Skønhed er ikke en fast værdi, sådan at smuk også er smuk til enhver tid. Nogle af de store historiske damer fra andre kulturer viser med al ønskelig tydelighed, hvor relative skønhedsidealerne er. Kvindelig skønhed er virkelig ikke en entydig værdi, og begrebet svinger ikke bare mellem stor-lille, sådan som man forestiller sig i vore slanke-fixerede dage.
Nu om stunder skal man helst være decideret slank for overhovedet at blive regnet for smuk, men man skal under ingen omstændigheder ligne en mand, hvis man er en dame. Al hårvækst forventes at blive fjernet, inden man melder sig på markedet, og formerne skal sidde, som moden nu engang foreskriver.
Ljubica og hendes ældste søn, Milan II
Et eksempel på en kvinde, der blev regnet for smuk og statelig i sit hjemland, er den serbiske prinsesse Ljubica (1788-1843). Hun opnåede kongelig status, da hun i 1805 blev gift med Milos Obrenovic, der 12 år senere blev valgt til landets royale overhoved. De fik mindst otte børn, men Ljubica var ikke bare husmor og hjemmegående hustru, næh, hun deltog aktivt i militærets ledelse og stod i spidsen for hæren - eller en hærenhed - i Det Andet Serbiske Oprør. Da hun nægtede at retirere i slaget ved Cacak, førte det i sidste ende til serbisk sejr. Hun deltog også i møder med vigtige politikere og havde på alle måder en stor rolle i samfundets ledelse.
Desværre havde hun også en iltert temperament, der sikker konstant blev prøvet ved hendes mands utroskab. En af hans utallige elskerinder kom således for skade at prale med affæren, hvorpå hun uden tøven dræbte hende.
Desværre havde hun også en iltert temperament, der sikker konstant blev prøvet ved hendes mands utroskab. En af hans utallige elskerinder kom således for skade at prale med affæren, hvorpå hun uden tøven dræbte hende.
Ljubica spillede altså en stor rolle i mændenes verden, og man må sige, at ud fra vore moderne begreber lignede hun også selv en mand. Her må man så huske på, at hun var en del af en kultur, hvor kvinder ikke var det, vi forstår ved feminine. De kunne have sammenvoksede øjenbryn, en lille moustache samt en firskåren skikkelse og stadig gælde for at være skønheder. Noget, man bl.a. ser i forbindelse med en anden kvinde, nemlig prinsesse Fatima fra Iran. Hendes enorme, persisk definerede skønhed skal efter sigende have drevet 13 af hendes mandlige landsmænd til selvmord, fordi de ikke kunne få hende ....
Det er nemt nok at grine ad kvinder som disse, (og der er flere fra forskellige kulturerdirekte ), for de bryder med alle vore skønhedsidealer, men det er uretfærdigt, at deres ydre gør dem til grin. I vores kultur er idealkvinden blevet tyndere og tyndere, men der var faktisk en gang for ikke så længe siden, hvor kvinder skulle have noget til gården og gaden for at blive regnet for smukke.
Hvad man end kan sige om denne kvindes ydre, så vil jeg nu først og fremmest påpege, at hun ikke ligner én, der er bekvem i sin krop. Det er ikke bare det, at hun tilsyneladende ikke har skyggen af kvindelige former, der nu engang verden rundt består i hofter, talje og barm, men også at hendes ansigtsudtryk virker direkte lidende. Sådan skal det bare ikke være, ligegyldigt hvor i verden man befinder sig, og hvad enten man regnes for en skønhed eller ej ....
Som en forfinelse af dette for os at se mærkeligt maskulint prægede kvindeideal ser man den vitterlig meget smukke eks-kejserinde, Soraya, der efter sin skilsmisse fra shah'en færdedes hjemmevant blandt vesterlandske jetsettere. Hun er meget eksotisk, men regnes for en stor skønhed den dag i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar