Begge disse herskere sendte uden videre mange af deres undersåtter i krig for at kæmpe for en sag, de troede på. Kampene kostede mange menneskeliv, men de selv sad i forholdsvis sikkerhed langt hen ad vejen. Ingen af dem døde på slagmarken, hvilket egentlig er påfaldende, for var det ikke deres krig? Jo, selv om soldaterne - eller nogle af dem - måske nok støttede den, så var det ledernes krig, deres ambitioner og deres ideologier, der skabte denne krigssituation, der kostede så mange livet. Selv om alle disse døde var bipersoner for lederne, så var de jo altså hovedpersoner i deres egne liv, og det er trist, at de skulle blive ofre for andres ambitioner.
Den svenske kong Karl XII (1682-1718) var søn af kong Karl XI af Sverige og den danske kong Frederik III's datter, prinsesse Ulrike Eleonore. Han blev konge som 5-årig, men tilbragte lange perioder væk fra landet, idet han personligt deltog i flere krige i Norden og Rusland. Derfor havde han virkelig fortjent sit tilnavn, "krigerkongen". Efter at have ledt en eksilregering uden for Sverige i fem år, vendte han tilbage, men døde på slagmarken under et krigstogt i Norge. Dermed blev han den (foreløbig) sidste regerende monark i verden, der omkom på slagmarken. Ingen andre har vovet pelsen som ham.
Eftersom han åbenbart elskede krig og førte krig det meste af sit liv, så synes
jeg, at han fik den helt rigtige og mest passende død. Jeg vil dog ikke kalde
den "heltedøden", for jeg har svært ved at forbinde noget positivt ved
de krigshandlinger, han stod for, bl.a. fordi så mange almindelige
svenskere gik til på grund af hans drømme om storhed og magt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar