Vanvittige vildfarelser eller guddommelige åbenbaringer?

Moderne statue af Sokrates

Masser af skrækkelige kultledere har udråbt sig selv til "guds talerør". Her tænker jeg ikke mindst på den berygtede David Koresh, der styrede sekten Branch Davidians, bl.a. ud fra nogle ret aparte ideer om hans eksklusive seksuelle adgang til andre medlemmers hustruer.

Den mest berygtede er dog nok baptist-prædikanten Jim Jones, der udbredte sin helt egen trosretning i "The People's Temple". Det foregik i 1950'erne, hvor der var en universel interesse for troshealing, som mange gik voldsomt ind for som en del af den nye spiritualitet. I stedet for et forbedret helbred og sundt sjæleliv, fik hans tilhængere en sørgelig død gennem hans påbud om et kollektivt selvmord, hvor næsten 1000 mistede livet, fordi de troede på ham og hans "åbenbaringer". Noget, der den dag i dag er ubegribeligt og meget, meget trist at tænke på.

Denne type moderne profeter påstår, at de modtager åbenbaringer om både dette og hint, og siden disse angiveligt kommer fra det allerhøjeste sted, så er deres ord lov for deres tilhængere. da de jo optræder som "Guds talerør". At andre "profeter" kan sige det modsatte af, hvad "profeterme" siger - og også påberåbe sig en guddommelig forbindelse - viser, hvor grotesk det er. På den måde kan hvem som helst med karisma opnå en Jim Jones-status, hvis bare vedkommende har fået sig et publikum. Faktisk MEGET uhyggeligt ....

Andre, der optræder på samme måde med "åbenbaringer", risikerer at få en enkeltbillet til dårekisten, for dem anser man for psykisk syge, men sådan er det ikke med netop denne type kultledere, hvoraf mange har vist sig snarere at være lede end ledere.

I teologisk forstand er en åbenbaring en indsigt i noget uforklarligt, og dem, der får disse såkaldte åbenbaringer, regnes for "hellige" af deres tihængere, medens ikke-troende afviser dem som falske profeter. Og hvordan former en åbenbaring sig så? Jo, den opleves gennem syns- eller høresansen, hvilket kun er noget subjektivt, hvis andre ikke oplever det samme. Hvis de gør det, så er vi måske til gengæld ovre  i en kollektiv neurose, hvilket vil sige, at vi igen havner i feltet mellem psyke og psykiatri. At tro på, at Koranen blev hvisket til Muhammed af ærkeenglen Gabriel, og at kristne mystikere får besøg af engle eller religiøse figurer fra Biblen kræver virkelig tro, for bevises kan det nu engang ikke.

Når det gælder "åbenbaringer" sendes vi derfor konstant frem og tilbage mellem det, vi på forhånd tror på, og andres fantasier om noget, de ser/tror. Altså befinder vi os i et meget lidt velfunderet område ....

Den græske filosof Sokrates (469 f. Kr.-399 f. Kr.) blev kaldt verdens viseste mand af sin elev, Platon, og derfor kommer det stadig bag på mig, at han efter sit eget udsagn byggede meget af sin viden og sin generelle klogskab på det, en "daimon" fortalte ham. Faktisk talte han tidligt og silde om, at guderne meddelte sig til ham gennem denne "daimon", men mange af hans samtidige mente, at det var en form for "spøg", eller at han mente noget andet med ordet "daimon", end man almindeligvis gjorde. 

 

Sokrates' rettergang og henrettelse af Louis David

 

Da jeg godt kan lide ham og hans jordbundne livsindstilling, håber jeg, at denne "daimon" rent faktisk var en spøg, for det trækker fra i min opfattelse af ham, hvis han virkelig troede på et sådant væsen. Den slags har vi set tilstrækkeligt af både før og efter hans tid, nemlig både inden for religion og politik, hvor "troen" har vildledt mennesker på den mest forfærdelige måde ....

Massehysteri, når det er værst, og det sker om og om igen, også i vor tid ....