå en skandale blev Merle fremstillet som Constances søster. Noget, der skabte en vis forvirring, da Constance giftede sig og fik yderligere fire børn, der troede, at Merle var deres moster. Constances mand var en englænder, og han blev nu fremstillet som Merles far, hvilket han ikke var.
Faktisk er der ingen, der ved, hvem hendes biologiske far var, men hendes utrolige skønhed er i det mindste et bevis på, at han må have haft gode gener, om jeg så må sige. Constances unge alder beviser dog, at han også har været en pædofil skiderik.

Da Merle indledte sin filmkarriere - her med Leslie Howard - følte hun behovet for at holde sine familiehemmeligheder skjult for offentligheden, men også for familien. Hendes halvbror vidste således intet om hendes reelle status i familien, og da han fandt ud af det, holdt han det hemmeligt, selv om hun ikke behandlede ham særlig pænt og f.eks. nægtede at se ham, da han kom til Hollywood for at se hende. Alle hendes fiksfakserier inspirerede Den NewZealandske forfatter til at skrive romanen "White Lies", der i 2013 blev filmatiseret under samme titel.
Man kan diskutere, om det virkelig var nødvendigt for denne overmåde smukke og talentfulde skuespillerinde at skjule ALT om sine rødder, fordi hun jo teknisk set var "farvet", men tiden var unægtelig en anden. Det må dog have været et spøjs oplevelse for mor og datter at leve sammen som henholdsvis diva og tjenestepige. På mig virker det direkte tragisk, ikke mindst på grund af alt det andet, de begge havde været ude for i Merles barndom.



New Zealand author Witi Ihimaera uses Oberon's hidden Maori and non-white heritage as the inspiration for the novel White Lies, which was turned into the 2013 movie White Lies