Pauline Fourès

En yndig, ung dame, der bestemt ikke virker maskullin. Ikke desto mindre lykkedes det hende at skjule sit køn ved at klæde sig i mandetøj om bord på et skib i 54 dage. Den unge dame, hvis navn var Pauline Fourès (1778–1869), var så forlibt i sin nye, unge ægtemand, den franske kavalerist på orlov, Jean-Noel Fourès, at hun bare måtte med ham, selv om han var på vej til Ægypten med Napoleon kort efter  brylluppet i 1798. Godt gjort, må man sige, for 54 dage er immervæk temmelig lang tid. Inden denne begivenhed havde hun været hattemagerske i Paris, men den flotte fyr i uniform fik hende altså til at glemme alt andet for kærligheden.

Pauline er et virkelig godt eksempel på, hvordan en driftig kvinde kunne skaffe sig et spændende liv for et par hundrede år siden. Efter at have holdt sig i skjul i 54 dage, blev hun afsløret, men Napoleon kunne godt lide hendes dristighed, så der skete hverken hende eller hendes mand noget slemt - altså bortset fra at Napoleon forførte den unge frue .... 

Der er flere versioner af historien om hendes affære med Napoleon, men hvordan det end gik til, at det udviklede sig sådan, så var de begge faktisk nygifte, hun med Jean-Noel Foures og han med Josephine, som han giftede sig med i 1796, og som han ellers virkede helt besat af. At ikke bare han, men også Josephine havde affærer har selvfølgelig ikke gjort det bedre, så måske var Pauline også en del af en hævn. Hvorom alting er så fik han i hvert fald hendes mand sendt væk på en mission, han havde opfundet til lejligheden, idet han for en tid var meget optaget af den forhenværende hattemagerske. Da Jean-Noel opdagede, hvad der foregik bag hans ryg, lod han sig skille fra Pauline.

Affæren mellem Pauline og Napoleon varede kun i den tid, han var i Ægypten. Derefter "gav han hende videre" til Junot, der efter en duel, hvor han blev såret, mistede hende - eller sendte hende videre - til en anden mand. Det slog dog ikke Pauline ud, for hun rejste til Brazilien, hvor hun tjente en formue på skovdrift - forøvrigt iført mandetøj og med en pibe i munden ....

Senere vendte hun tilbage til Paris, hvor hun slog sig ned med sine eksotiske kæledyr, dvs. papegøjer og aber. Kort sagt, en spændende kvinde, der forstod at sno sig i datidens samfund og at få det bedste ud af de muligheder, skæbnen bød hende.

https://www.napoleon.org/en/history-of-the-two-empires/articles/pauline-foures-napoleons-lover/ 

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:The_love_affairs_of_Napoleon_(1909)_(14804189843).jpg 

 

Empati

Når man ser sådan et gravmonument, bliver man umiddelbart rørt, for det drejer sig jo altså om et lille barn, der mistede livet i en meget ung alder. Hans/hendes forældre må have elsket ham/hende højt for at bestille et så flot og sikkert dyrt gravmonument. Det får én til at fornemme deres tab, men det fortæller ikke barnets historie. HVORFOR døde han/hun, HVAD skete der, og HVEM er forældrene? Ved deres valg af gravmonument har de dog vist, at de har ønsket at fortælle om det tab, de har lidt. Monumentet er et budskab til dem, der ser det, idet de forventes at have den empati, der gør dets symbolske værdi forståeligt. Uden empati vil man ikke kunne forstå det eller den situation, det afspejler ....

Et flot og stærkt symbolsk gravmonument: Matthew var åbenbart handicappet og sad i kørestol, men hans efterladte forestiller sig, at han nu er fri for de begrænsninger, hans krop gav ham. Fri som en fugl svæver han opad, hvilket selvfølgelig har en religiøs betydning. Man kan levende forestille sig både Matthews liv og hans forældres sorg, men også store kærlighed til deres søn.

Ikke bare gravmonumenter fortæller en gribende historie om liv og død. Det gør de døde også selv, uden at det dog har været deres hensigt. Monumenterne står for nærtståendes sorg, tolkning og empati, men disse gamle lig fortæller ved selve deres tilstedeværelse om et grufuldt forløb. Her ser man f.eks. en lille familie, der har søgt tilflugt i husets brændovn eller komfur, men i stedet for at redde livet, har de netop mistet det ved denne tilflugt. Man kan levende forestille sig den angst, de har følt for det, der nu har truet dem i deres hverdag. Denne trussel har muligvis været røvere eller krigere fra et andet land, eller også er de bare blevet bange for en indbildt fare.

Her ligger de så, omkommet i deres egen brændeovn, hvor det måske slet ikke var nødvendigt at søge tilflugt. I stedet for at redde livet har de fået en art evigt liv som et billede på almindelige menneskers reaktion på det, de mener er farligt, og det er meget rørende.

https://sirasok.blog.hu/2010/04/16/halottak_a_kemenceben 

 

 

Ét skub for meget

Jonathan Paul Foster var en sød og populær dreng, som alle tilsyneladende kunne lide. Han var 12 år og havde livet foran sig, men endte som et forbrændt lig i en grøft i nærheden af sin mors lejlighed. Først blev hans stedfar mistænkt, da han før havde bortført ham for at lægge pres på hans mor, når hun havde smidt ham ud endnu engang. Da man fandt ud af, at det umuligt kunne være ham, fordi tidsskemaet ikke passede, fik man heldigvis fat i et videobånd fra et overvågningskamera, der viste en kraftig, sort mand, der hældte det ikke-synlige indhold af en bøtte ud i den grøft, hvor Jonathan blev fundet. Bilen, som denne mand kom i, lignede dog den, der tilhørte den kvindelige bokser Mona Yvette Nelson. Foruden at være bokser havde hun forskellige jobs, som bl.a. som svejser og vicevært. 

Mona var ikke ligefrem en bly rose, der aldrig kunne finde på at slå på tæven, for det var faktisk det, hun levede og åndede for. Smæk for skillingen var hendes metode til at skaffe sig status og andet, hun ønskede. 

På et tidspunkt havde hun også bokset imod Muhammad Alis datter, Laila Ali, der her ses med sin nu meget syge far. Jeg formoder, at det har været meget ærefuldt, og at det ikke var alle boksende ladies, der fik den mulighed. (Ligesom sin far var Laila et stortalent og har vundet 24 sejre ud af 24 mulige foruden VM-titlen i super-mellemvægt. Hun er nu ca. 40 år gammel og har stoppet karrieren). 

Dem, der havde set en stor, sort mand på det sted, hvor Jonathans lig blev fundet, må siges at være undskyldt, for hun ligner faktisk en mand, ikke mindst i sine bevægelser. Hvorom alting er, så endte hun med at blive dømt til livstid, men man mangler stadig er motiv: hvorfor bortførte og myrdede hun Jonathan? Havde han generet hende? Nej, aldrig, så der var ikke rigtig nogen grund til drabet. Man har imidlertid den teori, at hun i irritation gav ham et hårdt skub i brystet, og at han døde, fordi et skub fra denne super-stærke kvinde standsede hans hjerte. Bevist er det ikke 100%, men alt i alt peger bevisets stilling på, at det sagtens kan være foregået på den måde ....

https://www.houstonchronicle.com/news/houston-texas/houston/article/Mystery-of-boy-s-death-remains-as-capital-murder-4721855.php 

https://abcnews.go.com/US/mona-nelson-accused-burning-jonathan-foster-shes-monster/story?id=12514556 

 

Kærester, der ikke er ens egne

Man kan ofte blive forbløffet over at se ens bedste venner eller højt elskede familiemedlemmer møde op med en ny kæreste, der bare ikke forekommer én at være værdig til så meget som at se på dem. Dér sidder de så og omklamrer hinanden med stjerner i øjnene, fjerne blikke, hænder, der bevæger sig på dristig vis, og det er alt sammen helt, som det skal være, for de er altså blevet kærester. Man kan elske den ene part aldrig så meget, men man er bare tilskuer og må acceptere det hele. En forunderlig proces er i gang, hvor den fremmede, som man måske nærmest opfatter som et uhyre, er ved at bane sig vej ind i ens liv ved en elsket persons side. Det kan nemlig ikke nægtes, at hvad enten man kan lide vedkommende eller ej, så kan han/hun gøre krav på en plads ved bordet, så længe han/hun er en del af ens vens eller familiemedlems liv. At man ønsker, de forsvinder, hjælper i hvert fald ikke. Man må bide i det sure æble, gøre gode miner til slet spil og i det hele taget opføre sig pænt og civiliseret, selv om man måske er dybt foruroliget.

Det er mærkeligt at tænke på, at det, der i første omgang virkede meget lidt lovende på den kærlige tilskuer, efter nogen tid bliver normalt og hverdagsagtigt. Jeg tror f.eks. ikke, at damen i dette forhold har store chancer for at forsvare sig imod sin dobbelt så høje og måske fem gange så tunge partner, og jeg ville ikke kunne lide at se én, jeg holder af, møde op med ham som kæreste og potentielt nyt familiemedlem - for slet ikke at tale om far til sine børn, for hvordan kommer de til at se ud? Faktisk ville jeg få meget svært ved at lægge mit ansigt i de rette folder ved sådan en konstellation, men det ville jeg bare være nødt til, for det er hendes valg, og jeg er bare en tilskuer. 

Hvor hun tænker over, hvordan hun gør indtryk på ham, hun er lun på, så spekulerer jeg som tilskuer mest over hans kvalifikationer som nyt familiemedlem. Er han god nok til hende? Sidder det hår ikke lidt for perfekt? Ligner han ikke en bøsse???? Den stakkels mand udsættes for røntgen-blikke fra alle, der mener pigen det godt, og sådan vil det også være, når parret er sammen med hans venner eller familiemedlemmer - bare med omvendt fortegn, for så er det hende, der bedømmes ud fra kriterier, der ikke altid er ganske fair.

Her har vi dem: det IDEELLE PAR, der har det godt og sjovt sammen, og som alle, der kender dem også opfatter som et par. Undervejs til dette punkt i forholdet har de dog sikkert mødt masser af mistroiske familiemedlemmer og venner, ja, også børn, børnebørn og naboer samt kæledyr, der ikke har været glade for deres menneskes nye ven(-inde). Hårde bud, må man sige, men sådan er vilkårene nu engang ....

 

Kommunale svæverier i fri luft

Jeg kan ikke russisk, men har fået at vide, at skiltet ved siden af lugen går på noget i stil med "Kommunen". Først morede jeg mig over den stakkels mands besvær med at få adgang til denne offentlige institution, derefter rystede jeg på hovedet, og så blev jeg gal! Hvad pokker er meningen, er de ikke til for vores skyld, eller er vi bare klovne for dem, hvis bestræbelser på at få kontakt ses som komiske cirkusnumre? Den tanke kan man få, når man tænker videre til E-boks og Borgerservice over internettet, der helt sikkert har gjort livet lettere for de ansatte, der nu møder færre vrede borgere face to face og i skranke-højde. Til gengæld har det gjort mange ting mere besværlige - for ikke at sige umulige - for nogle medborgere, der bare ikke forstår computerens finesser. De brænder inde med klager og ansøgninger, som det er deres ret at kunne forelægge for de rette myndigheder. 

Gad vide, om det er fraværet af borgere i kød og blod, der har gjort det muligt for et afskum som Britta Nielsen at jonglere med vore penge. Den slags er jo altid nemmere, når dem, man snyder, er usynlige. Miljøet på et kontor, hvor man aldrig møder dem, hvis sager man behandler, er ikke godt. Der sker sikkert mange uheldige ting, fordi forbindelsen til det, man kunne kalde "den virkelige verden" er afbrudt og erstattet af en kunstig boble af indforstået hygge og kollegialitet ....

 

 

Det hele er kvinde-kønnets skyld!

Det er direkte komisk og/eller sørgeligt, at det køn, der vitterlig har været undertrykt gennem jura, ejendomsret, religion og moralbegreber op igennem tiderne bliver fremstillet i forskellige myter som notoriske ballademagere og ødelæggere. De er destruktive og formår f.eks. at ødelægge, hvad guder har skabt. Eva lader sig lokke af den træske slange og spiser det forbudte æble, sådan at hun og Adam bliver jaget ud af Paradiset, hvilket skaber en helt anden situation for dem end i det  stillestående Paradis. Ved sin handling fremtræder hun som forbryderen, der begår lovbrud, og som dermed kalder alverdens ulykker ned over sine efterkommere. Diverse teologer op igennem tidenhar ofte henvist til hende som en kvindelig super-skurk.  

                                                        Dante Gabriel Rosettis "Pandora"

Der gælder noget lignende for Pandora fra den græske mytologi, der ligesom Eva regnes for verdens første kvinde. I de fleste græske skabelsesmyter siges det, at hun blev skabt af jord, men det veksler med, hvem der kaldes hendes skaber. Blev hun skabt af Zeus' fætter Prometheus med hjælp af Hefaistos, eller skabte Hefaistos hende alene, men under ordre fra Zeus? Det kan være ret betydningsfuldt, da Zeus uretfærdigvis bar nag til Hefaistos, fordi hans kone, Hera, havde født ham uden mandlig medvirken. Desuden var han vanfør og ikke nær så smuk som alle de andre guder. Efter en mildest talt vanskelig opvækst efter at være blevet forkastet af sin mor havde han krævet sin plads blandt de andre guder. Han var meget populær blandt menneskene, men guderne var ikke søde imod ham, så hvis han var ene-skaber af Pandora, siger det formentlig noget om hendes status og mytologiske betydning. Ja, det kan måske forklare, hvorfor hun tilsyneladende bliver sat i en håbløs situation, der næsten kun kan ende i en fiasko.

Efter at være blevet skabt fik Pandora en masse gode og smukke egenskaber af guderne foruden nogle, der var mindre pæne som f.eks. en lumsk natur, hvilket var Hermes' gave til hende. Ikke så godt, da Afrodite til gengæld gav hende stor skønhed og evnen til at forføre, og som vi ved er en kombination af netop disse egenskaber regnet for specielt kvindelige. Kønnet får skylden for mange dårligdomme i menneskenes verden bare ved at eksistere ....

Efter at have modtaget alle disse guddommelige gaver fik hun til slut en lukket æske, som hun ikke vidste, hvad indeholdt, men som hun selvfølgelig "kom til" at åbne. I selv samme øjeblik væltede det ud med ulykker. Situationen er her gengivet i en moderne version, hvor "æsken" bliver til en "dåse" - og så ved vi jo nok, hvor vi er ....

Eva var ifølge de bibelske myter skyld i Syndefaldet og bortdrivelsen fra Paradiset, og Pandora fik skylden for at et hav af skrækkelige begivenheder, der vælter ned over menneskene, fordi det ikke lykkes hende at lukke æsken hurtigt nok. Det eneste, der bliver tilbage, da hun har fået den lukket, er håbet. Alt sammen meget mystisk og ikke særlig logisk, for hvad var hun egentlig, menneske eller (halv-)gudinde, den første eller den eneste kvinde, og hvorfor gav guderne hende den magiske æske med alle de forfærdelige ting?

"Pandora" betyder "alles gave", og det er selvfølgelig vildt ironisk, når nu gaven bestod af ulykker af alskens art. Det fortælles, at før denne æske blev åbnet af Pandora, havde menneskene levet i fryd og gammen, hvilket jo er ret sært, når nu hun blev fremstillet som verdens første kvinde, men sådan er det nu engang med myter. De er ofte, hvad jeg vil kalde anti-logiske, men derfor kan de alligevel godt have et budskab, der fænger, også i vore dage. Man kan så diskutere, hvad budskabet egentlig er i denne meget gamle myte. Handler det om gudernes straf for menneskenes nysgerrighed og selvrådighed? Pandora havde jo - ligesom Eva - fået at vide, at der var visse ting, hun ikke måtte. I Pandoras tilfælde var det fy-fy at åbne æsken, som guderne var sikre på, at hun ville gøre det. Kort sagt, æsken var en fælde, der viser, at man aldrig skal stole på gudernes "gaver", da de velsignelser, som de giver, i virkeligheden kan være forbandelser. Guder - og ikke bare Hermes - fremstilles i den græske mytologi som lumske, misundelige, egoistiske og nærmest utilregnelige, og det er dem - ikke hverken Eva eller Pandora - der skaber alle ulykkerne ....  

 

http://myths.e2bn.org/mythsandlegends/origins562-pandoras-box.html  

 

 

 

 

Drømmeprins/-esse eller skurk/-inde?

Da jeg første gang så TV-programmet "Catfish" om unge menneskers internet-romancer, falske profiler og andet skummelt, der foregik via hjemmesider, jeg end ikke har hørt om, blev jeg nysgerrig, for på det tidspunkt vidste jeg ikke ret meget om reality-shows. Programmet, som jeg har fulgt off and on, fortæller vanvittige historier om drømme og håb, der bare ikke har bund i virkeligheden. Den labre larve på billeder ser f.eks. ganske anderledes ud i virkeligheden. Han/hun er muligvis vældig god til at lytte, men har ikke gode hensigter og kan faktisk være direkte farlig ....

 

Programmets skaber, Nev Schulmann med en ægte "catfish"

Et lignende koncept kan man finde i et program, som jeg forleden blev opmærksom på, nemlig "90 Days to Wed", der dog mest handler om temmelig meget ældre mennesker. Dette program virker imidlertid langt mere instuderet end "Catfish", og nogle af konstellationerne er direkte groteske og derfor svære at tro på. Ligesom i "Catfish" betales de medvirkende men ikke ret meget i forhold til forskellige andre reality-serier, hvor folk faktisk kan leve af deres honorarer. Så vidt jeg forstår, får de dog dækket deres rejseudgifter og den slags, hvilket formentlig kan være et vægtigt incitament for at medvirke - og for at give deres mere eller mindre konstruerede livshistorie flere og flere nye drejninger. Jeg mistænker faktisk, at nogle af disse personer digter videre på mennesker og begivenheder, de påstår er i deres liv .... 

I "90 Days to Wed" handler det altså igen om mennesker, der mødes over internettet, og som kun kender hinanden via emails, sms'er og somme tider videoer, etc.. Denne gruppe er dog angiveligt  specielt interesseret i at finde en seriøs kæreste eller ægtefælle, for omdrejningspunktet i serien er de "Green Cards", deer kan skaffe den udenlandske partner statsborgerskab i USA. De finder ofte hinanden på rene datingsider. Mange på disse sider går sikkert kun efter sex-partnere, men så er der dem, hvis hovedinteresse er at få skrabet så mange penge til sig, som de kan. Til min forbløffelse fortælles der om folk, der har haft kontakt via elektroniske midler i årevis, men som aldrig har mødt hinanden bortset fra gennem bankoverførsler, etc.. Ovenstående billede viser et af disse par: en nydelig og velholdt mand på 60 faldt angiveligt for en russisk skønhed på halvt hans alder, som han har sendt penge gennem et syv år langt "forhold", der helt sikkert mest fandt sted i hans fantasi. Hver gang han forsøgte at møde hende, brændte hun ham af, hvilket faktisk var et temmelig tydeligt budskab til ham, at hun ikke havde en seriøs interesse i ham, som han bare valgte at overhøre.

Dette er Darcey, en glamourøs dame i fyrrerne, der efter min mening dog har mistet den skønhed, hun formentlig er født med, gennem vild plastikkirurgi, Botox og andet ikke-forskønnende. Hun har det med at forelske sig i yngre, narcissistiske fyre, der behandler hende forfærdeligt. Alligevel drømmer hun om at møde den eneste ene via internettet. Hendes behov virker nærmest som en voldsom hunger, hvor begreber som f.eks. status og ydre succes spiller en stor rolle, bl.a. fordi hun konkurrerer med sin tvillingsøster. Hvad hun ellers har at byde på er ikke til at sige, da det meste af det, hun kommer med, handler om negle og tøj.

 

Andre mødes og bliver måske endda gift, men det er ikke forhold, man tror meget på, bl.a. fordi en af parterne - nemlig den rige amerikaner - ikke er særlig attraktiv i almindelig forstand. Drømme og fantasier får denne person til at bilde sig ind, at sådan et parforhold kan holde, selv om alle mulige advarselslamper lyser og blinker: de VIL ikke acceptere, at det er deres penge eller udsigten til et amerikansk statsborgerskab, der lokker, og ikke deres ikke-eksisterende ynder. Nogle af dem taler desuden om deres internet-kærester som nogen, der skal virkeliggøre deres forestillinger om et perfekt forhold, og ordet "ligeværdig" er vist ikke en del af deres ordforråd. Disse mennesker fra fremmede kulturer fremstilles ofte som rekvisitter i deres liv, og det er svært at forestille sig, at de virkelig er på bølgelængde og f.eks. har fælles interesser- Meget af deres konversation går jo på overordentlig enkle ting og gentagne konstateringer af deres store begejstring for at være sammen, men kan man forestille sig en diskussion om andre emner som f.eks. politik, miljø, etc.? Næh, det er sørme svært. 

Er det synd for dem, fordi de narrer sig selv til at tro på noget, der ligner fantasier? Egentlig ikke, for de har sikkert alle sammen andre muligheder i det, man jo kunne kalde "den virkelige verden", da den ikke er baseret på internettet. En ledetråd kunne være, at hvis den labre, elskede person ikke ville falde for den rige "godbid" i denne virkelige verden, så er det nok bluff - eller en misforståelse - at det sker over internettet.

Samtidig med at jeg er forbløffet over disse mennesker og deres forestillinger om kærlighed, så er jeg altså godt klar over, at mange af de historier, vi seere præsenteres for, i virkeligheden er konstruktioner. Man kan måske sige, at folk spiller sig selv i en form for rollespil, der kan have udviklet sig helt anderledes end deres virkelige liv. Faktisk ret besynderligt ....

https://www.menshealth.com/entertainment/a27628849/do-90-day-fiance-couples-get-paid/