Nogle bibelske kvinder bryder med den gængse forestilling om ydmyge og undertrykte israelske kvinder. En af dem er Deborah fra Dommerbogen i Det Gamle Testamente, hvor hun blev kaldt både profet og dommer. Det siges, at hun kom med sine domme og profetier siddende under Deborahpalmen (Dom. 4,4), og det fremgår af konteksten, at hun var højt respekteret. Eftersom hun er den eneste kvindelige dommer, der nævnes i Biblen, så har hun formentlig også været noget meget usædvanligt for den tid, men sikkert er det ikke.
På et tidspunkt opildnede hun hærføreren Barak til at angribe kananæerne, hvis konge havde undertrykt israelerne i tyve år, bl.a. gennem sin hærfører Sisera. Da Barak drog af sted, fulgt hun med, formentlig for at holde ham til ilden, og han sejrede da også. Sisera flygtede og søgte tilflugt hos en anden israelsk kvinde, nemlig Jael, der imidlertid myrdede ham, da han sov: hun hamrede et spiger gennem tindingen på ham, hvilket da også kan tage livet af enhver ...
Deborah i Gustav Dorés gengivelse
Det er formentlig Deborah, der har skrevet "Deborahs Sang" (Dom. 5), der på poetisk vis skildrer sejren over de kananæiske undertrykkere. Den er også en hyldest til Jahve, der angiveligt skærmede sit udvalgte folk under krigen, hvilket jo er en almindelig forestilling for den tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar