onsdag den 9. september 2020

Grace Hopper - matematiker, sømand og computer-geni

 

Grace Brewster Murray Hopper (née Murray) blev født i 1906 og døde i 1992, hædret om end ikke filmstjerne-berømt, for hendes indsats foregik på et andet plan end i celluloidets verden: hun var et computer-geni, der skabte mange nødvendige dele af den tidlige udvikling inden for dette felt. Desuden havde hun en akademisk grad i matematik og underviste på Vassar College. 

Under Anden Verdenskrig havde hun forsøgt at blive optaget i Søværnet, men blev afvist, angiveligt fordi hun på det tidspunkt var 34 år, men så blev hun i stedet knyttet til reserven, hvor hun fik en høj rang, faktik noget der svarer til admiral. 

Hendes karriere som computer-ekspert begyndte for alvor i 1944, idet hun bl.a. arbejdede på at skabe et sprog, der blev forstået af computeren. Da jeg ikke er nogen ørn til computere, vil jeg undlade at rode mig ud i en nærmere redegørelse for hendes bedrifter på dette felt. Jeg kan dog sige, at hun ialt modtog godt 40 hædersbevisninger for sin indsats. Samtidig med arbejdet med computere var hun det meste af tiden stadig tilknyttet Søværnet.

En lille pudsig anekdote omkring hende og hendes arbejde en sen nattetime: pludselig ville den computer, hun arbejdede med ikke, som hun ville. Gode råd var dyre, for umiddelbart var der ingen forklaring på dens modvilje imod at følge hendes ordrer. Så blev det imidlertid opdaget, at det, der skabte problemerne, var en natsværmer, der havde forvildet sig ind i maskineriet. Da den blev fjernet, førte hændelsen til skabelsen af et nyt computer-ord, som selv jeg kender: debugging = fjernelse af "insekt" ....

 

 


 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar