Karl Marx
Selv om jeg somme tider skriver i den rødeste af alle danske aviser, nemlig "Arbejderen", så er jeg ikke decideret kommunist. Jeg tror på den kommunistiske analyse af det kapitalistiske samfund og beundrer Marx og andre af de gamle gutter, men jeg har en fornemmelse af, at selv om ideerne passer, så gør menneskene det ikke.
Kapitalismen er grusom, men det er kuren også, for vi er tilsyneladende ikke "bygget til" den kommunistiske samfundsmodel. Vi kan umiddelbart føle medlidenhed med nødstedte og harmes over udnyttelsen af visse klasser i samfundet, men vi har ikke den samfundsånd, der kræves for en gennemførelse af det system, der fører til en blivende reform. Sporene skræmmer, for det er tydeligt, at kommunismen ikke har kunnet holde skansen hverken i østblokken eller i Kina.
Det starter så flot med stor tiltro til systemet, men holder kun en 3-4 generationer, inden kapitalismen lige så stille bliver listet tilbage igen ad bagvejen. Det viser sig også, at når det kommunistiske styre er på sit højeste, så er landet præget af en trist gråhed og en generel mangel på livslyst, sådan som vi så det i Østberlin, inden muren faldt. Folk vandrede omkring, stak hinanden til Stasi og var generelt ulykkelige, hvilket jo mildt sagt ikke var meningen.
Desværre lader det altså til, at det er os mennesker og ikke den kommunistiske ide, der er noget galt med, for vi formår ganske enkelt ikke at leve op til et kollektivt samfundsideal. Vores (formentlig medfødte) egoisme fører til nepotisme, og selv om vi kan trives i et lille kollektiv, så kan vi åbenbart ikke udvide dette til at gælde et helt samfund. Meget sørgeligt og også ret skuffende for dem, der troede på den store kommunistiske ide ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar