onsdag den 12. februar 2020

Et "indbygget" våben?


Jeg har ofte ønsket at finde et våben, man kunne bære usynligt og dermed hemmeligt. Ikke at jeg forventer at blive overfaldet, hvor jeg end går og står, men jeg er ikke blind for, at det kan ske. Min oplevelse med et taskerøveri på en kirkegård har nemlig gjort mig opmærksom på muligheden af, at man kan komme ud for andre - og værre - overfald. Vejen fra denne erkendelse til tanken om våben er såmænd ikke så lang, så jeg overvejer altså, HVAD man kan gøre.
Måske et våben, der er udformet som et uskyldigt smykke, kunne være sagen? Kunne det være noget i stil med denne ørering? Dvs. noget, der ikke ligner et våben, men som er/kan være det? Et smykke som dette kan udgøre et stærkt våben, hvis man bruger det korrekt, dvs. sigter på de mest sårbare steder på det menneskelige legeme. Det eneste problem vil være at sørge for, at man ikke mister det til overfaldsmanden, sådan at ens våben ender med at blive vendt imod én selv.
Alt i alt må man sige, at en god muskelkraft og smidighed nok er det bedste "våben", man kan få, medmindre overfaldsmanden er bevæbnet med en kniv eller pistol. Desværre er naturen på dette punkt en drillepind, for begge dele aftager jo med alderen, så hvad pokker gør man?

På slingrekurs med Einstein ....


Var han den mest intelligente mand, vor verden har set? Ja, på nogle områder, men mærkeligt nok havde han ikke altid helt styr på sine egne teorier. Hans to store relativitetsteorier holder dog vist nok den dag i dag over for alle observationer, men der kan selvfølgelig sidde et eller andet hidtil ukendt geni, der er i fuld gang med at punktere dem. 
Forøvrigt lader det til, at Einstein er kendt for en række fejltagelser i forbindelse med sin egen teori.

Kosmologi: Einsteins almene relativitetsteori forudsiger, at Universet enten udvider sig eller skrumper, og han antog uden videre, at Universet er statisk. Faktisk "snød han på vægten", som man siger ved at optage en kosmologisk konstant i ligningerne, der så førte til en matematisk model af et statisk univers.
Tyngdebølger: Einsteins almene relativitetsteori forudsiger gravitationsbølger, men han var ikke selv overbevist. Han skrev en artikel om, at gravitationsbølger er umulige og sendte den til et tidsskrift, men fik i hovedet igen med faglige begrundelser for, at han havde taget fejl. Indvendingerne overbeviste ham, så han skrev en ny artikel med den modsatte konklusion.
Gravitationslinser: Einsteins teori forudsiger gravitationslinser, dvs. at lys kan forstærkes af tyngdefelter fra planeter og galakser, men mente ikke, at det var værd at skrive om. En kollega fik ham dog på andre tanker, og i 1936 skrev han en artikel om emnet, idet han dog fastholdt, at det var uvigtigt, og at det aldrig ville blive observeret i praksis. Her tog han dog fejl, for astronomer observerer hele tiden gravitationslinser i ekstragalaktisk astronomi.
Kvantemekanik: Einstein var en af grundlæggerne af den tidlige kvantemekanik, og han skrev artikler om fotoners vekselvirkning med stof. Han kunne imidlertid ikke lide den senere kvantemekanik og dens principper om, at verden i princippet er styret af tilfældighedens love, hvilket han bl.a. diskuterede med Niels Bohr.
Forenet feltteori: Denne teori skulle forene gravitation med elektromagnetismen, og var noget han arbejdede med i mange år, uden at der rigtig kom noget ud af det.

Hvad intelligens angår, så er der en sød myte om, at Einstein selv udtrykte sig mest begejstret om den klogskab, han så demonstreret i en ung piges smarte måde at få en kalv til at følge sig: hun stak et par fingre i munden på den, som den suttede ivrigt på i den tro, at de indeholdt mælk. Derpå  fulgte den hende som sin surrogat-mor, hvor hun end ville have den hen. Om myten er sand, aner jeg ikke, men jeg synes, at den er sød, fordi verdens angiveligt klogeste mand erkender, at intelligens er mange ting ....

tirsdag den 11. februar 2020

Evige sterotyper


En gullaschbaron var en spekulant der under 1. verdenskrig blev rig på fabrikation og eksport til Tyskland af varer af tvivlsom kvalitet. Typisk for manges holdning fra den tid har den liderlige og forbrugeriske velhaver tydelige jødiske træk. Damen fremstilles som damer med hendes erhverv ses, nemlig meget imødekommende over for manden med de mange penge. Dvs. to fordomme blev sat sammen til et udsagn om noget, der regnedes for eviggyldigt i vort samfund. At damen smutter i tøjet og går sin vej, hvis manden ikke hoster op med de penge, hun forventer, at han har til hende, er sikkert rigtigt nok, for dette handler jo ikke om en forelskelse fra hendes side. For hende er han næppe andet end en pengetank, men på samme måde ville han jo stikke af, hvis hun viste sig at være mindre skøn, end han har betalt for. En handel er en handel, og det går begge veje.
Sådan var det dengang, og sådan er det også nu, selv om nogle af spillereglerne er ændret. Således ville det ikke falde i god jord at definere en rigmand som en herre af jødisk oprindelse. De har nemlig vist at kunne være af en hvilken som helst nationalitet ....

Alderdom ingen hindring?



Der er ingen tvivl om, at mange ældre, der bliver alene, føler sig meget ensomme. De lever måske i minderne om det parforhold, de har mistet, men selv ikke gode og smukke minder kan erstatte det menneske, der er væk. Alderdommen er heller ikke for sjov, for dér melder alle mulige skavanker og begrænsninger sig, og pengemidlerne er måske heller ikke, hvad de har været. Ergo: nedgang på en masse vitale områder, der gør livet værd at leve.
Heldigvis, kan man sige, har aldrende mennesker dog slet ikke de fysiske kræfter, der gør, at minder og ønsker bliver til et krav til tilværelsen. De ville gerne, hvis de kunne, men kan jo altså ikke, for kræfterne svigter. At være en fysisk olding med en ynglings sjæl må være noget af det mest pinefulde på denne jord .....

mandag den 10. februar 2020

Mundtlig overlevering


Man ved nok, hvordan hukommelsen kan svigte i en presset situation, hvilket er lige præcis, hvad dette er. Jesus, der stiger til himmels, er jo ikke ligefrem en hverdagsbegivenhed, og hvem der end mener, at dette virkelig skete, var vist heller ikke vidner, men blot troende. Ganske vist hævder Biblen, at denne opstigen virkelig fandt sted, men .... ja, netop MEN, men, men, men ...
Da nutidens mennesker har en anden tilgang til det usædvanlige, vil vi søge videnskabelige eller historiske beviser på, at det virkelig fandt sted, men dengang det angiveligt skete, så tolkede man alting religiøst. Dengang var der sikkert ingen, der sagde sådan noget som f.eks. "man kan umuligt bespise så mange mennesker med nogle få fisk, ergo er det noget pjat at hævde det" eller "mennesker kan ikke flyve ved egen kraft, så det er enten en løgn, at Jesus steg til himmels eller skyldes hallucinationer hos dem, der påstås at have bevidnet det".

Apostlenes Gerninger i Nye Testamente i Bibelen. Teksten i ApG kap. 1 v. 1-11 lyder:
"Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet - "om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men i skal døbes med Helligånden om ikke mange dage." Mens de nu var sammen, spurgte de ham: "Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?" Han svarede: "Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende."
Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op i himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op i himlen.""


Sort som en supermodel


Denne flotte dame er angiveligt det mørkeste menneske på vor planet. For 20-30-40 år siden ville hun ikke være kunnet blive supermodel, men det kan hun nu, dels fordi en del af skønhedsidealet har skiftet, dels fordi racisme ikke er, hvad det har været - og tak for det!
At denne smukke kvinde har været mobbet på grund af sin mørke hud er vel ikke overraskende, men med sin status som en anerkendt skønhed vil hendes eksempel kunne hjælpe andre meget mørke mennesker i fremtiden - og rigtig mange tak for det!

https://face2faceafrica.com/article/black-like-jet-thats-south-sudanese-model-nyakim-gatwech-who-was-bullied-for-her-skin-colour

søndag den 9. februar 2020

Fra Science Fiction til raketvidenskab og rumprogrammer

Ingen benægter, at John Whiteside "Jack" Parsons, født 2. oktober 1914 og død (myrdet?) den 17. juni 1952, var et geni. Bortset fra det var han også anset for at være skrupskør, ja, en fyr med "knald i låget" og helt uden for det almindelige samfund.



Han var født i en velhavende familie og kunne have haft et let og ordinært borgerligt liv med alt det, hans velhavende forældre kunne give ham. Tidligt opdagede han imidlertid den fortryllende verden, som science fiction oprullede for læseren, og han fik en drøm om at virkeliggøre alt det, han havde læst om i bøgerne: han blev raketforsker på højt plan, idet han så at sige opfandt meget af det, der blev USAs raketprogram.
Det var fint nok, men dér, hvor han stødte an, var hans privatliv og hans optagethed af okkulte emner. Han var overbevist om, at alkymi ville blive anerkendt som en videnskab, og efter en kort periode som marxist blev han erklæret tilhænger af den engelske okkultist Aleister Crowleys nye "religion", Thelema.



Aleister Crowley 

Senere mødte han L. Ron Hubbard, der ligesom forskellige andre excentriske folk flyttede ind hos ham i hans store og nærmest berygtede hus i Pasadena, hvor der unægtelig foregik lidt  af hvert. Beboernes aktiviteter spændte fra vilde og ret avancerede okkulte tiltag til "fri sex". Jack Parsons veninde, Sara Elizabeth Northrup - der var hans kones søster - faldt for Hubbard og stak af med ham, oven i købet med en god portion af hans formue.
Parsons' geni blev anerkendt af de amerikanske myndigheder, og han var så at sige USAs raketprograms far. Hans kontroversielle livsstil og utraditionelle synspunkter om bl.a. okkultisme gjorde dog, at man ikke rigtig stolede på ham. Under McCarthyismen blev han således anklaget for at være spion, og hans karriere styrtdykkede, så han endte med at sidde ludfattig i sin garage, hvor han udførte diverse eksperimenter. Nogle af disse var for det formentlig eneste firma, der ville ansætte ham. Han havde planer om at forlade USA og slå sig ned i Mexico, men omkom i en eksplosion, som man har mistænkt var et attentat på ham. Alt taget i betragtning så havde han en omfattende viden om de amerikanske rum-programmer, som han selv havde været startet, og det mistænkes, at man ikke ville tillade, at han rejse ud af landet, da han jo kunne sælge dem til USAs fjender. Ingen har dog kunnet fastslå præcis, hvad der skete, da eksplosionen i hans hjemmelaboratorium dræbte ham.


Jack Parsons' mærkelige liv, tro og dramatiske skæbne har bl.a. inspireret flere forfattere og TV-folk. Således blev det dramatiseret som 
 Man kan sige, at han fik en vis posthum oprejsning, da et månekrater blev opkaldt efter ham, men det så ikke noget, han selv har haft gavn af.