mandag den 3. august 2020

Prins Pivskid?


Den unge Charles var ikke uden en vis stil, men selv om han var sportsmand og gjorde sig godt inden for visse sportsgrene, så var han ikke en person, man forbandt med ydre skønhed. Han var efterstræbt, fordi han nu engang var den, han var, men ikke fordi han var dødlækker.


Nu, hvor jeg har kigget lidt nærmere på ham, der hidtil har været regnet for at være den flotteste, britiske prins, nemlig Andrew (Boobytrap, den 30. juli 2020), så følte jeg, at jeg også måtte se på hans ældre bror, Prinsen af Wales, nemlig Charles Philip Arthur George (født den 14. november 1948). I sin ungdom blev han jagtet af håbefulde, unge damer, for selv om han aldrig har været køn, så blev han dengang kaldt "verdens mest attråværdige ungkarl". Det var nok positionen som tronarving, man tænkte på og ikke så meget hans ydre fremtoning.


Det var sådan set logisk nok, at Charles blev sendt på de skoler, som hans far, prins Philip, gik på som barn, men ikke mindst Gordonstoun forekom ham alt for skrap. Han er ikke det "mandfolk", som hans far var, men tværtimod en følsom sjæl, der var uforberedt på den barske tone på dette sted. Senere har han dog sagt noget om, at han lærte en masse om sig selv ved at gå denne skole, som han ellers har beskrevet som et helvede.


Selv om Charles står som arving til den britiske trone, er der imidlertid dem, der mener, at han vil blive sprunget over af sin ældste søn, prins William, på grund af sit andet ægteskab. Da han giftede sig med Lady Diana Spencer i 1981, kunne ingen vist forestille sig, at han ikke var nær så vild med denne sin første kone, som man skulle tro, da hun jo var smuk, og alle andre faldt for hende. Hans store kærlighed har til manges enorme forbløffelse vist sig at være en ikke særlig køn, hesteinteresseret, fraskilt kvinde ved navn Camilla Parker Bowles.


At han i stedet for at dyrke sin smukke, unge kone, som hele verden fandt betagende, genoptog sin gamle affære med den efterhånden midaldrende Camilla, kom afgjort bag på mange. Bruddet mellem Charles og Diana må have været  et chok for de romantikere, der stadig troede på eventyrene om gode prinser og smukke, jomfruelige prinsesser, der levede lykkeligt sammen til evig tid, for det var vist lige fra begyndelsen så som så med parrets kærlighed.


Jeg må indrømme, at jeg aldrig brød mig om Lady Di, som hun blev kaldt, for jeg så hende som en uinteressant person, der lod sig udnytte som fødemaskine for det engelske monarki. Var hun et naivt pigebarn, der lod sig forlede af den ideologi, man finder hos moderen til hendes fars anden kone, nemlig forfatteren Barbara Cartland? Her er der ingen tvivl om, at den jomfruelige heltinde ikke bare altid vinder over den mere seksuelt avancerede rivalinde, men at prinsen falder for hende og er hende tro. Charles faldt tydeligvis ikke for den sarte skønhed Diana, men for den robuste og ikke særlig kønne Camilla.


Når man ser billeder af dem nu, fremtræder de også som et godt og harmonisk par, hvilket Charles og Diana aldrig gjorde. De udstråler kærlighed og samhørighed, hvilket ikke burde forbavse os, da Charles ikke er en festabe, men går ind for en masse holistiske ting, økologisk landbrug, osv., osv.. Han har en universitetseksamen og har såmænd også skrevet forskellige bøger. Ikke nok med det, men han har også oprettet en eksperimentel by ved navn Poundbury som led i sine udforskninger.
Sær snegl? Ja, på en vis måde, men midt i sine klumrerier er han også en ærlig og hæderlig person, der forsøger at finde sin vej i livet. At han bedre kan lide den tilsyneladende ikke så forfængelige Camilla i stedet for den glamourøse Diana og står ved sit valg burde ikke trække fra i den samlede vurdering af ham som menneske.




Det tidløse ansigt



En vovse, jeg klappede for et par dage siden, så præcis sådan ud!!! Det var en raceren - eller noget derhenad - foxterrier, og den var yndlingsracen i min fars familie. Utroligt, at denne race går så langt tilbage, at der blev malet et billede af en repræsentant for den før Kristi fødsel. Det er den slags opdagelser, der ligesom rokker ved ens tidsbegreb, noget, der forøvrigt også gælder nogle gamle gravportrætter, for de forestiller altså mennesker, som jeg ville kunne møde i min hverdag. Her har vi f.eks. to smukke, unge mænd,  der ligner nogen, jeg ofte ser her i omegnen!


Disse to står stærkt den dag i dag, selv om de åbenbart levede for sådan ca. 2000 år siden. Gad vide, hvornår jeg løber ind i dem igen ....



søndag den 2. august 2020

Hvis du skyder mig, så ....



Dette skete for tre år siden, men det gør det jo ikke ugjort, for den uskyldige mand  er lige så død, som han var, da han blev skudt. Hans udseende tyder på, at han kan være mexicaner eller sydamerikaner og i hvert fald ikke nogen ordinær yankie, hvilket kan have spillet ind. Farverne sort og brun lader nemlig til i sørgelig grad at sætte gang i trigger-fingeren hos en hel del ordenshævere over there, og det er bare for dårligt.
Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men vil gætte på, at politiet er kommet op til det forkerte hus, har set - eller hørt - den uskyldige mand og flux har trukket pistolerne for at udføre en såkaldt "selvforsvars-handling", da de tager for givet, at han er bevæbnet. Og hvorfor forestiller de sig nu straks det? Jo, for våben er en del af den amerikanske kultur, og mange flere, end der burde være, har dem, enten på sig eller liggende i en skuffe, parat til brug.
Desværre hører man efterhånden også om bevæbnede forbrydere her i landet, og man kan kun gætte på, hvor de får de våben fra, som overhovedet ikke burde være her.

Jeg håber, at dette er en tænkt situation, men sikker er jeg ikke

Problemet med våben er, at de formerer sig ved en form for "knopskydning": jeg får et våben, fordi du har et, for jeg vil forsvare mig. Dvs. at pludselig har de alle sammen våben, og ingen vil af med dem, for så er de værgeløse imod dem, der stadig har våben. For at få sat en stopper for hele denne uhyggelige "knopskydning", skal man arrangere det sådan, at ALLE afleverer deres våben samtidig, og det får man svært ved i en cowboy-nation som den amerikanske.

 

Kvindelig skønhed, der ikke opfylder vore idealer



Skønhed er ikke en fast værdi, sådan at smuk også er smuk til enhver tid. Nogle af de store historiske damer fra andre kulturer viser med al ønskelig tydelighed, hvor relative skønhedsidealerne er. Kvindelig skønhed er virkelig ikke en entydig værdi, og begrebet svinger ikke bare mellem stor-lille, sådan som man forestiller sig i vore slanke-fixerede dage.
Nu om stunder skal man helst være decideret slank for overhovedet at blive regnet for smuk, men man skal under ingen omstændigheder ligne en mand, hvis man er en dame. Al hårvækst forventes at blive fjernet, inden man melder sig på markedet, og formerne skal sidde, som moden nu engang foreskriver.

Ljubica og hendes ældste søn, Milan II

Et eksempel på en kvinde, der blev regnet for smuk og statelig i sit hjemland, er den serbiske prinsesse Ljubica (1788-1843). Hun opnåede kongelig status, da hun i 1805 blev gift med Milos Obrenovic, der 12 år senere blev valgt til landets royale overhoved. De fik mindst otte børn, men Ljubica var ikke bare husmor og hjemmegående hustru, næh, hun deltog aktivt i militærets ledelse og stod i spidsen for hæren - eller en hærenhed - i Det Andet Serbiske Oprør. Da hun nægtede at retirere i slaget ved Cacak, førte det i sidste ende til serbisk sejr. Hun deltog også i møder med vigtige politikere og havde på alle måder en stor rolle i samfundets ledelse.
Desværre havde hun også en iltert temperament, der sikker konstant blev prøvet ved hendes mands utroskab. En af hans utallige elskerinder kom således for skade at prale med affæren, hvorpå hun uden tøven dræbte hende.
Ljubica spillede altså en stor rolle i mændenes verden, og man må sige, at ud fra vore moderne begreber lignede hun også selv en mand. Her må man så huske på, at hun var en del af en kultur, hvor kvinder ikke var det, vi forstår ved feminine. De kunne have sammenvoksede øjenbryn, en lille moustache samt en firskåren skikkelse og stadig gælde for at være skønheder. Noget, man bl.a. ser i forbindelse med en anden kvinde, nemlig prinsesse Fatima fra Iran. Hendes enorme, persisk definerede skønhed skal efter sigende have drevet 13 af hendes mandlige landsmænd til selvmord, fordi de ikke kunne få hende ....

 
Det er nemt nok at grine ad kvinder som disse, (og der er flere fra forskellige kulturerdirekte ), for de bryder med alle vore skønhedsidealer, men det er uretfærdigt, at deres ydre gør dem til grin. I vores kultur er idealkvinden blevet tyndere og tyndere, men der var faktisk en gang for ikke så længe siden, hvor kvinder skulle have noget til gården og gaden for at blive regnet for smukke.

Hvad man end kan sige om denne kvindes ydre, så vil jeg nu først og fremmest påpege, at hun ikke ligner én, der er bekvem i sin krop. Det er ikke bare det, at hun tilsyneladende ikke har skyggen af kvindelige former, der nu engang verden rundt består i hofter, talje og barm, men også at hendes ansigtsudtryk virker direkte lidende. Sådan skal det bare ikke være, ligegyldigt hvor i verden man befinder sig, og hvad enten man regnes for en skønhed eller ej ....

Som en forfinelse af dette for os at se mærkeligt maskulint prægede kvindeideal ser man den vitterlig meget smukke eks-kejserinde, Soraya, der efter sin skilsmisse fra shah'en færdedes hjemmevant blandt vesterlandske jetsettere. Hun er meget eksotisk, men regnes for en stor skønhed den dag i dag.



lørdag den 1. august 2020

Sanser, det billige skidt?


Man siger, at mennesket har fem sanser. Vi kan: høre, se, lugte, føle og smage. Nogle mener også, at vi har en sjette sans, der gør os i stand til at fornemme ikke-konkrete ting som spøgelser, forudanelser, osv..
De fem første er gode nok, for de er blevet bevist om og om igen, men den sjette er ikke almindeligt anerkendt. Man kan tro på den eller lade være, men det er altså bare tro og ikke viden. Jeg kender imidlertid adskillige, der enten er ved at miste syns- eller høresansen. Selv har jeg fået flere og flere problemer med min hørelse, og det er nok noget, jeg har arvet fra min mor, men hendes var nu altid langt værre end mit er her og nu.
Det er irriterende at have svært ved at høre, men det forekommer mig, at det må være mange gange værre ikke at kunne se. Hvad angår de andre tre sanser, så er de formentlig nogenlunde på samme niveau mht vigtighed, men da jeg ikke fornemmer problemer med nogen af dem, er de nærmest en selvfølge for mig. De er der, og dér bliver de - BASTA! At det kan gå anderledes viser historien os jo gang på gang, men så længe det fungerer så nogenlunde, som vi er vant til, erkender de fleste af os det nok ikke.

Fordi vi er født med disse sanser, er de en selvfølge for os, og vi tænker ikke særlig meget over, hvordan vi kan passe på dem. Det gælder f.eks. sådan noget som briller, hvor man burde gå til en optiker, men nøjes med at købe et par billige og ikke specielt tilpassede i Flying Tiger. På en eller anden måde vænner man sig til, at sanserne er der, og de passer sig selv, men det er nu engang ikke helt rigtigt, heller ikke hvad angår de andre.
Sådan noget som f.eks. smagssansen forekommer mig ikke umiddelbart som særlig vigtig, men det skyldes nok, at jeg ikke er gourmet, men snarere grovæder, (hvis jeg altså giver mig selv lov). At lugtesansen kan ses som den mest forfinede sans, fordi den er direkte forbundet med det limbiske system i hjernen, lader mig også ret kold. Ikke desto mindre: "Du kendes på dine venner," som man siger, og dufte kan vække stærke minder, så jeg må vel anerkende lugtesansen som en både fornem og meget vigtig sans, selv om jeg ikke synes det umiddelbart.
Ud fra de samme kriterier er følesansen nu også mægtig fornem, for dér er der også en vigtig forbindelse til hjernen. Især vore fingerspidser er meget følsomme og kan sende alle mulige budskaber til hjernen vedr. farer eller spændende muligheder.




Herskeren, der blev skingrende skør


En ganske nydelig, men lidt vel kraftig mandsperson, der ud over at være sultan, desværre også var temmelig skør, kort sagt İbrahim den Vanvittige (1615–1648). Han regerede det ottomanske kejserrige fra 1640 til sin voldsomme død i 1648.
At han blev sindssyg, kunne man have forudsagt, for det var en direkte følge af hans frygtelige barndom og første ungdom. Efter sin fars pludselige død blev han som et lille barn nemlig holdt indespærret i en speciel del af haremmet i noget, der varede omkring 22 år. Her sad han efter at alle hans brødre var blevet myrdet af hans bror Murad, der tog magten efter deres fars mystiske død.
Da alle de andre var døde, troede stakkels Ibrahim i alle disse år som indespærret, at nu kom turen også til ham, men det skete altså ikke. I stedet blev døren til hans forgyldte fængsel pludselig smækket op, og han fik at vide, at nu  var han - den forhenværende fange - herskeren over alle herskere.
Han troede ganske enkelt ikke budbringerne, men fik så forevist liget af den døde sultan, og så blev han ellers som forvandlet! Fra og med nu levede han i sus og dus, bl.a. med ekstremt kraftige kvinder, som han stjal sig til rundt omkring i landet. Oven på alle trængslerne under sig indespærring nægtede han sig nemlig intet, og fede kvinder var hans yndlingselskerinder.

At gå fra fangenskab - omend forgyldt - til enevældig magt er ikke en rejse, der er alle beskåret og heldigvis for det! Ibrahims sind var i hvert fald ødelagt, og når han ikke svælgede i sex med de fede kvinder, som han var så glad for, så udførte han vanvittige handlinger som f.eks. drukningen af 280 konkubiner, som han mente alle var ham utro. Andre ophøjede han til ægtefæller og overøste med enorme rigdomme. Alt dette skete i en urolig tid med mange forskellige kampe og intriger, hvoraf adskillige kunne føres direkte tilbage til Ibraham og hans tilhængere.
Èn, der ikke kan have været hans tilhænger, var hans egen mor, for hun sanktionerede drabet på ham i 1648, efter at han havde sikret arvefølgen. Dvs. at han havde ret, når han følte, at hans liv var truet, men truslen kom nok fra en anden kant, end han havde ventet ....



fredag den 31. juli 2020

Når guldklumpen lader vente på sig eller helt udebliver

Situations-billede af et par, der har forsøgt at få et barn gennem flere år, men uden resultat

Når man tænker på, hvor mange børn, der er født gennem tiden uden de store biologiske problemer, så må denne situation være sær. Der er også noget meget lukket og ukærligt over parret, som de fremtræder her, og man tænker uvilkårligt, at de nok er sådan ca. 1 dag eller 2 fra at indlede skilsmissen. Trist, men måske ikke så tosset endda, for naturen er nu engang meget klogere end os mennesker ....


Jeg har flere gange hørt rygter om, at nogle par bare ikke passer sammen biologisk set. De er nærmest allergiske imod hinanden, når det gælder sådan noget som babies. Det lyder som en skrøne, men er det rent faktisk løgn, eller kan det være sandt??????
Man skulle ikke kunne tro, at det kan være sandt, men ifølge diverse fertilitetseksperter, bl.a. i Sverige, har det vist sig at være rigtigt. De siger, at ægget - der hidtil vel mest er blevet betragtet som en passiv vævsklump - er særdeles kræsen, når det gælder sperm. Det accepterer nogle mænd, men ikke alle og heller ikke nødvendigvis partneren ....


Det må være surt for en mand, der elsker en kvinde, der også elsker ham, og som bare ikke kan gøre hende gravid, selv om det er begges højeste ønske. Så kan man selvfølgelig gribe til nymodens opfindelser som kunstig befrugtning, idet man måske bruger forklarende, men altså ikke dækkende begreber som "lav sædværdi". Det lyder da også langt bedre end f.eks. "sæd af uacceptabel mand" ...