En pagt, der bør brydes

 

Der er stor jammer og klage i jødiske kredse i denne tid, fordi vi andre ikke kan lide skikken med omskæring af små drenge. Nogle vil have denne skik forbudt, selv om den regnes for meget religiøs af ortodokse jøder. Faktisk står den for den "pagt", jøderne mener at have indgået med Jahve. Forsøg på at sidestille denne skik med den kristne dåb falder dog ynkeligt sammen ved første lille puf = den holder ikke, for nogle dråber vand i hovedet kan altså ikke sammenlignes med en afskæring af en lille drengs forhud. At det er den, der senere, giver ham fornøjelse, bl.a. ved onani, kommeroverhovedet ikke sagen ved. Operationen er og bliver et overgreb på et forsvarsløst individ. Skulle den voksne mand ønske at blive omskåret, så værsgo', men ikke et lille barn. Desuden er det min personlige mening, at det er på tide, at man inde for alle tros-samfund stiller spørgsmålstegn ved den slags gamle, hævdvundne skikke, der bare ikke hører hjemme i nutiden.

https://www.dr.dk/nyheder/politik/den-stoerste-krise-det-joediske-samfund-i-danmark-siden-anden-verdenskrig

Dronning Zenobia

Et nydeligt portræt af en kvinde med en ganske flot frisure, men hvem var hun? Da hun levede var hun en berømthed, for hun var ikke bare en syrisk dronning, men også en overmåde magtfuld kvinde. Hun blev født omkring 240 e.Kr. og giftede sig med kong Odaenathus. Da han blev myrdet, blev hun regent for sin søn, da han blev myrdet. 

I 270 gik hun i gang med en invasion, der skaffede hende herredømmet over det meste af den østlige del af Romerriget, og som kulminerede med annekteringen af Ægypten. Hun og hendes land var stadig en del af Romerriget, men i 272 brød hun med Rom ved at erklære sin søn for kejser og sig selv for kejserinde. Noget, der selvfølgelig ikke huede den regerende romerske kejser, Aurelian, så hendes handling førte til krig med Rom. Efter voldsomme kampe blev hun besejret og sendt i eksil i Rom, hvor hun tilbragte resten af sit liv. At der ikke skete værre ting med hende kunne tyde på, at kejseren respekterede hende, men bare ikke kunne anerkende hendes løsrivelsesforsøg eller kejserinde-titlen. 

Under sin regeringstid var hun kendt som en kultiveret person, der gik ind for videnskabelige og filosofiske studier. Hun beskyttede også religiøse minoriteter og var i det hele taget meget tolerant over for minoriteter. Efter sin død i 274 blev hun et symbol for Syrien, men hun er tilsyneladende ikke ret kendt uden for landets grænser.

 

https://allthatsinteresting.com/zenobia 

 

 

 

Den falske inder

Denne historie er ligesom skuespilleren Merle Oberons livslange anstrengelser for at skjule, at hun var halvt inder, aldeles horribel. Tænk, at den slags skal være nødvendigt i et civiliseret land som USA. Det siger meget om den groteske racisme, der stadig hersker i landet.

Korla Pandit (1921-1998) var en bedrager, men kun mht én ting: hans etniske afstamning. Han var aldeles ikke født i Indien, som han påstod, men i Missouri. Faktisk var han slet ikke inder, men en lyshudet afroamerikaner ved navn Roland Redd med store drømme om at blive kendt, først og fremmest som musiker. Fordi folk så ham som et eksotisk, men ikke et "rigtigt farvet" indslag i underholdningsindustrien, fik han succes både i film, radio og med koncerter. 

Hans show "Korla Pandits Adventures in Music", blev det første rigtige musikprogram på TV. Han fik altså den succes, han havde ønsket sig, men på intet tidspunkt slap han sin falske identitet som inder. Faktisk spillede han inder lige til sin død - også i sit privatliv.

Merle Oberon, der vitterlig var halv-inder, men holdt det skjult

https://www.messynessychic.com/2019/07/11/the-tale-of-hollywoods-most-curious-career-imposter/ 

 

 

 

 

Eudoxia - når hjerterne IKKE slår i takt

Eudoxia (1669-1731) var ud af god, russisk familie, hvilket man dengang mente var vigtigt, da hun blev valgt som kone for zar Peter I (: Peter den Store: 1672-1725). De fik tre sønner, men ægteskabet blev ikke lykkeligt, og man får uvilkårligt ondt af den stakkels, unge kvinde, der efter ni års samliv med Peter blev sendt i kloster. Om der var følelser fra hendes side, ved man ikke rigtigt, selv om hun sendte ham flere breve med kærlighedserklæringer, men han havde fra første øjeblik afskyet hende. Noget af det han havde imod hende var, at hun med sin konservative indstilling stod for alt det, han ønskede at lave om i Rusland. Efter 17 år i klosteret tog hun sig en elsker, men ham gik det meget ilde, da Peter opdagede deres affære. Selv om han ikke selv ville have hende og faktisk havde adskillige elskerinder, så skulle hun ikke følge hans eksempel og have elskere. Eudoxias elsker blev henrettet på grusom vis - hvilket var Peters specialitet - idet han ofte ligefrem selv deltog i henrettelserne. Noget, der har ført til ret velbegrundede mistanker om sadisme ....

Da det umage pars ældste søn, Aleksej, som Peter heller ikke kunne fordrage, gjorde oprør, piskede han ham egenhændigt til døde. Sønnen efterlod sig imidlertid en lille søn, der senere til blev Peter II (1715-1730), der var vokset op uden sin farfars støtte. Problemet var nok, at han lignede sin far og måske også sin farmor, Eudoxia, der efter sin utroskab var blevet forflyttet til et andet kloster.

Når man tænker på, hvad Peter gjorde ved andre medarbejdere, nære venner og familiemedlemmer, så må man formentlig være glad på Eudoxias vegne. Hun slap dog med livet i behold og fik faktisk senere oprejsning, da hendes sønnesøn, Peter II, fik magten efter sin farfars anden kone, Katharina I (1684-1727), der fulgte sin mand som regent efter hans død. Modsat Eudoxia var Katherina ikke det mindste fornem og havde været køkkenpige, inden zaren kastede sine øjne på hende. En ret forrygende karriere, der sandelig ikke var alle beskåret i det daværende meget klassedelte russiske samfund.  

Efter at være blevet sluppet ud af klosteret lader det til, at Eudoxia fik nogle gode år som den regerende zars farmor.

Befolkningen tog imod hende med jubel, måske fordi de så hende som en lovende forhindelse til den gamle tid før Peter den Store. Dér tog de nu fejl, for efter hendes barnebarn, Peter II, varede det ikke længe, før Peter den Stores og Katherinas datter, Elizabeth (1709-1762), tog magten ...

 

 

Pauline Fourès

En yndig, ung dame, der bestemt ikke virker maskullin. Ikke desto mindre lykkedes det hende at skjule sit køn ved at klæde sig i mandetøj om bord på et skib i 54 dage. Den unge dame, hvis navn var Pauline Fourès (1778–1869), var så forlibt i sin nye, unge ægtemand, den franske kavalerist på orlov, Jean-Noel Fourès, at hun bare måtte med ham, selv om han var på vej til Ægypten med Napoleon kort efter  brylluppet i 1798. Godt gjort, må man sige, for 54 dage er immervæk temmelig lang tid. Inden denne begivenhed havde hun været hattemagerske i Paris, men den flotte fyr i uniform fik hende altså til at glemme alt andet for kærligheden.

Pauline er et virkelig godt eksempel på, hvordan en driftig kvinde kunne skaffe sig et spændende liv for et par hundrede år siden. Efter at have holdt sig i skjul i 54 dage, blev hun afsløret, men Napoleon kunne godt lide hendes dristighed, så der skete hverken hende eller hendes mand noget slemt - altså bortset fra at Napoleon forførte den unge frue .... 

Der er flere versioner af historien om hendes affære med Napoleon, men hvordan det end gik til, at det udviklede sig sådan, så var de begge faktisk nygifte, hun med Jean-Noel Foures og han med Josephine, som han giftede sig med i 1796, og som han ellers virkede helt besat af. At ikke bare han, men også Josephine havde affærer har selvfølgelig ikke gjort det bedre, så måske var Pauline også en del af en hævn. Hvorom alting er så fik han i hvert fald hendes mand sendt væk på en mission, han havde opfundet til lejligheden, idet han for en tid var meget optaget af den forhenværende hattemagerske. Da Jean-Noel opdagede, hvad der foregik bag hans ryg, lod han sig skille fra Pauline.

Affæren mellem Pauline og Napoleon varede kun i den tid, han var i Ægypten. Derefter "gav han hende videre" til Junot, der efter en duel, hvor han blev såret, mistede hende - eller sendte hende videre - til en anden mand. Det slog dog ikke Pauline ud, for hun rejste til Brazilien, hvor hun tjente en formue på skovdrift - forøvrigt iført mandetøj og med en pibe i munden ....

Senere vendte hun tilbage til Paris, hvor hun slog sig ned med sine eksotiske kæledyr, dvs. papegøjer og aber. Kort sagt, en spændende kvinde, der forstod at sno sig i datidens samfund og at få det bedste ud af de muligheder, skæbnen bød hende.

https://www.napoleon.org/en/history-of-the-two-empires/articles/pauline-foures-napoleons-lover/ 

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:The_love_affairs_of_Napoleon_(1909)_(14804189843).jpg 

 

Empati

Når man ser sådan et gravmonument, bliver man umiddelbart rørt, for det drejer sig jo altså om et lille barn, der mistede livet i en meget ung alder. Hans/hendes forældre må have elsket ham/hende højt for at bestille et så flot og sikkert dyrt gravmonument. Det får én til at fornemme deres tab, men det fortæller ikke barnets historie. HVORFOR døde han/hun, HVAD skete der, og HVEM er forældrene? Ved deres valg af gravmonument har de dog vist, at de har ønsket at fortælle om det tab, de har lidt. Monumentet er et budskab til dem, der ser det, idet de forventes at have den empati, der gør dets symbolske værdi forståeligt. Uden empati vil man ikke kunne forstå det eller den situation, det afspejler ....

Et flot og stærkt symbolsk gravmonument: Matthew var åbenbart handicappet og sad i kørestol, men hans efterladte forestiller sig, at han nu er fri for de begrænsninger, hans krop gav ham. Fri som en fugl svæver han opad, hvilket selvfølgelig har en religiøs betydning. Man kan levende forestille sig både Matthews liv og hans forældres sorg, men også store kærlighed til deres søn.

Ikke bare gravmonumenter fortæller en gribende historie om liv og død. Det gør de døde også selv, uden at det dog har været deres hensigt. Monumenterne står for nærtståendes sorg, tolkning og empati, men disse gamle lig fortæller ved selve deres tilstedeværelse om et grufuldt forløb. Her ser man f.eks. en lille familie, der har søgt tilflugt i husets brændovn eller komfur, men i stedet for at redde livet, har de netop mistet det ved denne tilflugt. Man kan levende forestille sig den angst, de har følt for det, der nu har truet dem i deres hverdag. Denne trussel har muligvis været røvere eller krigere fra et andet land, eller også er de bare blevet bange for en indbildt fare.

Her ligger de så, omkommet i deres egen brændeovn, hvor det måske slet ikke var nødvendigt at søge tilflugt. I stedet for at redde livet har de fået en art evigt liv som et billede på almindelige menneskers reaktion på det, de mener er farligt, og det er meget rørende.

https://sirasok.blog.hu/2010/04/16/halottak_a_kemenceben 

 

 

Ét skub for meget

Jonathan Paul Foster var en sød og populær dreng, som alle tilsyneladende kunne lide. Han var 12 år og havde livet foran sig, men endte som et forbrændt lig i en grøft i nærheden af sin mors lejlighed. Først blev hans stedfar mistænkt, da han før havde bortført ham for at lægge pres på hans mor, når hun havde smidt ham ud endnu engang. Da man fandt ud af, at det umuligt kunne være ham, fordi tidsskemaet ikke passede, fik man heldigvis fat i et videobånd fra et overvågningskamera, der viste en kraftig, sort mand, der hældte det ikke-synlige indhold af en bøtte ud i den grøft, hvor Jonathan blev fundet. Bilen, som denne mand kom i, lignede dog den, der tilhørte den kvindelige bokser Mona Yvette Nelson. Foruden at være bokser havde hun forskellige jobs, som bl.a. som svejser og vicevært. 

Mona var ikke ligefrem en bly rose, der aldrig kunne finde på at slå på tæven, for det var faktisk det, hun levede og åndede for. Smæk for skillingen var hendes metode til at skaffe sig status og andet, hun ønskede. 

På et tidspunkt havde hun også bokset imod Muhammad Alis datter, Laila Ali, der her ses med sin nu meget syge far. Jeg formoder, at det har været meget ærefuldt, og at det ikke var alle boksende ladies, der fik den mulighed. (Ligesom sin far var Laila et stortalent og har vundet 24 sejre ud af 24 mulige foruden VM-titlen i super-mellemvægt. Hun er nu ca. 40 år gammel og har stoppet karrieren). 

Dem, der havde set en stor, sort mand på det sted, hvor Jonathans lig blev fundet, må siges at være undskyldt, for hun ligner faktisk en mand, ikke mindst i sine bevægelser. Hvorom alting er, så endte hun med at blive dømt til livstid, men man mangler stadig er motiv: hvorfor bortførte og myrdede hun Jonathan? Havde han generet hende? Nej, aldrig, så der var ikke rigtig nogen grund til drabet. Man har imidlertid den teori, at hun i irritation gav ham et hårdt skub i brystet, og at han døde, fordi et skub fra denne super-stærke kvinde standsede hans hjerte. Bevist er det ikke 100%, men alt i alt peger bevisets stilling på, at det sagtens kan være foregået på den måde ....

https://www.houstonchronicle.com/news/houston-texas/houston/article/Mystery-of-boy-s-death-remains-as-capital-murder-4721855.php 

https://abcnews.go.com/US/mona-nelson-accused-burning-jonathan-foster-shes-monster/story?id=12514556