Herskeren, der blev skingrende skør

En ganske nydelig, men lidt vel kraftig mandsperson, der ud over at være sultan, desværre også var temmelig skør, kort sagt İbrahim den Vanvittige (1615–1648). Han regerede det ottomanske kejserrige fra 1640 til sin voldsomme død i 1648.

At han blev sindssyg, kunne man have forudsagt, for det var en direkte følge af hans frygtelige barndom og første ungdom. Efter sin fars pludselige død blev han som et lille barn nemlig holdt indespærret i en speciel del af haremmet i noget, der varede omkring 22 år. Her sad han efter at alle hans brødre var blevet myrdet af hans bror Murad, der tog magten efter deres fars mystiske død.

Da alle de andre var døde, troede stakkels Ibrahim i alle disse år som indespærret, at nu kom turen også til ham, men det skete altså ikke. I stedet blev døren til hans forgyldte fængsel pludselig smækket op, og han fik at vide, at nu  var han - den forhenværende fange - herskeren over alle herskere.

Han troede ganske enkelt ikke budbringerne, men fik så forevist liget af den døde sultan, og så blev han ellers som forvandlet! Fra og med nu levede han i sus og dus, bl.a. med ekstremt kraftige kvinder, som han stjal sig til rundt omkring i landet. Oven på alle trængslerne under sig indespærring nægtede han sig nemlig intet, og fede kvinder var hans yndlingselskerinder.

At gå fra fangenskab - omend forgyldt - til enevældig magt er ikke en rejse, der er alle beskåret og heldigvis for det! Ibrahims sind var i hvert fald ødelagt, og når han ikke svælgede i sex med de fede kvinder, som han var så glad for, så udførte han vanvittige handlinger som f.eks. drukningen af 280 konkubiner, som han mente alle var ham utro. Andre ophøjede han til ægtefæller og overøste med enorme rigdomme. Alt dette skete i en urolig tid med mange forskellige kampe og intriger, hvoraf adskillige kunne føres direkte tilbage til Ibraham og hans tilhængere.

Èn, der ikke kan have været hans tilhænger, var hans egen mor, for hun sanktionerede drabet på ham i 1648, efter at han havde sikret arvefølgen. Dvs. at han havde ret, når han følte, at hans liv var truet, men truslen kom nok fra en anden kant, end han havde ventet ....