søndag den 27. september 2020

Held og lykke


HAPS!!!!! Heldet er sikret - eller???? Næppe, hvis jeg kender heldet, og det gør jeg, eftersom jeg kender dets tvillingbror, uheldet, der har det med at dukke op uindbudt i mit liv den ene gang efter den anden ....

Et eksperiment gennem flere år har vist, at personer, der ser sig selv som heldige, opfører sig anderledes end dem, der mener, at de er uheldige. Det svarer vel nogenlunde til nogle optimisters opfattelse af, at glasset skam er halvfyldt i stedet for halvtomt, men er det noget, man træffer beslutning om, eller er det bare sådan? Hvad med den konkrete sandhed, er den bare en illusion?????? Er det noget med brøkdele af millimetermål for at afgøre, om man er den heldige indehaver af et halvfyldt glas, eller om man er den (garanteret smaddersure) person, der nærmest ser sit glas som tomt, selv om der stadig er lidt i????

Dette billede tolker jeg sådan, at man ikke selv har blik for heldet og lykken, selv om man vader rundt i den: man ser ikke skoven for bare træer. Spørgsmålet er dog, om det, vi kalder held og lykke, bare er noget med en fortolkning? Den side af sagen er faktisk meget forvirrende, for jeg er da godt klar over, at det, nogen anser for rædselsfuldt, vil forekomme andre helt igennem acceptabelt, ja, måske ligefrem heldigt.

Det er nemt nok at sige, man vil være mere optimistisk fremover, hvis alt går i skuddermudder, eller hvis man ikke ser nogen vej ud af en dårlig situation. Hvis man hopper glad og fro rundt i alle murbrokkerne af ens drømme-hus, der er blevet jævnet med jorden af en eller anden naturkatsstrofe, så vil jeg sige, at det er rablet for vedkommende. Ikke desto mindre er der eksempler på, at det lykkes nogen at bevare roen, optimismen og OK-følelsen, fordi de ikke har tid til at være arrige eller nedbøjede af modgang og slemme begivenheder: "Have a nice cup of tea ...."

Umiddelbart vil jeg tro, at hun er en født overlever, og sådan er hun bare af natur. Koppen med te er sikkert også mindst halvfuld for hende, hvor vi andre ser, at den tydeligvis nærmest er tom, foruden kold og tynd ....

 


 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar