The Children's Crusade

The Medieval crusades have been seen as something very brave and honorable, but not all of them were either. One of the episodes which it's impossible to forget even today is the Children's Crusades in 1212. There were two of them and the first one was instigated by a 12 year old shepherd called Stephen (or Etienne). He approached the French king Philip and handed him "a letter from Jesus" whom he said had appeared to him while he was tending the sheep. Presumably Jesus had ordered him to go and preach the Crusades to the public. However, the king didn't believe him or wasn't too impressed by him, but this young boy of 12 was undismayed by such a setback which might have discouraged anybody else. He started to preach wherever he had a chance to bring out the message to the public.
Actually, he seems to have been an oral genius who caught the attention of a lot of devout Christians. Some of these were circa 20-30,000 thousand children whom he convinced to follow him. Several of these children were of noble birth and must have eloped their wealthy homes to join his Christian "army". At Marseilles two merchants, who went by the nicknames of Hugh the Iron and William the Pig, offered them ships, free of charge - and from then on the child Crusaders are lost to history for many years. They disappeared and were not to be seen or heard of until the fate of some of them was disclosed 18 years later.

 In Germany a boy by the name of Nicholas entered on the same course as the first child Crusaders. He and his cohorts - also many girls - set out on their way to Palestine, but their losses were heavy, due to starvation and other hardships. When many of them gave up their plans to go to Palestine they were too exhausted to return home, so they decided to stay where they were, i.e. in Italy. Some of the dead children's parents were so enraged by Nicholas, who by this time had disappeared, that they caught his aged father and executed him as a substitute for his son.
As to Stephen and his followers who had set out in three ships then two of these were shipwrecked and all aboard drowned. Their sad fate was disclosed to their relatives when a young priest returned home to Europe after 18 years of captivity in a Muslim country. He told them that those on the third ship were captured and taken to Muslim slave markets where they were sold. Thus the relatives learnt the hard way that those two merchants who had proposed to help the children had betrayed them to the point of setting them up for sale in a Muslim slave market. However, some years later they in their turn were hanged for their harebrained attempt to kidnap the Emperor Frederick.
Some of the merchandised Christian children were killed for not being willing to accept Islam, but others were lucky enough to be bought by the governor of Egypt, al-Kamil, who treated them very kindly and set them to work as interpreters, teachers, etc. without demanding that they embraced the Muslim faith.

All in all these sad stories of committed, but betrayed children should be better investigated than they are. Most of them are mere myths, but it's a historical fact that these groups of children set out as crusaders just as did the grown-ups. In many respects both these groups were deluded by their own all too high ideals, dreams and hopes, but also haughtiness as they felt that they alone had religion.

Post mortem

Det er ikke mit indtryk, at det er kutyme med fotografier af afdøde personer i vore dage, dvs. undtagen  i kriminalsager. Måske er der dem, der ønsker et foto af deres kære i kisten, men umiddelbart finder jeg ideen frastødende. Ikke desto mindre var der engang for ikke så forfærdelig længe siden, hvor det faldt de sørgende naturligt at mindes deres kære med den slags billeder.

Nogle af de døde bliver opstillet, som var de levende, hvilket kunne tyde på, at dette sidste billede også er det første, der blev taget af dem. Her har moderen sin døde datter på skødet, idet begge hendes hænder er i kontakt med det lille barnelig. Faderen rører bare ved datterens kjole, idet hans højre hånd er lige ved at røre hendes lille, slappe hånd, men altså kun lige ved.

Her er det faderen, der synes at stå den afdøde søn nærmest, medens moderen ligesom bare "hægter sig på" sorgen med en hånd på hans ene arm.

Jeg er lidt loren ved disse post-mortem-fotografier, men ikke totalt afvisende eller fordømmende, for forældrene har jo ikke udnyttet deres døde børn kommercielt. De har bare ønsket at bevare mindet om dem på en noget makaber måde.
Hvis jeg endelig skal fremhæve nogle af disse billeder, så synes jeg umiddelbart bedst om den type afdøde-billeder, hvor den døde ikke postuleres at være i live, for det er de jo ikke. At den lille, yndige pige ovenfor fremstilles, som om hun bare sover, er og bliver et postulat. Hun er død og vågner aldrig op igen, så det er tydeligt, at denne form for afbildning bygger på en løgn.

Nuttet og buttet, men beklageligvis død. Barnet både er og er ikke, for det har ikke længere et liv, men er blevet forvandlet til et lig. Det er faktisk midt i en biologisk proces, hvor det også fratages sit yndige ydre. Trist for den, der havde store forhåbninger til dette barns liv og fremtid, da det blev født, men det er nu engang reglerne for os alle: Rød om morgenen, død om aftenen ....

Ikke bare fotografier postuleres at bevare afdøde for eftertiden, for det gør mumier også. Her har vi således mumien af en farao, der var mægtig, da han levede, men nu - hvor hans magt er væk - kan han teoretisk set risikere den samme skæbne, der er blevet andre ægyptiske mumier til del, nemlig at blive pulveriseret og solgt som "medicin" eller "magisk pulver".

Det er den skæbne, der venter de mumier af slægtninge, som denne handelsmand ønsker at sælge til højestbydende.
Kort sagt: et lig har ingen rettigheder og kan ikke forvente det "evige liv", som de troede, at dyre gravkamre, mumificeringer, etc., etc. garanterede dem. Man kan ikke få evigt liv, når man allerede er død ....

  


   

Harpy

Man synes måske, at moderne bøger som "Harry Potter" og diverse science fiction-værker er mægtig fantasifulde, men de overgås langt af ældgamle mytologier som f.eks. den græske, romerske og nordiske. At hitte rede i alle de mytologiske væsner kan være svært, men det er dem, der bringer historierne videre. Det gælder f.eks. også harpyerne, der ifølge den græske mytologi var kvindelige, vingede dødsånder, men de havde også en anden og mere livgivende side.

Det var således en harpy, der blev mor til Achilleus' heste efter et hedt elskovsmøde med vestenvinden. Meget romantisk må man sige, selv om harpyerne langt fra var blødsødne, kælne og kærlige, men tværtimod stride og oven i købet tyvagtige. Således gjorde deres tyverier det svært for en anden mytologisk figur, Fineus, at overleve, da Zeus forviste ham til en øde ø, fordi han var lidt for god som sandsiger og havde det med at afsløre gudens hemmeligheder. Harpyerne var ligeglade med Fineus' evner og lidelser, så han sultede i sit fangenskab, fordi de hele tiden stjal hans mad.

Det har altid fascineret mig, at nogen før i tiden har forklaret deres verden og dens indretning ved hjælp af sådanne vilde mytologier. Alene det, at en eller anden får den ide, at vestenvinden har muntret sig med en harpy, og at det har ført til et heste-afkom, forekommer mig at være udtryk for en utrolig fantasi og iderigdom, som vi bør takke for den dag i dag, hvor vi kan more os over myternes verden. 

https://mythology.net/monsters/harpy/

Når man virkelig ikke kan lide sin mand

Selv om Edward II af England (1307-1327) lader til at have været en ganske pæn mand, så må det have været surt at være gift med ham, for han var (sandsynligvis) bøsse. Hans dronning, Isabella af Frankrig, måtte dele ham med hans nære ven, Piers Gaveston, og det er et stort spørgsmål om de børn, hun fødte, var hendes mands. Som så ofte i kongelige familier byggede deres forhold på traktater og ikke på gensidig kærlighed, men hun må dog have forventet, at Edward fulgte visse regler vedr. den respekt, han som ægtemand skyldte hende, og det har tilsyneladende knebet. 

Det siges, at hun fik ham myrdet, efter at han blev væltet som konge, og det foregik på en barsk måde: han fik angiveligt en rødglødende ildrager jaget op i tarmen. Denne ildrager var indsat i et horn af en eller anden art, så der ikke kom synlige brandsår, men resultatet var givet på forhånd.
Der er dog dem, der mener, at Edward "bare" blev myrdet ved kvælning, men hvorom alting er, så ønskede hun ham død, og dø det gjorde han ....

Den falske optik

Dagens indrømmelse hér et par dage efter den latterlige dom: det vil tage LANG tid, før jeg glemmer Britta Nielsen-sagen. Sådan vil det sikkert også være for mange andre danskere, for magen til led kælling skal man da lede efter. At en del af hendes forsvar bestod i påvisningen af det beklagelige faktum, at der ikke blev ført kontrol med hendes arbejde i Socialstyrelsen, gør det hele endnu mere grotesk. Dem, der burde have ført kontrol, svigtede, men ses dette som pligtforsømmelse, og bliver de straffet? Næh, de går åbenbart fri, og det er det allermest forargelige i denne groteske sag. De har modtaget deres gage for at sikre, at en medarbejder ikke kunne gøre det, som hun faktisk har gjort i 25 år, og det er altså ikke i orden.
Undervejs i den langvarige retssag har Britta udtrykt en vis anger, men da den ikke følges op af oplysninger om, hvor de "forsvundne" 47.000.000 kr. er blevet af, så er der kun tale om spil for galleriet. Ikke blot fik hun sig en krokodillefarm, men hun har også lært at fælde krokodilletårer, så den anger giver jeg ikke meget for. Hun mente sig berettiget til de penge, hun stjal, for "hun havde haft en hård barndom".

Selv om der ikke umiddelbart er nogen lighed mellem en bedrager som Britta Nielsen og den amerikanske seriemorder John Wayne Gacy, der myrdede rigtig mange smådrenge, så ser jeg den samme proportionsforvrængning hos dem begge. Britta mente, at hendes tyverier kunne undskyldes med tidligere modgang, og Gacy fattede ikke, at hans mordorgier gjorde, at man beskrev ham som et uhyre i pressen. Faktisk så han det som vildt fornærmende og helt igennem ubegrundet. I hans optik var de myrdede drenge ikke nær så meget værd som hans følelser og den kløe, der fik ham til at torturere og dræbe dem.
Sådan nogle forbrydere tror, at andre er statister i deres liv, og de ser dem ikke som mennesker med deres egne behov, fremtidsdrømme eller talenter, og det er faktisk deres største forbrydelse.

Selvmord - et valg uden fortrydelsesret

Sikke dog et opbud for at redde en selvmordskandidat! Og så hænger han bare fra en første sals-altan! Hvis han lader sig falde, får han højst knubs, for det dér dør man altså ikke af.
Jeg skal såmænd gerne indrømme, at selvmord KAN være en løsning på problemer, der ikke kan løses på anden måde. Faktisk KAN det være den eneste løsning på noget, der forekommer selvmorderen ubærligt. Her tænker jeg så på alt slemt lige fra kz-lejre til cancer, ALS og lignende ubærlige sygdomme. Det er ikke en løsning, jeg ser ned på, men jeg vil dog lige påpege, at også den slags slemme situationer kan være til at leve med, hvis man vil.

Selv om Stephen Hawking var alvorligt syg af ALS og vidste, at det efterhånden ville blive endnu værre, så valgte han at leve livet og tage det, som det kom. Han giftede sig og fik tre børn, bl.a. datteren Lucy Hawking, der er børnebogsforfatter.

Stephen Hawking fortsatte sit arbejde og sine studier, selv om han kropsligt forfaldt mere og mere. Han - om nogen - er beviset på, at fravalget af "den nemme udgang" er umagen værd, hvis man altså selv investerer noget i det ....

Fantastisk?!!!

Jeg så et program om en mordudredning, hvor en af kriminalfolkene afhørte ofrets bedste veninde. Hun gav hende prædikatet "sød, venlig og sjov", hvilket man gudskelov kan sige om mange mennesker. Den morddømtes venner kaldte hende til gengæld "fantastisk", og det er jo mægtigt, at nogen mener det om én. Bedømmelsen hvilede dog på et noget underligt grundlag, for hvorfor var hun "fantastisk"? Jo, fordi hun så video sammen med dem og godt kunne lide skæg og ballade.
Da jeg fik tænkt mig om, fandt jeg det meget mærkeligt, at man får en bedømmelse som "fantastisk" på et så spinkelt grundlag. Jeg vil mene, at disse unge mænd tager lige lovlig let på ordene og deres værdi. For at være "fantastisk" skal man nemlig efter min mening være sådan en person som f.eks. Dalai Lama, Einstein eller Tesla, og det var dette mordoffer skam langt fra. Hun var bare en sød og venlig samt bundreel pige.