Dødens æstetik

Når man ser beskrivelser eller fotos af Evelyn McHale, så er de næsten altid  fulgt af udsagn som f.eks. "det allersmukkeste selvmord", "et smukt lig" eller "en smuk død". Det er imidlertid sådan, at død nu engang er død, for selv om hun så smuk og uskadt ud, så var hun det ikke. Hun var i den grad død, at dem, der bjergede hendes lig, sagde, at det faldt fra hinanden, da de løftede det op ....

På de billeder, man bliver præsenteret for, ser man en ung kvinde, der nærmest ligger "draperet" over en flot og formentlig dyr bil. Sceneriet virker arrangeret på en ubehagelig måde, men det er efter sigende urørt, og dette berømte billede er taget få øjeblikke efter selvmordet, hvor hun sprang fra Empire State Building den 1. maj 1947. Ingen har kunne nå at være fremme og arrangere hendes lig, så det ligger i denne tilsyneladende afslappede stilling og med et smukt, nærmest overjordisk fredfyldt ansigtsudtryk. Når man ser hende, skulle man tro, at hun bare var faldet i søvn på sofaen, men intet kan være mere forkert, for hun døde skam.

Ved sit selvmord var hun kun 23 år gammel. Hun blev født som det sjette af syv børn den 20. september 1923. Efter at have haft en militær stilling rejste hun til New York og slog sig ned hos noget familie, idet hun samtidig startede i en stilling som bogholder. Alt så godt og "normalt" ud på samme måde som for så mange andre piger på den tid. Bl.a. fandt hun sig også en kæreste, som hun forøvrigt besøgte dagen før sin død, da det var hans fødselsdag. Ifølge ham var der intet at mærke på hende, men da hun forlod ham og tog hjem, satte hun sig ned og skrev et selvmordsbrev, der også indeholdt forskellige bestemmelser vedr. hendes begravelse. Brevet sluttede med en påstand om, at hun ikke var egnet til at være en god kone for nogen.

Hvordan man end vender og drejer det, så står man altså tilbage med en gåde. Hvad skete der under besøget hos kæresten, og hvorfor mente denne kønne, unge kvinde, at hun var uegnet til at leve som hans kone? Gjorde han noget, der forskrækkede hende? Alt det vil for evigt være en gåde, og det er faktisk meget trist, at hun ikke bare sætter livet til, men samtidig slet ikke formår at gøre sig forståelig. Ønskede hun denne gåde, eller hvad?

Andre har sprunget fra Empire State Building, men ingen har opnået det mytiske skær, som hun gjorde, hvilket egentlig er lidt uretfærdigt. Ganske som hun ønskede, blev hun kremeret, og der er ingen grav efter hende. 

http://time.com/3456028/the-most-beautiful-suicide-a-violent-death-an-immortal-photo/

http://www.codex99.com/photography/43.html

http://rarehistoricalphotos.com/beautiful-suicide-evelyn-mchale-leapt-death-empire-state-building-1947/

Så kan du bare lade være!!!

Dette bid må svare til det greb, der omtales som "at tage nogen ved nosserne", for det er yderst smertefuldt og tilmed direkte lemlæstende, hvis ikke man får snoet sig ud af det. Og hvordan gør man så det? Tjaahhh, jeg ville forsøge mig med en godbid i den anden hånd, for så kunne det være - men sikkert er det nu ikke - at vilddyret slipper taget for i stedet for at få næbbet i lækkerierne.

Sagen er den, at meget af det, vi kan lide at gøre ved dyr - som f.eks. at kysse og kramme dem - er et overgreb, som de ikke synes om. Når man kaster sig over en dejlig, blød hundehvalp for at rå-kysse den, så er dette angreb ikke umiddelbart velkomment hos hvalpen. Den føler sig i sin gode ret til at forsvare sig, og det kan give ar og ikke bare smårifter.

Tydeligvis en kat, der ikke er glad for at blive krammet

Hvis et dyr træder i stedet for mennesker, så er der altså nogle ting, man må gøre sig klart for ikke at begå overgreb på et væsen, der er afhængig af én. Måske man fylder sit hjem med katte og bliver en "katte-dame". Vældig hyggeligt, hvis man ikke får så mange, at den enkelte kat er uden et frirum. Det er jo ikke sikkert, at alle disse sammenbragte katte kan enes, hvilket man også er nødt til at tage i betragtning, før man stuver dem sammen i en 2-værelses.

Også hunde kan have problemer med deres med-hunde hos en ellers meget venlig og betænksom ejer. Det dur ikke at sætte hunde sammen, der ikke kan fordrage hinanden. Dyr har også foretrukne kammerater, og de viser det ved bid, overfald og terror-virksomhed i gulvhøjde. Den øverste vovse hér føler sig således truet af de to på gulvet, og sådan skal det jo ikke være.

Ingen ved jo for alvor, hvad dyr tænker, men man kan gætte samt forsøge at aflæse deres kropssprog og så ellers lade være med at gøre noget, man ikke ville ønske, at andre gjorde ved én selv ....

Prins Pivskid?

Den unge Charles var ikke uden en vis stil, men selv om han var sportsmand og gjorde sig godt inden for visse sportsgrene, så var han ikke en person, man forbandt med ydre skønhed. Han var efterstræbt, fordi han nu engang var den, han var, men ikke fordi han var dødlækker.

Nu, hvor jeg har kigget lidt nærmere på ham, der hidtil har været regnet for at være den flotteste, britiske prins, nemlig Andrew (Boobytrap, den 30. juli 2020), så følte jeg, at jeg også måtte se på hans ældre bror, Prinsen af Wales, nemlig Charles Philip Arthur George (født den 14. november 1948). I sin ungdom blev han jagtet af håbefulde, unge damer, for selv om han aldrig har været køn, så blev han dengang kaldt "verdens mest attråværdige ungkarl". Det var nok positionen som tronarving, man tænkte på og ikke så meget hans ydre fremtoning.

Det var sådan set logisk nok, at Charles blev sendt på de skoler, som hans far, prins Philip, gik på som barn, men ikke mindst Gordonstoun forekom ham alt for skrap. Han er ikke det "mandfolk", som hans far var, men tværtimod en følsom sjæl, der var uforberedt på den barske tone på dette sted. Senere har han dog sagt noget om, at han lærte en masse om sig selv ved at gå denne skole, som han ellers har beskrevet som et helvede.

Selv om Charles står som arving til den britiske trone, er der imidlertid dem, der mener, at han vil blive sprunget over af sin ældste søn, prins William, på grund af sit andet ægteskab. Da han giftede sig med Lady Diana Spencer i 1981, kunne ingen vist forestille sig, at han ikke var nær så vild med denne sin første kone, som man skulle tro, da hun jo var smuk, og alle andre faldt for hende. Hans store kærlighed har til manges enorme forbløffelse vist sig at være en ikke særlig køn, hesteinteresseret, fraskilt kvinde ved navn Camilla Parker Bowles.

At han i stedet for at dyrke sin smukke, unge kone, som hele verden fandt betagende, genoptog sin gamle affære med den efterhånden midaldrende Camilla, kom afgjort bag på mange. Bruddet mellem Charles og Diana må have været  et chok for de romantikere, der stadig troede på eventyrene om gode prinser og smukke, jomfruelige prinsesser, der levede lykkeligt sammen til evig tid, for det var vist lige fra begyndelsen så som så med parrets kærlighed.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig brød mig om Lady Di, som hun blev kaldt, for jeg så hende som en uinteressant person, der lod sig udnytte som fødemaskine for det engelske monarki. Var hun et naivt pigebarn, der lod sig forlede af den ideologi, man finder hos moderen til hendes fars anden kone, nemlig forfatteren Barbara Cartland? Her er der ingen tvivl om, at den jomfruelige heltinde ikke bare altid vinder over den mere seksuelt avancerede rivalinde, men at prinsen falder for hende og er hende tro. Charles faldt tydeligvis ikke for den sarte skønhed Diana, men for den robuste og ikke særlig kønne Camilla.

Når man ser billeder af dem nu, fremtræder de også som et godt og harmonisk par, hvilket Charles og Diana aldrig gjorde. De udstråler kærlighed og samhørighed, hvilket ikke burde forbavse os, da Charles ikke er en festabe, men går ind for en masse holistiske ting, økologisk landbrug, osv., osv.. Han har en universitetseksamen og har såmænd også skrevet forskellige bøger. Ikke nok med det, men han har også oprettet en eksperimentel by ved navn Poundbury som led i sine udforskninger.

Sær snegl? Ja, på en vis måde, men midt i sine klumrerier er han også en ærlig og hæderlig person, der forsøger at finde sin vej i livet. At han bedre kan lide den tilsyneladende ikke så forfængelige Camilla i stedet for den glamourøse Diana og står ved sit valg burde ikke trække fra i den samlede vurdering af ham som menneske.

Det tidløse ansigt

En vovse, jeg klappede for et par dage siden, så præcis sådan ud!!! Det var en raceren - eller noget derhenad - foxterrier, og den var yndlingsracen i min fars familie. Utroligt, at denne race går så langt tilbage, at der blev malet et billede af en repræsentant for den før Kristi fødsel. Det er den slags opdagelser, der ligesom rokker ved ens tidsbegreb, noget, der forøvrigt også gælder nogle gamle gravportrætter, for de forestiller altså mennesker, som jeg ville kunne møde i min hverdag. Her har vi f.eks. to smukke, unge mænd,  der ligner nogen, jeg ofte ser her i omegnen!

Disse to står stærkt den dag i dag, selv om de åbenbart levede for sådan ca. 2000 år siden. Gad vide, hvornår jeg løber ind i dem igen ....

Hvis du skyder mig, så ....

Dette skete for tre år siden, men det gør det jo ikke ugjort, for den uskyldige mand  er lige så død, som han var, da han blev skudt. Hans udseende tyder på, at han kan være mexicaner eller sydamerikaner og i hvert fald ikke nogen ordinær yankie, hvilket kan have spillet ind. Farverne sort og brun lader nemlig til i sørgelig grad at sætte gang i trigger-fingeren hos en hel del ordenshævere over there, og det er bare for dårligt.

Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men vil gætte på, at politiet er kommet op til det forkerte hus, har set - eller hørt - den uskyldige mand og flux har trukket pistolerne for at udføre en såkaldt "selvforsvars-handling", da de tager for givet, at han er bevæbnet. Og hvorfor forestiller de sig nu straks det? Jo, for våben er en del af den amerikanske kultur, og mange flere, end der burde være, har dem, enten på sig eller liggende i en skuffe, parat til brug.

Desværre hører man efterhånden også om bevæbnede forbrydere her i landet, og man kan kun gætte på, hvor de får de våben fra, som overhovedet ikke burde være her.

Jeg håber, at dette er en tænkt situation, men sikker er jeg ikke

Problemet med våben er, at de formerer sig ved en form for "knopskydning": jeg får et våben, fordi du har et, for jeg vil forsvare mig. Dvs. at pludselig har de alle sammen våben, og ingen vil af med dem, for så er de værgeløse imod dem, der stadig har våben. For at få sat en stopper for hele denne uhyggelige "knopskydning", skal man arrangere det sådan, at ALLE afleverer deres våben samtidig, og det får man svært ved i en cowboy-nation som den amerikanske.

 

Kvindelig skønhed, der ikke opfylder vore idealer

Skønhed er ikke en fast værdi, sådan at smuk også er smuk til enhver tid. Nogle af de store historiske damer fra andre kulturer viser med al ønskelig tydelighed, hvor relative skønhedsidealerne er. Kvindelig skønhed er virkelig ikke en entydig værdi, og begrebet svinger ikke bare mellem stor-lille, sådan som man forestiller sig i vore slanke-fixerede dage.

Nu om stunder skal man helst være decideret slank for overhovedet at blive regnet for smuk, men man skal under ingen omstændigheder ligne en mand, hvis man er en dame. Al hårvækst forventes at blive fjernet, inden man melder sig på markedet, og formerne skal sidde, som moden nu engang foreskriver.

Ljubica og hendes ældste søn, Milan II

Et eksempel på en kvinde, der blev regnet for smuk og statelig i sit hjemland, er den serbiske prinsesse Ljubica (1788-1843). Hun opnåede kongelig status, da hun i 1805 blev gift med Milos Obrenovic, der 12 år senere blev valgt til landets royale overhoved. De fik mindst otte børn, men Ljubica var ikke bare husmor og hjemmegående hustru, næh, hun deltog aktivt i militærets ledelse og stod i spidsen for hæren - eller en hærenhed - i Det Andet Serbiske Oprør. Da hun nægtede at retirere i slaget ved Cacak, førte det i sidste ende til serbisk sejr. Hun deltog også i møder med vigtige politikere og havde på alle måder en stor rolle i samfundets ledelse.
Desværre havde hun også en iltert temperament, der sikker konstant blev prøvet ved hendes mands utroskab. En af hans utallige elskerinder kom således for skade at prale med affæren, hvorpå hun uden tøven dræbte hende.

Ljubica spillede altså en stor rolle i mændenes verden, og man må sige, at ud fra vore moderne begreber lignede hun også selv en mand. Her må man så huske på, at hun var en del af en kultur, hvor kvinder ikke var det, vi forstår ved feminine. De kunne have sammenvoksede øjenbryn, en lille moustache samt en firskåren skikkelse og stadig gælde for at være skønheder. Noget, man bl.a. ser i forbindelse med en anden kvinde, nemlig prinsesse Fatima fra Iran. Hendes enorme, persisk definerede skønhed skal efter sigende have drevet 13 af hendes mandlige landsmænd til selvmord, fordi de ikke kunne få hende ....

 
Det er nemt nok at grine ad kvinder som disse, (og der er flere fra forskellige kulturerdirekte ), for de bryder med alle vore skønhedsidealer, men det er uretfærdigt, at deres ydre gør dem til grin. I vores kultur er idealkvinden blevet tyndere og tyndere, men der var faktisk en gang for ikke så længe siden, hvor kvinder skulle have noget til gården og gaden for at blive regnet for smukke.

Hvad man end kan sige om denne kvindes ydre, så vil jeg nu først og fremmest påpege, at hun ikke ligner én, der er bekvem i sin krop. Det er ikke bare det, at hun tilsyneladende ikke har skyggen af kvindelige former, der nu engang verden rundt består i hofter, talje og barm, men også at hendes ansigtsudtryk virker direkte lidende. Sådan skal det bare ikke være, ligegyldigt hvor i verden man befinder sig, og hvad enten man regnes for en skønhed eller ej ....

Som en forfinelse af dette for os at se mærkeligt maskulint prægede kvindeideal ser man den vitterlig meget smukke eks-kejserinde, Soraya, der efter sin skilsmisse fra shah'en færdedes hjemmevant blandt vesterlandske jetsettere. Hun er meget eksotisk, men regnes for en stor skønhed den dag i dag.

https://vintagenewsdaily.com/portraits-of-zahra-khanom-tadj-es-saltaneh-the-beauty-symbol-of-persia-for-whom-13-men-committed-suicide-when-she-refused-to-marry-them/

https://monovisions.com/vintage-zahra-khanom-tadj-es-saltaneh-persian-princess/

Sanser, det billige skidt?

Man siger, at mennesket har fem sanser. Vi kan: høre, se, lugte, føle og smage. Nogle mener også, at vi har en sjette sans, der gør os i stand til at fornemme ikke-konkrete ting som spøgelser, forudanelser, osv..
De fem første er gode nok, for de er blevet bevist om og om igen, men den sjette er ikke almindeligt anerkendt. Man kan tro på den eller lade være, men det er altså bare tro og ikke viden. Jeg kender imidlertid adskillige, der enten er ved at miste syns- eller høresansen. Selv har jeg fået flere og flere problemer med min hørelse, og det er nok noget, jeg har arvet fra min mor, men hendes var nu altid langt værre end mit er her og nu.

Det er irriterende at have svært ved at høre, men det forekommer mig, at det må være mange gange værre ikke at kunne se. Hvad angår de andre tre sanser, så er de formentlig nogenlunde på samme niveau mht vigtighed, men da jeg ikke fornemmer problemer med nogen af dem, er de nærmest en selvfølge for mig. De er der, og dér bliver de - BASTA! At det kan gå anderledes viser historien os jo gang på gang, men så længe det fungerer så nogenlunde, som vi er vant til, erkender de fleste af os det nok ikke.

Fordi vi er født med disse sanser, er de en selvfølge for os, og vi tænker ikke særlig meget over, hvordan vi kan passe på dem. Det gælder f.eks. sådan noget som briller, hvor man burde gå til en optiker, men nøjes med at købe et par billige og ikke specielt tilpassede i Flying Tiger. På en eller anden måde vænner man sig til, at sanserne er der, og de passer sig selv, men det er nu engang ikke helt rigtigt, heller ikke hvad angår de andre.

Sådan noget som f.eks. smagssansen forekommer mig ikke umiddelbart som særlig vigtig, men det skyldes nok, at jeg ikke er gourmet, men snarere grovæder, (hvis jeg altså giver mig selv lov). At lugtesansen kan ses som den mest forfinede sans, fordi den er direkte forbundet med det limbiske system i hjernen, lader mig også ret kold. Ikke desto mindre: "Du kendes på dine venner," som man siger, og dufte kan vække stærke minder, så jeg må vel anerkende lugtesansen som en både fornem og meget vigtig sans, selv om jeg ikke synes det umiddelbart.
Ud fra de samme kriterier er følesansen nu også mægtig fornem, for dér er der også en vigtig forbindelse til hjernen. Især vore fingerspidser er meget følsomme og kan sende alle mulige budskaber til hjernen vedr. farer eller spændende muligheder.