Søskende er altså ikke altid til at stole på. Den troskyldige (yngre??) bror, der tror på sin træske (store-???)brors påstand, lægger sig i hvert fald tæt op ad et møgfald, for vil hans mor tro ham, når han forsikrer hende, at det er hendes
anden søn - båret under stort besvær og født med smerte, som man siger, sådan at
han nu står i evig gæld til hende - der har forledt ham til at kalde hende en "tæve", "luder" og lignende, ikke på fransk, men på engelsk? Det vil hun næppe, for hun er selvfølgelig sprogkyndig. Desuden: ingen af de to unge mænd burde overhovedet få den slags lyster, men handlingen er dog kun indirekte vendt imod deres fælles mor, da den i virkeligheden først og fremmest sigter på at få den ene bror i fedtefadet. Broderjalousi, hvis ikke jeg tager meget fejl, og som historien med Kain og Abel har afsløret, så er det en af de værste former for jalousi, der findes. Alt sammen fordi de stridende ikke begge kan være mors yndlings-barn ....
Det kan den unge mand have ret i, men på den anden side, så undgår man da den daglige omgang med individer, der måske ikke altid så ens ankomst i familien som en glædelig begivenhed. Søskende er en chance, men det er så sandelig også et chance-rytteri, hvor man ikke altid får noget godt ud af det.
Fristende, men strengt forbud!
Det opløftende ved søskende-systemet er, at man kan starte med afsky og jalousi og ende med kærlighed og accept. Selvfølgelig sker det ikke altid, men det er ikke umuligt, og de fleste opretholder vel en form for neutral tolerance, der gør, at man genkender en søskende som én, der hører én til, men måske ikke er ens nærmeste hjerteven. Efter min mening har sådan et forhold også værdi og bør værdsættes ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar