Dette er et fotografi af en ung polsk-jødisk far, der står ved sin cykel sammen med sine tvilling-sønner. Ingen af dem er i gang med noget kriminelt eller bare truende, men de befinder sig alle tre i en jødisk ghetto for snart mange år siden. Noget, der i sig selv er alarmerende, for vi ved nok, hvad der foregik den slags steder.
Kender jeg dem??? NÆH, men selv om jeg ikke kender dem personligt og kun kan gætte mig til deres skæbne, så føler jeg, at jeg alligevel ved alt om dem. Jeg ser faderens bekymrede ansigtsudtryk og forstår hvorfor. Børnene ser betuttet-forskrækkede ud, men jeg tvivler nu på, at de virkelig forstår situationen. Hvad der end overgik dem, og hvordan det end foregik, så har det været noget ganske uforklarligt for dem, for hvad havde de gjort for at fortjene sådan en skæbne??? INTET!!!!
Eftersom jeg ikke selv har mistet nærtstående under Anden Verdenskrig og faktisk heller ikke kender ret mange jøder, så er det egentlig sært, at jeg har de følelser, jeg har, nemlig en voldsom foragt for og et uudslukkeligt had til det nazificerede tyske folk og enhver, der støttede det, der skete under jødeforfølgelserne. Ikke desto mindre er det det, jeg gør, og det er mig ubegribeligt, at så mange slap fra straffen, enten fordi de besad en nyttig viden, der kom andre stater til gavn, eller fordi de fik hjælp af landsmænd i andre lande. Det gør mig rasende, hvilket nok skyldes det ønske om retfærdighed, de fleste af os vek er født med, og som stadig er meget stærk hos mig. "Øje for øje og tand for tand" ligger nok og lurer under civilisationens overflade og er parat til at poppe op ved den mindste anledning. Hos mig ulmer dette retfærdighedskrav altid, når det gælder denne del af historien, for jeg hverken kan eller vil acceptere det, der skete.
Hvad er det, jeg vil hævne? Når jeg ikke selv er personligt forbundet med den historiske skændsel, der kaldes Hitler og nazisterne, så har jeg vel egentlig ikke noget at hævne. Ikke desto mindre er det det, jeg vil, f.eks. hver gang jeg falder over et billede som det ovenfor af den jødiske far og hans to sønner. Det trigger noget i mig, og jeg får lyst til at lave min egen "De lange knives nat" for at hævne dem og deres nedværdigede uskyld. Billedet antyder, at faderen ved - eller aner, -hvad der foregår, men ikke børnene, selv om de måske fornemmer de voksnes bekymring. Tanken rammer mig lige i hjertekulen, for ingen af disse tre burde overhovedet have den slags bekymringer.
Der er dog noget ved mine følelser, som jeg helt sikkert bør tænke mere over, og det er det, der hedder "tidens tand". Jeg bør virkelig forsøge at holde mig selv i ørerne og ikke hade vor tids tyskere, (hvilket jeg kan have en tendens til!!!), for selv om de nedstammer fra hjernedøde nazier, så har de ikke været med til hverken jødeudryddelser eller bombninger af andre landes storbyer. Mit løfte til mig selv BØR derfor være at opføre mig ordentligt og ikke se med had på det tyske folk som sådant. At fortsætte med det ville svare til at hade mine egne forfædre, nemlig vikingerne, den dag i dag på grund af deres kedelige tendens til vold og overfald på fremmede og totalt uskyldige nationer ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar