Ja, jeg indrømmer, at "Romeo og Juliet" har nogle skønhedspletter mht logik, men sådan er det vist tit, når det gælder ung kærlighed og/eller liderlighed. Her tænker jeg bl.a. på nogle af de afsnit om mord og mordere, jeg har set på TV-programmet ID. Her kan man blive præsenteret for afsnit, der kun kan forbløffe én, for de emmer af menneskelig dumhed eller selvbedrag.
Der kan f.eks. ske det, at en fyr ser en pige, som han dog ikke nødvendigvis så meget som taler med, nemlig fordi hun ikke udviser nogen interesse for ham. Alligevel får han den ide, at hun er vild med ham og hungrer efter hans legeme. Da hun ikke rigtig lever op til hans fantasier om hende og hendes lyster, men måske ligefrem gør, hvad hun kan for at undgå ham, så griber han til det ultimative fy-fy-det-må-du-ikke-middel, nemlig voldtægt, ofte med påfølgende mord. Hvorfor sker det, og hvordan går det til, at det sker den ene gang efter den anden? Er fyre dumme, så de er ude af stand til at forstå den klare tale, der ligger i et "NEJ!!"???
Romeo myrder ikke, men kommunikationen mellem ham og den ellers dybt forelskede Juliet er lige så dårlig som mellem oven for nævnte mordere og deres ofre. Kan deres ekstreme og fatale tåbeligheder skyldes, at de ikke elsker hinanden, men bare billedet af den elskede, og at de derfor er ude af stand til at forholde sig til virkeligheden? Når man kalder det en romantisk kærlighedshistorie, så har jeg svært ved at se romantikken for alle tåbelighederne, og jeg tror faktisk, at det havde Shakespeare også. Eller fremviser man bedst "romantikkens sande væsen" ved hjælp af absurde handlinger???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar