Selvovervurdering, humor og identiteter

er altså den bedste forklaring på et fænomen som selvovervurdering, jeg har set. Om den er helt rigtig videnskabeligt set, ved jeg ikke, men det skulle ikke undre mig, om der er et sammenhæng af en eller anden art ....

Jeg tror, at ham spejl-kysseren får brug for lægehjælp oven på denne ytring, for Barbara ser måske nok sød og fredelig ud, men medmindre hun er helt igennem uden selvovervurdering, forfængelighed og den slags, så kan hun sikkert blive MEGET fornærmet og måske også hævngerrig ....

 

I virkeligheden ligner katten måske snarere en mus

Noget af det, jeg kan lide ved visse, men ikke alle maleres selvportrætter, er deres mangel på forskønnelse. Her tænker jeg især på Van Gogh og Rembrandt, der - med pensel i hånd - ville kunne male selvportrætter, der slog benene væk under vor tids skønheds-dyrkere. 

 

Det gjorde de ikke og gudskelov for det, da de portrætter, de selv har skabt, viser noget andet om dem end nogle medfødte træk, der regnes for "smukke". Eller sagt på en anden måde: de spejler dem, som de er og ikke kun, som de ser ud ....

Nu om stunder skaber fotografisk fremstilling af en forfængelig person nogle etiske problemer, for skal man finde sig i de afslørende portrætter, eller skal man protestere? Jeg mener, man er i sin gode ret til at protestere, men det får ofte et komisk anstrøg, for forfængelighed er ikke rigtig anerkendt som egenskab, selv om alle såmænd har den i et vist omfang ....

 

Ualmindelig dumt, men samtidig meget forståeligt, at denne mandsperson ikke vil acceptere et dårligt billede af den person, han elsker højest. (Jeg har det selv sådan med et par billeder af mig med en uheldig frisure, som kun få derfor har set ....)

                                     Det har hun da sikkert - og det har han formentlig også ....

Vi er jo alle Nr. 1 i vores eget liv, og det er faktisk en mærkelig tanke, at ikke alt er centreret omkring os. Når man ser bunker af knogler fra gamle grave, så er det virkelig svært at forestille sig, at hver enkelt af disse døde mennesker har set på sig selv, ligesom vi ser på os. Også de var Nr. 1 i et nu forlængst glemt liv, og det føles meget mærkeligt, når de anonyme knogler pludselig udstyres med en identitet, fordi man finder ud af, hvem han/hun var. Det identitetsløse kan også være et meget stærkt budskab til os, men uden et ægte navn og en sand skæbne bliver sådanne lig misbrugt af os som symboler og ikke som hovedpersoner i de liv, de havde.

En kropsdel, der udmærker sig ved at være anonym. Ingen ved, hvem den tilhørte, og præcis hvordan den havnede dér, men den er alligevel et markant vidnesbyrd om et liv, der var engang. Man kan gætte på et forløb af gruopvækkende art, og så er det måske i virkeligheden meget værre. En eller anden led meget og blev udsat for en nedværdigelse uden lige, men vedkommende er - i bogstaveligste forstand - gået op i røg ....