Politiet kan sikkert være en skræmmende enhed, hvis man har noget på samvittigheden, men det bør ikke være tilfældet i al almindelighed. Efter selv at have været i nærkontakt med politiet to gange vil jeg imidlertid opsummere mit indtryk således: Hmmmmmmmmmmmmmm ....
Første gang var jeg selv i søgelyset som mistænkt i forbindelse med noget, der til min enorme forbavselse blev tolket som en forbrydelse. Der skete det, at jeg blev bekymret, fordi min mor ikke tog sin telefon, så jeg styrtede ud til hende i en taxa, medbringende en reservenøgle til hendes lejlighed. Sådan en tur var jeg forberedt på, for vi - dvs. min mor, mine søskende og så mig - havde aftalt, at jeg skulle ringe en gang om dagen og tjekke, om hun var OK, og denne dag have hun altså ikke taget telefonen.
Ude på kørebanen? Lige til en bøde!!!
Da jeg kom frem, lå hun dybt bevidstløs på gulvet. Jeg ringede straks efter en ambulance, så hun kunne blive indlagt. Samme dag blev jeg opsøgt af en stiv-fjæset betjent med et "hårdt blik", om jeg så må sige. Jeg anede nu ikke uråd, for jeg havde jordens bedste samvittighed og fortalte ham bare om det, der var sket efter min opringning.
Problemet var bare, at lægerne endnu ikke havde kunnet fortælle, hvad min mor fejlede, så jeg kom nu under alvorlig mistanke for at have gjort noget slemt ved hende. Det med at jeg ringede hver dag på et bestemt tidspunkt, forekom tydeligvis betjenten meget suspekt og sikkert også særdeles udspekuleret, ja, han troede overhovedet ikke på mig. Da jeg fortalte ham om min og familiens telefon-aftale, fnøs han ligefrem! Jeg kunne dog hurtigt stille med et argument, der lukkede kæften på ham: spørg mine søskende, om det er en fast aftale, og/eller tjek med telefonvæsenet, så du kan se, om det er det, der sker hver eneste dag på et bestemt tidspunkt.
Grove løjer!!!
Et par dage efter fik vi så besked om, at hendes besvimelse skyldtes uorden i saltbalancen, så jeg blev automatisk renset for alle mistanker. Oplevelsen sad dog i mig længe efter: her havde jeg været en god og omsorgsfuld datter, og så blev jeg mistænkt for at stræbe min gamle mor efter livet - groft!
Anden gang, jeg havde med politiet at gøre var, da jeg blev udsat for et taskerøveri på en kirkegård. Jeg meldte det, men fik intet ud af det, bortset fra at min forsikring erstattede tabet af tasken, en pung + en pakke lommeletter. Pengene, der faktisk beløb sig til godt 1200,00 kr, fik jeg ikke nogen erstatning for, selv om det var et føleligt tab. Det frustrerede mig, at politiet tydeligvis var totalt ligeglad med min beskrivelse af forbryderen og forløbet, og at der ikke blev gjort nogen anstaltninger til at fange ham.
Begge disse møder med ordensmagten var hver for sig ubehagelige og sære.
Her har vi en rigtig ægte "Bobby", der vist svarer meget godt til vore "Panserbasse". Ak ja, det er efterhånden kun en saga blot, for tingene er blevet trappet op både blandt forbrydere og politi. Ikke desto mindre ville jeg dog stadig vende mig til politiet, hvis jeg fik problemer, der var eller tangerede det kriminelle. Jeg har altså ikke mistet tilliden, men er bare blevet noget desillusioneret, for ingen af de to gange, jeg har haft kontakt med politiet, har jeg fået noget ud af det. Det første møde kan jeg grine ad nu, men dengang det skete, var det ubehageligt, for hvad byggede ham hr. Stenfjæs Panserfyr sin mistanke på? At jeg ringnede til min mor og kom for at tjekke, om hun var OK? Det er der vel også andre døtre og sønner, det gør, for det er nemlig, hvad voksne børn bør gøre ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar