mandag den 14. september 2020

Onan - når sæden spildes

 

Dette ligner et ordinært kærligheds-sceneri med en forførerisk kvinde og en let-at-forføre-mand, men selv om det første er rigtigt, så er det sidste forkert. Manden er ikke engang nysgerrig eller "ude på noget", bortset fra at slippe afsted med dyden i behold. Scenen refererer til Første Mosebog fra Det Gamle Testamente, 38:8–10, og det erotisk ladede billede handler om Onan, der blev beordret til at gå i seng med sin afdøde brors kone for at give han afkom. Nu ved vi jo, at de gamle Bibel-gutter gik meget op i slægtens bevarelse, hvilket jo altså kræver, at der bliver avlet børn (og helst drenge). Man må sige, at de havde en meget jordnær opfattelse af det, vi senere har talt om som romantik, og de vidste udmærket, at børn skabes af sæd. Ægget tror jeg ikke, de havde noget begreb om, men sæden fik nærmest status som noget helligt, der derfor ikke måtte gå til spilde.


Onan havde dog sine egne ideer, og det med at avle børn med sin svigerinde huede ham ikke, for så ville disse eventuelle børn jo ikke regnes for hans, men hans brors. Hvad gjorde han så, for at komme ud af kniben? Jo, han opfandt (?) det afbrudte samleje, idet han afleverede sin sæd uden for svigerindens vagina. Genialt, eller hva'? Nej, ikke ifølge de gamle Bibel-folk, for ved at trække sig tilbage, men udgyde sæden, spildte han jo disse "hellige dråber", og det var ifølge deres begreber en alvorlig forsyndelse imod Jahve. 


                        Gamle Jahve var lidt speciel, men ham skulle man ikke lægge sig ud med 

I Det Gamle Testamente er omskæring af drengebørn først og fremmest et tegn på pagten mellem Jahve og det udvalgte folk - dvs. jøderne - og i Første Mosebog, kapitel 17,11-13, befaler Jahve Abraham at sørge for, at alle mænd og drenge i hans nærmeste hus omskære. Desuden skal omskærelse otte dage efter fødslen nu være en fast tradition for alle hans efterkommere. Ikke nok med det, men en uomskåret mand skal dræbes (17,14). Uomskårne mænd fra andre folkeslag hånes eller forfølges.

Jahve er jo altså en meget streng gud, og på et tidspunkt anngriber han Moses (Anden Mosebog, 4) midt om natten. Situationen reddes imidlertid af Sippora, der er gift med Moses, for hun omskærer egenhændigt deres søn med en flintekniv (!!!!!!) og berører enten sin mands eller sin søns kønsdele med den blodige forhud med ordene "Du er min blodbrudgom" (4,25). Hvad det går ud på, er der vist ingen, der ved, men det behager altså den vrede Jahve, så han alligevel ikke gør Moses fortræd. Alt i alt en ret forbløffende fortælling, men dem er Biblen jo altså fuld af, ikke mindst når det gælder forhuder, omskæring og hellige pagter ....

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar