Super-nært forhold til kæledyret

Sådan set ret hyggeligt, meeen ..... Ja, her tror jeg nu nok, at jeg ville trække grænsen, selv om det da er smigrende, at kattene er så glade for deres menneske, at de ikke slipper ham af syne, ligegyldigt hvad han foretager sig. Da jeg engang passede en vens kat, skete det tit, at jeg vågnede op til en "snurren" og "brummen", jeg ikke var vant til. Noget, der skyldtes, at katten fandt det hyggeligt at dele pude med mig. Mægtig smigrende, men ikke særlg godt, da det kære dyr altså forstyrrede min nattesøvn ....

Afgjort alt for meget nærkontakt!

Når man taler om "nære forhold", så mener man selvfølgelig ikke altid noget fysisk. Godt for på det punkt er der og bør der være grænser, og de skal overholdes. Om en hund føler sig misbrugt som terapihund kommer vel an på omstændighederne. For det første forstår den jo ikke alt, der siges, (selv om det somme tider kan virke sådan), og den forventes heller ikke at stille med råd og dåd. Nej, i det sammenhæng er den ikke andet end et par tålmodige ører og venlige øjne, men det kan være meget værd for den, der møder den.

 

En venlig sjæl med eller uden fire ben kan udvirke underværker for folk, der trænger til medfølelse og opmuntring, men vi skal ikke forlange mere af dyr, end det er godt for dem at give os.