Et besynderligt erhverv

Om få måneder er det jul, så jeg formoder, at det er ved de tider, hvor julemandsuddannelsen er i fuld gang. Der er selvfølgelig også visse ting, de skal lære. Alfa og Omega er dog nok især noget, de ikke må gøre i dette sæsonprægede job. Her tænker jeg især på lidt for kærlige julemænd, der går over stregen for god opførsel, men det er dog noget, de burde have vidst, før de ansøgte om uddannelse og stilling, for det skulle gerne være almen viden. 

Hmmmmmmmm .... lidt suspekt ....

Det er tydeligt, når man ser på nogle af de gamle fotografier af professionelle julemænd, at de er sociale tilfælde, der ikke har valgt jobbet, fordi de elsker at sige "Ho-ho" eller have med børn at gøre. Nøden driver dem, og det er sjældent et godt udgangspunkt for et karrierevalg.

Fuld eller på stoffer????

Disse mænd, der spiller julemænd for at tjene til dagen og vejen er nok heller ikke så vilde med grådige børns krav om både det ene og det andet, som de - eller deres familie - måske ikke selv har råd til.

 

Livet byder på et vist mål af slid og slæb for os alle. Det er i hvert fald sjældent, at man bare kan læne sig tilbage og hæve store gager uden at røre en finger. Sæsonarbejdere kommer ud for særlige udfordringer, både med hensyn til at finde arbejde og med problemer med at tjene nok til at klare de udgifter, vi alle har. 

 

 

Kan man leve af et julemandsjob? Jeg aner ikke, hvad lønnen er, men tager for givet, at den ikke er særlig høj, selv om julemænd sikkert kommer ud for mange ubehageligheder fra både børn og forældre. Det er måske derfor, de skal på kursus før ansættelsen? Under alle omstændigheder, et besynderligt erhverv for en voksen mand ...

 

Snyd og tårer

I 1980 vandt en cubansk-amerikansk kvinde, Rosie Ruiz (1953-2019), overraskende kvindernes løb ved "The 84th Boston Marathon". Ingen havde hørt om hende, før hun pludselig dukkede op som nr. 1, og alle hyldede hende som sejrherre i det hårde løb. Der var dog dem, der studsede over, at hun slet ikke lignede én, der havde gennemført et løb af denne kategori, for hun var hverken svedt eller virkede udmattet. Meget sært - og dog ....

Sejrskransen klædte hende, men både den og titlen som sejrherre blev revet af hende bare en uges tid senere, for et par tilskuere havde fortalt, at de havde set hende springe frem fra en busk og slutte sig til løberne, efter at de var startet. Hun havde altså ikke deltaget helt fra starten af, og så tror da pokker, at hun ikke virkede udmattet eller var svedt som de andre, hæderlige løbere. Nu var det ikke bare tilskuernes påstand, der afgjorde sagen, for løbet var blevet filmet i hele sin udstrækning, så dommerne fandt bevis på, at Rosie var en snydepels.

Rosie blev diskvalificeret og desuden også efterforsket grundigt, og hvad fandt man? Endnu mere snyderi! Hun var en strid banan, der nogle år senere tilmed bedrog sin arbejdsgiver for $60,000. Efter denne "bedrift" flyttede hun til Florida, hvor hun minsandten også gjorde sig bemærket i forbindelse med en kokainhandel. Hun lærte ikke af sine fejltagelser, selv om hendes kriminelle handlinger ikke indbragte hende den succes, hun drømte om. I 2019 døde hun af cancer.

https://www.nytimes.com/2019/08/08/sports/rosie-ruiz-boston-marathon-dead.html?fbclid=IwAR28wT9tJTRVjuWQHCGP0_lCs3g_JrUD7162Amh-B16n7POqvDiKSEjy7GI

 

Ko-afføring, vattersot og vilde hunde

Et af Nietsches forbilleder var den græske filosof Heraklit (540-480 f. Kr.), der udmærkede sig ved forskellige udsagn som f.eks. "Man kan ikke bade i den samme flod", der dog ofte bevidst var holdt meget dunkle. Han fik tilnavnet "den grædende filosof", og han havde faktisk noget at græde for, da han var meget plaget af vattersot. En læge gav ham det råd at smøre sig med frisk ko-afføring, da det ville kunne lindre hans smerter og ubehag. Heraklit fandt åbenbart hurtigt det, han søgte, og fulgte lægens råd med det resultat, at hans forandrede udseende og lugt tiltrak en flok vilde hunde. Nu ved jeg af egen erfaring, at vovser ofte er meget begejstret for hestepærer, kokager og lignende, så det forbavser mig ikke, at disse firbenede individer så den ko-lortslugtende filosof som en lækkerbidsken: de overfaldt ham i hvert fald og rev ham på det nærmeste i stumper og stykker ....

 

 

 

Porno-drømme

Mange ønsker en bid af kagen, som de ser andre nyde, men ikke selv har råd til. Sådan en fyr var Steven Hill - også kendt som Steven Driver - der på et tidspunkt blev idømt "hjemmefængsel" på grund af dødstrusler, vist nok imod en studiekammerat. I denne periode, hvor han var isoleret i hjemmet, blev han totalt fikseret på porno, der dels fornøjede ham, dels fyldte ham med store ambitioner, som han dog ikke rigtig kunne få realiseret, da de fleste branchefolk var kloge nok til at holde ham ude. På grund af dette blev han til det, disse branchefolk kalder "mopes". Ordet kan oversættes nogenlunde med "hængehoveder", men det dækker nu ikke helt, for der er også noget stalker-agtigt over disse sex-hungrende fyre, der holder til i yderkanten af det, de opfatter som Paradiset. 

Denne specielle gruppe mænd udmærker sig ved vilde ambitioner inden for porno-branchen, som de fleste af dem dog ikke har en jordisk chance for at komme ind i, f.eks. på grund af en besyndelig psyke, ikke-attraktiv penis eller mangelfuld hygiejne. De opgiver dog ikke deres drømme, men forbliver "mopes", idet de lusker rundt i branchens yderkant med alle tentakler fremme som drømme-fangere: "De må da få øje på mig og mine talenter, hvis bare jeg bliver ved med mit moperi. NU får jeg sikkert chancen!!" Branchefolkene er ved at blive drevet til vanvid af disse "mopes", der bare ikke vil opgive deres drømme om velbetalt sex og berømmelse. 

På et tidspunkt mødte Steven Hill en anden "mope", nemlig Herbert Hin Wong. Deres fælles besættelse af porno og branche-mulighederne for en frisk gut gjorde, at de sluttede sig sammen som en form for "pornografiens Gøg og Gokke". De fik faktisk et par jobs inden for en temmelig obskur del af porno-industrien, hvor kun fantasien åbenbart sætter grænser for, hvad man kan og vil. Dette karrierespring holdt dog ikke længe, før de kvindelige stjerner nægtede at arbejde sammen med Steven, først og fremmest fordi han opførte sig "sært" og ikke var renlig. Direktøren for firmaet fyrede ham, men det ville Steven ikke finde sig i, så han overfaldt ham med en machete. Da hans ven, Herbert Hin Wong, lagde sig imellem, dræbte han ham med macheten og flygtede. Han tog tilflugt i et klippeområde, hvor han endte med at springe ud, da politiet omringede ham. Alt sammen meget sørgeligt, idet meget af det også var forudsigeligt, fordi disse fyres drømme om enorme mængder velbetalte knald, berømmelse og succes krævede noget, de bare ikke havde. 

https://www.salon.com/2010/06/09/stephen_hill_porns_lost_boys/ 

 

Deborah - den bibelske profet og dommer

Nogle bibelske kvinder bryder med den gængse forestilling om ydmyge og undertrykte israelske kvinder. En af dem er Deborah fra Dommerbogen i Det Gamle Testamente, hvor hun blev kaldt både profet og dommer. Det siges, at hun kom med sine domme og profetier siddende under Deborahpalmen (Dom. 4,4), og det fremgår af konteksten, at hun var højt respekteret. Eftersom hun er den eneste kvindelige dommer, der nævnes i Biblen, så har hun formentlig også været noget meget usædvanligt for den tid, men sikkert er det ikke. 

På et tidspunkt opildnede hun hærføreren Barak til at angribe kananæerne, hvis konge havde undertrykt israelerne i tyve år, bl.a. gennem sin hærfører Sisera. Da Barak drog af sted, fulgt hun med, formentlig for at holde ham til ilden, og han sejrede da også. Sisera flygtede og søgte tilflugt hos en anden israelsk kvinde, nemlig Jael, der imidlertid myrdede ham, da han sov: hun hamrede et spiger gennem tindingen på ham, hvilket da også kan tage livet af enhver ... 

Deborah i Gustav Dorés gengivelse

Det er formentlig Deborah, der har skrevet "Deborahs Sang" (Dom. 5), der på poetisk vis skildrer sejren over de kananæiske undertrykkere. Den er også en hyldest til Jahve, der angiveligt skærmede sit udvalgte folk under krigen, hvilket jo er en almindelig forestilling for den tid.

Det anonyme liv

Nemlig! Det er lige præcis det han og hans kvindelige pendant gør: de udfører dagens gerning, som de skal og gør ikke meget væsen af sig, idet de nærmest er anonyme bortset fra hos Skattevæsenet, der er de eneste, der virkelig holder øje med deres gøren og laden. Sådan er livet for millioner af mennesker, men de ser det ikke selv sådan. De er fuldt opmærksomme på det, der sker dem, og på de mennesker, de har i deres liv. Det kan godt være, at de går mere op i dronning Margrethes gøren og laden eller kronprinsesse Marys nye kjoler end i deres egen mangel på andet end hverdagsoplevelser. Det er helt forkert at betragte dem som fiaskoer eller sølle individer. De lever bare efter andre rytmer end det, der ses som "succes". Når det er sagt, så er der dog ét felt, hvor de er meget betydningsfulde: de er vælgere, og hér kan deres afslappede facon skabe uheldige resultater. Fordi de ofte ikke føler sig forpligtet til virkelig at sætte sig ind i tingene, men bare følger deres sym- og antipatier på et menneskeligt plan, så er de i stand til at lave ravage ....

 

Skønne toner

 

Stradivarius-violiner er et begreb. At eje en stradivarius svarer til at have et originalmanuskript af en af de store forfattere eller f.eks. en ægte Van Gogh. Ingen af delene er tilgængeligt for ikke-millionærer

Andre instrumentmagere har dog lavet skønne musikinstrumenter som f.eks. tyskeren Joachim Tielke (1641-1719). Man har diskuteret, hvor mange instrumenter han har lavet og er foreløbig nået frem til, at det formentlig beløber sig til ialt 174, idet man så tæller fragmenter af ikke længere fungerende ting med. Det er mange, men ikke helt så mange som Stradivarius. 

Tielke lavede mange forskellige typer instrumenter, og de fleste er udsmykkede, så de fremstår som rene kunstværker. Det, der kenderegner dem, er dog deres klangfylde. De er ikke bare smukke at se på, men lyder også virkelig godt den dag idag.

Fordi der hersker den samme form som snobberi omkring Tielkes instrumenter som omkring de violiner, Stradivarius lavede, er man imidlertid blevet opmærksom på én - nemlig for samlere - foruroligende detalje: kan man nu være sikker på, at det er mesteren selv, der har lavet dem? Hvis det ikke er ham, men lærlinge og medarbejdere, så kan klangfylden og skønheden være aldrig så forrygende, men samlerværdien kommer under beskydning. Man køber Tielke-instrumenter på samme måde, som man investerer i en Degas, Gauguin eller Van Gogh, og det er egentlig temmelig komisk, når nu den kunstneriske udførelse under alle omstændigheder er sublim.