George Smith Patton Jr. (1885–1945) var en legende, men også noget af en skiderik. Hans indsats under Anden Verdenskrig er uomtvistelig, selv om der er dem, der hævder, at han rent faktisk havde nazi-sympatier. Under andre omstændigheder kunne han og Hitler måske have haft mange hyggestunder med udveksling af synspunkter, hvilket jo er grotesk, da de bekæmpede hinanden. Alt ved Patton var dog modsætningsfyldt, f.eks. var han altså racist og nærede mange fordomme imod jøder, sorte og russere, men samtidig var han den første amerikanske general, der gik ind for raceblandede kompagnier.
Ud over at være en dygtig general så var han også meget omsorgsfuld over for sine mænd. Han sikrede sårede soldater læge-behandling - hvis der altså ikke var taget om psykiske skader, for den slags personer regnede han for kujoner, der bare ville skulke fra deres pligter som soldater. Disse soldater, der jo kunne være hårdt ramt af traumer, fik hverken hjælp eller forståelse og slet ikke noget af den ros, han ellers overøste sine soldater med.
Sært nok kunne han give sig tid til at skælde en soldat ud for en uknappet knap i uniformen
midt under en farlig aktion. Selv gik han meget op i sit velpudsede ydre
med en blankpoleret hjælm og en ulastelig uniform. Dette skyldtes formentlig, at han var sig meget bevidst, at han med sit udseende, påklædning og væremåde skulle være et eksempel til efterfølgelse, fordi det inspirerede soldaterne. Hans underordnede elskede ham angiveligt højt, men ikke de andre officerer, hvoraf mange havde svært ved at tage hans manerer. Det fortælles, at hans chef, Eisenhower, måtte gå imellem flere gange for at redde ham fra en kritik, der kunne være endt med en fyring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar