lørdag den 5. september 2020

Eudoxia - når hjerterne IKKE slår i takt

Eudoxia (1669-1731) var ud af god, russisk familie, hvilket man dengang mente var vigtigt, da hun blev valgt som kone for zar Peter I (: Peter den Store: 1672-1725). De fik tre sønner, men ægteskabet blev ikke lykkeligt, og man får uvilkårligt ondt af den stakkels, unge kvinde, der efter ni års samliv med Peter blev sendt i kloster. Om der var følelser fra hendes side, ved man ikke rigtigt, selv om hun sendte ham flere breve med kærlighedserklæringer, men han havde fra første øjeblik afskyet hende. Noget af det han havde imod hende var, at hun med sin konservative indstilling stod for alt det, han ønskede at lave om i Rusland. Efter 17 år i klosteret tog hun sig en elsker, men ham gik det meget ilde, da Peter opdagede deres affære. Selv om han ikke selv ville have hende og faktisk havde adskillige elskerinder, så skulle hun ikke følge hans eksempel og have elskere. Eudoxias elsker blev henrettet på grusom vis - hvilket var Peters specialitet - idet han ofte ligefrem selv deltog i henrettelserne. Noget, der har ført til ret velbegrundede mistanker om sadisme ....

Da det umage pars ældste søn, Aleksej, som Peter heller ikke kunne fordrage, gjorde oprør, piskede han ham egenhændigt til døde. Sønnen efterlod sig imidlertid en lille søn, der senere til blev Peter II (1715-1730), der var vokset op uden sin farfars støtte. Problemet var nok, at han lignede sin far og måske også sin farmor, Eudoxia, der efter sin utroskab var blevet forflyttet til et andet kloster.

Når man tænker på, hvad Peter gjorde ved andre medarbejdere, nære venner og familiemedlemmer, så må man formentlig være glad på Eudoxias vegne. Hun slap dog med livet i behold og fik faktisk senere oprejsning, da hendes sønnesøn, Peter II, fik magten efter sin farfars anden kone, Katharina I (1684-1727), der fulgte sin mand som regent efter hans død. Modsat Eudoxia var Katherina ikke det mindste fornem og havde været køkkenpige, inden zaren kastede sine øjne på hende. En ret forrygende karriere, der sandelig ikke var alle beskåret i det daværende meget klassedelte russiske samfund.  

Efter at være blevet sluppet ud af klosteret lader det til, at Eudoxia fik nogle gode år som den regerende zars farmor.

Befolkningen tog imod hende med jubel, måske fordi de så hende som en lovende forhindelse til den gamle tid før Peter den Store. Dér tog de nu fejl, for efter hendes barnebarn, Peter II, varede det ikke længe, før Peter den Stores og Katherinas datter, Elizabeth (1709-1762), tog magten ...


 

 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar