At kaste sin kærlighed på noget ....

Øhhhhhh, ham Chucky er da så vidt, jeg har forstået ikke ligefrem en kærlig og elskværdig person fra gysets verden, - eller det er han måske??? For denne lille pige er han i hvert fald helt og aldeles dejlig, og hun giver ikke frivilligt slip på filmen om ham.

Medens de voksne omkring hende åbenbart har en vis viden om dukkens skrækkelige karaktertræk og vilde mordlyst, der gør, at de tager afstand fra filmen som underholdning for en sød, lille pige, så aner hun ikke, hvad det er, hun omfavner så kærligt. Nej, for hun har kastet sin kærlighed på netop denne dukke, og vil bare have filmen om ham. Havde hun fået fingre i en anden dukke-film, ville det formentlig være den, hun elskede så voldsomt, at tårerne flød, da de voksne forsøgte at tage den fra hende.

Denne situation med pigen og dukke-filmen minder mig om noget andet, nemlig fugleungers tendens til at følge det første levende væsen, de ser efter at være blevet udklækket, fordi de - ganske fejlagtigt - tror, at det må være deres mor. Ét eneste glimt af den firbenede og pelsede, og de små dunklumper fornemmer en samhørighed, der gør, at de følger ham/hende. De har simpelthen kastet deres kærlighed på dette meget lidt ande-agtige væsen.

I dette tilfælde er dukken en kopi af ejeren, men man mærket nu ikke noget til, at pigens hjerte er bristefærdigt af kærlighed til den. Derfor tror jeg ikke, at hun har kastet sin kærlighed på den ligesom Chucky-tilbederen.

Hvad skal der til, for at det sker? Tjah, man skal vel forbinde noget bestemt med det attråede, men ikke nødvendigvis noget, der er til at forstå for voksne. Jeg - der jo altså ikke ligefrem er noget barn - kan således godt se Chucky som en sjov dukke, og filmen har sikkert også sine øjeblikke for den, der kan lide gysere. Det ville dog være mig ganske umuligt at kaste min kærlighed på en Chucky-dukke eller en film om dens meriter. Hvad pigen angår, så kan man kun gætte på, hvad hun forbinder med dukken, og som får hende til at ønske filmen om den så voldsomt. Glemmer hun den, når nu hun ikke får den, eller bliver kærligheden hængende?

Ikke dukker, men en hel samling af de allerkæreste små hundehvalpe, som man skal vælge én ud af, selv om man sådan hellere ville tage dem alle med sig hjem. Her er det tydeligt, at det, der sker, er en udvælgelse, der trigger en fantastisk kærlighe i én. Man ser, falder for hvalpen og elsker den som det familiemedlem, den nu bliver, men i virkeligheden vill man have kunnet få præcis de samme følelser for en af dens søskende. Nu er det altså den, man vælger, og det med at kaste sin kærlighed på nogen eller noget går tydeligvis efter et princip, man kunne kalde "du må elske, den du får", hvilket man så gør ....

Hvis pigen med Chucky-filmen var blevet præsenteret for en film om Snehvide, Askepot eller Snoopy, så ville hun formentlig have kaste sin kærlighed på den, for kærligheden lå parat i hende og blev aktiveret af mødet med dukken ....