Nogle mordere griber stadig til våben, der efterlader et blodigt spor, men i vore dage er der så sandelig mange andre metoder. Det bedste vil set fra morderens side være, at man ikke kan spore mordet eller morderen, men tror, at afdøde døde helt naturligt af sygdom eller beklagelige omstændigheder som f.eks. ved en ulykke. Den slags udspekulerede mord er der efterhånden blevet påvist adskillige af, og det lader til at følge et bestemt mønster: 1) livsforsikring tegnes (ofte for store summer), 2) ofret får underlige og uforklarlige symptomer 3) og/eller udsættes for et ulykkestilfælde, der ikke umiddelbart ses som andet end et hændeligt uheld. En person kan f.eks. falde ned fra en skrænt under en vandretur med sin ægtefælle. Sådan en ulykke er der eksempler på, og ikke alle kan påvises at være andet end det, den overlevende ægtefælle hævder, at de er, nemlig et hændeligt og måske endda selvforskyldt uheld. At dette dødelige uheld kan omsættes i store summer fra den livsforsikring, der er tegnet på den omkomne, vækker måske nok mistanke om urent trav, men det er svært at bevise, så det sker, at efterforskningen fuser ud eller tager flere år.
En af dem, der scorede rigtig stort, var Craig Rabinowitz, der i 1997 fandt sin hustru, Stephanie, druknet i hjemmets spabad. Han påstod, at dødsfaldet skyldtes en ulykke, som han ikke havde nogen andel i. Den sørgende enkemand havde angiveligt bare fundet sin hustru død og havde ikke kunnet genoplive hende, selv om han selvfølgelig havde forsøgt.
Desuden påstod han, at de havde haft et meget lykkeligt ægteskab uden problemer af nogen art. Økonomien havde også været god, for hun var advokat, og han tjente millioner via sit omfattende forretningsimperium for plastikudstyr til sundhedsbranchen. At hans firma var rent bluff, og at det aldrig havde eksisteret i andet end hans løgnehistorier over for den naive Stephanie samt venner og bekendte, som han fik til at investere i sine fantasier, fandt man først ud af efterhånden. Hvor Craig påstod, at han knoklede med sit firma, der skulle gøre alle omkring ham rige, så tilbragte han i virkeligheden det meste af sin tid på stripklubber. Især var han mægtig begejstret for stripklubben "Delilah's Den", hvor hans yndlingsstripper, Shannon Reinert, optrådte, ofte ene og alene for ham.
Craig og Stephanie havde mødt hinanden i deres pure ungdom, var blevet tidligt gift og havde fået en datter, så alt så godt ud på overfladen. I virkeligheden må Craig have været enormt utilfreds med det liv, han havde sammen med sin kone. Han har drømt om spændende sex-eventyr og betalte gerne Shannon Reinert for de private strip-forestillinger til noget, der svarer til 20.000,00 kr. pr. optræden. På et tidspunkt luftede han også ideen om ægteskab, selv om han stadig var gift med den intetanende og alt for troskyldige Stephanie. For at opretholde sit dobbeltliv havde han jo altså også bedraget venner og bekendte i årevis, hvilket var resulteret i en gæld på omkring $ 800.000, dvs. ca. 5,5 millioner kroner. Det var denne gæld, der beseglede hans hustrus skæbne, for hun var forsikret, så han ville få udbetalt 10 millioner kroner, hvis hun døde. Derfor valgte han at narre hende til at indtage sovepiller og at holde hendes hoved under vand, hvilket blev påvist af retsmedicineren via skader på hendes knæ og nakke. At denne form for forsikringssvindel og mord er sket adskillige gange før er virkelig ubehageligt at tænke på. Det er næsten som en epidemi, hvor morderne følger det samme rollehæfte, der virker gang på gang på gang ....
https://www.thinkadvisor.com/2013/10/25/5-notorious-homicidal-tales-of-life-insurance-frau/
https://www.trueactivist.com/husbands-death-revealed-dark-past-of-greedy-wife-gallery-t4/
https://www.insurancefraud.org/article.htm?RecID=3243
https://forensicfilesnow.com/index.php/2016/07/28/craig-rabinowitz-2-deception/
https://www.insurancefraud.org/hall-of-shame.htm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar