søndag den 16. august 2020

Forbrydere er ikke altid dem, der udfører forbrydelserne

Der var engang, hvor grusomme afstraffelser og henrettelser blev set som en folkeforlystelse. Den straffede blev tilmed ofte udstillet efter døden til skræk og advarsel for ligesindede, der kunne få den ide at følgehans/hendes eksempel. En barbarisk skik, som vi gudskelov ikke længere går ind for her i landet.

Vores forhold til forbrydere, politi og straffe er nok først og fremmest tegnet af film og fjensynets dokumentarudsendelser, nemlig om amerikanske forhold. Selv har jeg set en hel del af sidstnævnte, og det har slået mig, at hvor spillefilm giver indtryk af, at forbryderne bliver fanget og straffet lynhurtigt, så er sandheden en helt anden. Dokumentarudsendelserne fortæller nemlig om årelange efterforskninger, om flugt og retssalsdramaer, der ikke altid ender, som beviserne lægger op til. 

Dette billede er fra 1961, og det viser et sceneri, der adskiller sig  fra det danske ved brugen af våben. Eftersom de amerikanske våbenlove nu engang er, som de er, så må politiet også bevæbne sig og gribe til våben, som de føler behov for. Noget, der har ført til episoder, der ikke mindst har forarget andre lande.

Ja, det er forargeligt, og der foregår afgjort ting, som man kan harmes over, men jeg er nu rystet over hele det amerikanske retssystem. Det lægger nemlig op til, at forbrydere kan smutte udenom en domstolsafgørelse ved hjælp af de såkaldte "plea bargainings", hvor de erklærer sig skyldige, men ikke straffes så hårdt, som forbrydelsen ellers ville blive ved en domfældelse. I nogle tilfælde kan forbryderen helt undgå straf. At tilbudet om en sådan "bargaining" også fungerer som systemets smarte fælde, hvor uskyldige kan udstyres med en skyldig-"dom", sådan at sagen fremstår som løst uden at være det, er rystende. Den uskyldigt anklagede har måske ikke de ressourcer, der skal til for at føre en retssag, og vælger så en "plea bargaining", hvor han/hun får stemplet skyldig imod at slippe med en kortvarig straf. Tænk, at en borger i et stort, civiliseret land som USA kan blive sat i sådan en situation og måske tilmed være taknemmelig over aftalen, samtidig med at den rigtige forbryder slipper for videre tiltale, fordi der jo nu er en officiel "skyldig"!

Hvad den almindelige politiuddannelse i USA angår, så er den mildt sagt diffus, for den bygger ikke på de samme grundregler i alle stater. Hvor vi har et overordnet Rigspoliti med 12 politikredse, der følger de samme retningslinjer, så er dette system ukendt i USA. Politiuddannelsen er også generelt ultrakort og centreret omkring våben og konflikter. For mig at se viser man allerede dér, at det, det drejer sig om, er at beskytte dem, der har, imod dem, der ikke har ... 

Systemet giver også angivere store fordele, da sladder - sand eller ej - automatisk reducerer straffen. Fortæl noget om en medskyldig, og du ses som en helt - hvilket du måske slet ikke er ....

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar