fredag den 11. september 2020

Krops-fy-fy

Lise-Lotte Norup i filmen, her dog forholdsvis tækkelig

En i sin tid kendt, dansk skuespillerinde, Lise-Lotte Norup, har fortalt om det helvede, hun befandt sig i gennem tyve år, fordi der cirkulerede nogle nøgenbilleder af hende rundt omkring. Billederne var stills fra en film, der blev optaget i 1974, nemlig dramafilmen "Rapportpigen". Hun har udtalt følgende: "Jeg fik skrevet ind i min kontrakt, at de billeder ikke måtte bruges andre steder, og jeg havde endda fået en advokat indover." Så skulle den prut være slået, men nej, film-folkene lækkede - eller solgte - åbenbart  billederne af hende til forskellige mandeblade, og hun hørte konstant om dem og deres selvstændige liv som porno-billeder. Ikke rart for en kvinder, der håber på en karriere som seriøs skuespiller. At de slemme skurke kunne smutte uden om advokater og andet, forstår jeg dog ikke, for den slags plejer forretningsfolk altså at have respekt for.

Problemstillingen omkring Lise-Lotte Norup viser imidlertid noget interessant omkring vore forestillinger om de intime dele af kroppen og deres status som "os". Al den ståhej om organer, der endelig skal dækkes til, er latterlig, da vi alle har dem. At de skal "bag lås og slå" er et levn fra en fortid, hvor selv en ankel blev anset for fræk og sexet på en aldeles uhørt facon. Således husker jeg med undren - og hovedrysten - beretningen om en af Karen Blixens tanter, der angiveligt landede en rig ægtemand, fordi han ved et uheld (??!!!!!!) var kommet til at se hendes ankler, da hun stod på en trappestige. "HMMMMMMMMMMM!" siger jeg bare ....

For nogle folkeslag er ikke kønsorganerne, men hovedet eller håret yderst intimt. Kun Gud - og ens ægtefælle - må se disse legemsområder! Det kan vi grine ad, men de morer sig til gengæld over vores hysteri omkring andre områder af kroppen. 

Sagen er imidlertid den, at en fremvisning af "det forbudte" område også regnes for en mangel på selvrespekt. Det er nok det, der får Lise-Lotte Norup til at reagere med sine efter mine begreber overdrevne udtalelser om et "tyveårigt helvede". Hvordan man end vender og drejer det, så er/var porno altså en vare på linie med alle andre varer, og det var groft, at hendes billeder blev solgt til mandeblade uden hendes accept, men så slemt var det nu altså heller ikke, medmindre hun helt har distanceret sig fra sin krop ....

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar