Tanken er overmåde interessant, og visse ting kunne tyde på, at teorien ikke er helt ved siden af. Om den passer i detaljer ved jeg ikke, og tanken er jo svimlende, for den sætter vores forståelse af verden som formet af tid og rum i skammekrogen. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at det sete afhænger af øjet, der ser, gør det efter min mening pludselig verden til et nærmest flydende sted uden nogen form for faste forankringer. Meget fascinerende og ret besynderligt, for hvad er øjenvidner så værd? Ikke ret meget hvis man skal følge ideen fuldt ud.
Det, der bedst illustrerer hele dette koncept for mig, er kunst, men det er selvfølgelig ikke nogen form for videnskabelig betragtning. Nå, men her ser vi, hvordan Vincent Van Gogh har placeret solen, som den ifølge naturlovene kan være, og alt ser normalt ud. Der er tale om en solnedgang eller en solopgang, som man kan få at se, hvis man møder op til rette tid.
Desuden tror man på, at dette er en bonde, der sår et eller andet, for der hersker en vis enighed om, at sådan ser en sådan begivenhed ud. Enigheden bygger så på erfaringen, der forøvrigt også er et meget interessant fænomen, for også den er flydende og personlig ....
Her går landskabet imod vore erfaringer, og man kan godt få den tanke, at den gode Vincent har kigget lidt for dybt i flasken, da han malede det. Andre, der f.eks. stod ved siden af ham og så det samme sceneri, som han har malet, ville formentlig ikke se det på samme måde. På en eller anden mystisk måde giver hans opfattelse af det sete imidlertid os andre en indsigt og sætter nogle tanker i gang, som vi ikke ville have uden hans syn på sagen. (Noget, jeg ofte har følte med Vincent, der er en af mine absolutte yndlingsmalere).
Ergo: ja, det sete afhænger (formentlig) af øjet, der ser, men det er ikke uden forbindelse til andre mennesker, da det på en eller anden måde formes af noget, der er fælles for os, uden at vi selv ved det.
