Stakkels Vincent

 

Manden var genial, ingen tvivl om det, og det trækker ikke fra i bedømmelsen af ham, at han var en af klatmaleren Hitlers yndlingsaversioner, fordi han ikke "malede virkeligheden, som den var". Endnu et af utallige områder, hvor jeg og Grimme Adolph er totalt uenige. Vincent Van Gogh så mere i virkeligheden end bare de former og linjer, som klatmalere ser. Eller sagt på en anden måde: han så om bag ved virkeligheden og belyste den, så den afslørede mere om sig selv end blot nogle mere eller mindre tilfældige former.

Med til kærligheden til ham som kunstner hører også den viden, vi har om ham som menneske. Man føler uvilkårligt med ham på grund af hans vanskelige liv som en psykisk ustabil, men alligevel enormt produktiv maler, der skabte og skabte uden nogen form for kommerciel succes. Han solgte bare ét eneste maleri i sin levetid, hvilket må have gjort det meget svært for ham at opretholde entusiasmen for den kunst han dyrkede på så imponerende vis. Flere gange blev han tilmed indlagt på psykiatriske afdelinger. Ikke nok med det, men han endte også livet på en måde, der er blevet udlagt som et meget forståeligt selvmord, når nu han var så plaget, som han tydeligvis var. (Hans kunstneriske gengivelse af dyb fortvivlelse viser en anden, men kunne sådan set godt gælde ham selv).

Ingen betvivlede for alvor opfattelsen af, at kunstneren den 27 juli 1890 skød sig selv, hvilket førte til hans død to dage senere, dvs, inden bogen "Van Gogh: The Life" af de to Pullitzer-vindere Gregory White Smith og Stephen Naifeh udkom i 2011. Da det skete, delte kunstverdenen sig i to dele, for hvordan kunne disse to forfattere påstå, at den deprimerede og skuffede maler Van Gogh ikke begik  selvmord, når det dog var så indlysende, at han havde al mulig grund til det? Fordi selvmordet var en del af Van Gogh-myten var det svært for mange at overhovedet tage mord-teorien alvorligt.

Sagen er dog den, at hvor Vincent tog af sted med sit staffeli og pensler om morgenen den 27. juli, så kom han vaklende og blødende tomhændet hjem, og man har aldrig fundet disse remedier. Hvad man heller ikke har fundet er den revolver, der affyrede det dødbringende skud. Desuden befandt skuddet sig ikke i brystet eller hovedet, men i maven, hvilket forlænger dødsprocessen og er meget smertefuldt. Hvis han havde revolveren og ønskede at begå selvmord, hvorfor skød han sig så ikke en gang mere og denne gang på en mere effektiv måde?

Noget andet - og ret afgørende - er, at gennemlæsninger af politirapporten i forbindelse med dødsfaldet afslører, at kunstneren jo altså ikke skød sig i brystet, sådan som det ellers hed sig, og at vinklen på skuddet ikke passede med sårets placering for et skud tæt på. Desuden havde han ikke noget krudtslam på hænderne, hvilket han ville have fået, hvis han selv havde affyret skuddet.

Han blev spurgt om, hvordan han var blevet skudt og havde så sagt, det var et selvmord, men man mener, at han i virkeligheden kan have dækket over sin morder, nemlig den 16-årige René Secretan, der sammen med sin bror havde for vane at drille den syge og forsvarsløse mand, der vel nok blev opfattet som en original op egnen. Sådan et let bytte har været en alt for stor fristelse for brødrene, der var kendt som et par bøller. René havde desuden altid en gammel revolver på sig, der såmænd også kan have affyret er vådeskud, der ikke egentlig var ment som et morder-projektil, men som blev det. Brødrenes drillerier gik som regel ud på at tirre Vincent til raseri, hvilket de syntes var mægtig sjovt, men som må have forøget kunstnerens plager betydeligt. Hans bror lod forstå, at Vincent ønskede at dø, men han kan have valgt at tie om det fatale skud for at skåne de to bøller og deres pæne familie. Hvis jeg selv skal bedømme sagen, så tror jeg faktisk, at Vincent blev skudt af Secretan-brødrene, men 100% sikker er jeg nu ikke ....

 

https://phulme.wordpress.com/tag/rene-secretan/ 

 

https://www.washingtontimes.com/topics/rene-secretan/  

https://www.crimeandinvestigation.co.uk/article/was-van-gogh-murdered

 

http://www.artcuriouspodcast.com/episode-transcripts/2017/8/1/transcript-artcurious-episode-2 

 

https://scribol.com/art-and-design/van-goghs-final-work-unlocked-clue-last-days/7/

 

https://www.washingtontimes.com/news/2011/oct/17/museum-unconvinced-new-van-gogh-death-theory/ 

 

Spøgen, der blev til alvor

Susanna M. Salter (1860-1961) voksede op i 1860'ernes Kansas, der regnes for overordentlig konservativt. Ikke desto mindre blev både hun og staten berømte for noget særdeles kontroversielt: den på det tidspunkt 27-årige kvinde blev valgt som den første kvindelige borgmester i USA. Valget af hende var tilmed uventet for hende selv, da hun ikke engang vidste, at hun, der var datter af en tidligere borgmester, var blevet opstillet som kandidat til den fornemme post i 1887. Faktisk var det en flok drillelystne og kvindefjendske mænd, der havde besluttet sig for at ydmyge hende med et sviende nederlag, idet de meldte hende til som kandidat uden hendes vidende. Dé tog dog fejl, for hun blev valgt med et stort flertal. Det, der var tænkt som en ydmygelse, ramte "spasmagerne" som en boomerang uden at skade deres udvalgte offer.

Denne vittighed illustrerer meget godt holdningen til kvindens frigørelse. Både mand og kone fremstilles som nogen, der er havnet i unaturlige situationer, nemlig fordi de tilsyneladende har "byttet" roller. Susanna M. Salters utilsigtede sejr fik også udenlandske journalister til at interessere sig for dette nymodens fænomen: en kvindelig borgmester! Typisk nok skrev de dog mest om hendes tøj og adfærd, idet de gik meget op i, om hun nu også var "ladylike".

Her ses Susanna med sin mand, Lewis Salter, som hun også havde et par børn med. Meget af hendes tid gik iøvrigt med arbejdet i den lokale Woman's Christian Temperance Union, der var noget, hun brændte for, hvilket nok var en af grundene til, at de frække mænd ønskede at drille hende med hendes ufrivillige opstilling.  

 

https://www.kmuw.org/post/could-small-town-kansas-woman-be-new-10-bill 

 

http://www.blush.me/positive-stories/usas-first-female-mayor-was-nominated-as-a-prank-she-ended-up-winning-with-over-60-votes 

 

Fattige "millionærer"

Den Amerikanske Drøm handler ikke bare om det hvide stakit, men først og fremmest om befrielsen for økonomiske problemer. "Lykkelige amerikanere" har ikke bare nok, men overflod, så de kan betale sig til alt det, de ønsker som f.eks. en arbejdsfri tilværelse, forskellige former for service, en flot kone, biler, huse, smykker, rejser, osv., osv.. Det er lykken og det føles godt og trygt, når det er inden for rækkevidde, fordi man ligesom er sine rigdomme. 

Problemet er bare, at nok har USA en masse millionærer, men der er sandelig også mange fattige, der realistisk set aldrig får chancen for at få de nødvendige midler til at opretholde en tålelig tilværelse. De hutler sig igennem ved småjobs eller kriminalitet, men holder sig psykisk oppe ved at drømme om de millioner, de selvfølgelig får på et eller anden tidspunkt et sted ude i fremtiden. Trist nok lader det til, at mange i denne situation opfatter sig selv som midlertidigt fattige, selv om sandheden er, at de bliver fattigere og fattigere, efterhånden som de bliver ældre. Gamle, skrøbelige mennesker kan nu engang ikke bestride mange af de jobs, der holder de unge, forhutlede i live ...

Dagdrømme er herlige, men kun indtil et vist punkt, hvor de forvandles til undergravende forestillinger, der tager realiteten ud af tilværelsen. Ikke desto mindre er det sandt, at der bliver flere og flere millionærer, men selv om der er mange i den vestlige verden, så befinder rigtig mange sig nu i Asien: Global Wealth Consulting Group (BCG). I følge denne ikke-opdaterede rapport, (dvs. ikke fra 2020) siger også, at 41 % af verdens private formuer er ejet af millionærer, og at der bliver flere og flere af dem. Man kan så spørge sig selv om, hvordan de har fået disse penge, og om de klamrer sig til dem, samtidig med at de underbetaler eventuelle medarbejdere. En anden sandhed er nemlig, at selv med flere jobs kan det være svært for en gennemsnits-amerikaner at klare til dagen og vejen ....

I Vesteuropa og USA er den gruppe, der oplever den største stigning i formuen, faktisk de ultrarige, Denne gruppe kaldes også UHNW, og den består af mennesker med en privat formue på over 100 millioner dollar. I Vesteuropa vil den gruppe vokse med 13 procent årligt frem til 2019, og det samme tal er 12 procent for USA: den største stigning vil milliardærerne stå for. Hvis Per Fattigmand bygger sin tilværelse på drømme om de rigdomme, som disse mennesker har, så får han et elendigt og frustreret liv, for nok kan man få mange penge, f.eks. ved lotterier, men det er bare ikke noget, der sker for ret mange. Efter min mening er Den Amerikanske Drøm faktisk med til at fastholde befolkningen i og uden for USA i fattigdom, fordi de ikke sætter ind over for et system, der undertrykker lønmodtagerne ....

 

 

https://www.berlingske.dk/business/her-bor-verdens-millionaerer 

 

Børn, renlighed og meget mærkelige overleveringer

Sådan en lille prut-maskine kan få leveret store portioner af både det ene og det andet på bare én dag. Derfor undrer jeg mig over beretninger om, hvordan man ikke vaskede børn fra om efteråret til engang i foråret, fordi de var syet ind i deres tøj. Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre - og hvis det kun er en (sejlivet) myte, hvor kom den så fra? Man skulle tro, at et barn under alle omstændigheder vokser for hurtigt til at kunne passe det samme tøj gennem så mange måneder, så alene det burde have sat en stopper for denne sære historie. Død er den dog ikke, selv om flere har protesteret imod dens mangel på logik. Så vidt jeg ved, er der ingen eksempler på denne skik på dansk grund, men den lever mærkeligt nok stadig i England, selv om der dog er sat spørgsmålstegn ved den i nyere tid. Gad vide, om man nogen sinde finder ud af, hvad den gik ud på, hvor den opstod og især dens sandhedsværdi. Det sidste tvivler jeg på, at man vil se bevist, meeen ....

 

 

 

 

 

 

 

 

sewing in children in their winter clothes.

“However, in some North country villages, washing the children in the winter months was unheard of because they were sewn into their clothes from autumn until spring:”

"They used to sew their children in during the autumn. They had a sewing-in day. They sewed them into their clothes and left them there till spring. They were sewn in for warmth. They thought they would die of cold otherwise. With only enough freedom left to answer the calls of nature, the sewn-up children soon smelt very distinctive:

"They were filthy. That was nothing in those days. You had to be quite strong minded to go into the houses because they rather smelt, although they were so clean on the outside, they scrubbed their steps and whitened the edges."

“Its probably fair to conclude that only the fittest survived a country babyhood, and consequently most grew into strong children able to tolerate the usual childhood complaints of measles and chicken pox. Children were regularly dosed with cod liver oil, Virol, brimstone and treacle, and malt. There was goose grease for a bad chest, Easterledge pudding in spring to clear the blood and dozens of old remedies for every ailment. Just occasionally, a small town would suffer the tragic consequences of something like a polio outbreak:”

 

Fedlingen MM

Var Marilyn Monroe ikke nær så smuk, som hun var "fed og lasket"? Måske hun slet ikke var smuk?!!! Jeg kender faktisk én, der nu er død, men som har mødt hende i virkelighedens verden. De tilbragte tid sammen, så hun havde rig lejlighed til at se hende an. Hendes "dom" var, at hun var køn, men ikke så smuk som på film. Noget, man vel heller ikke har forventet, for gælder det ikke alle/de fleste film-divaer? Det tror jeg faktisk.

Hvad så hun selv? Hvis hun så sig i spejlet på samme måde som de fleste af os, så har hun uvilkårligt fokuseret på det, der betød mest for hendes selvbillede, hvad enten det var noget godt eller dårligt i almindelig forstand. Har man en stor, saftig bums midt på næsen, så er det sørme svært at få øje på mundens pæne amorbue, hårets flotte flad eller øjnenes smukke farve og glans. Sådan har hun sikkert også haft det, og hvad så hun så, og lod hun sig påvirke negativt af det?

På dette fotografi er hun afgjort både yngre og slankere end på det øverste billede. Hun ser desuden frisk og glad ud, medens det øverste billede udstråler en vemod, der er forstemmende. En ting er at blive udråbt til en af århundredets smukkeste kvinder, noget andet at føle sig som sådan, og det øverste billede viser simpelthen ikke en livsglæde, som man ville forvente af en berømthed som hende. For mig er det tydeligt, at hun befandt sig på et livsstadium, hvor hun ikke følte sig godt tilpas og/eller smuk. Det interessante for andre er imidlertid, at hun - kvabset eller ej - bestemt blev opfattet som det, man forventede af hende, nemlig smuk. 

OK, en køn, sund, ung kvinde, men nu ikke super-smuk efter nutidens begreber. Denne "American Venus" vil nok blive betragtet som velskabt, men lige lovlig buttet. Den kvinde, der nu for tiden regnes for "verdens smukkeste", nemlig supermodellen Bella Hadid, ser da også helt anderledes ud, hvilket for mig at se afslører, hvor ubrugelige de vekslende skønheds-angivelser er. De er ikke objektive, for de er ikke andet end en mode-trend, som ingen  bør lade sig tyrannisere af. Ikke desto mindre er det lige præcis det, mange kvinder gør, og det er meget, meget trist.

Jeg vil dog sige, at Bella Hadid er meget smuk med sine Elizabeth Taylor-farver og de klassiske ansigtstræk. Det er godt for hende som model, men som skønhedsideal for hendes jævnaldrende er det ubrugeligt, og det bør man holde fast i for ikke at lade sig tromle ned af uopnåelige og dybest set ligegyldige idealer.

https://economictimes.indiatimes.com/news/international/world-news/science-says-this-is-the-most-beautiful-woman-in-the-world/the-perfect-face/slideshow/71630390.cms

 

 

Historiens usynlige masser

 

Guldhornene var to horn fra jernalderen, der begge blev fundet på en mark ved Gallehus nær Møgeltønder i Slesvig, men ikke samtidig. De blev et dansk nationalsymbol i 1800-tallet, og som sådanne blev de en vigtig del af den danske nationalromantik. Derfor var der stor sorg, da de blev stjålet og omsmeltet i 1802. I dag har vi kun kopier af dem efter datidige tegninger, der dog senere er blevet revideret og nu formentlig er mere korrekte.Tvivlen vil dog nok altid være der, for man kan jo ikke spørge den kunstner, der oprindelig skabte dem, og sådan er det med de allerfleste minder fra fortiden. Historien opgøres måske nok i konger, krige og idehistoriske udviklinger, men det gør ikke disse anonyme menneskers bedrifter mindre. Der kan være tale om stor kunst eller beundringsværdige apparater, men deres skabere er og bliver anonyme. De forsvinder i folke-havet, men altså ikke uden at sætte sig vigtige spor ....

Hvordan lever disse anonyme menneskers faglige bedrifter så videre? Tjah, beviserne kan f.eks. findes på en mark, som det skete med guldhornene, men der er også billeder af flere af tingene Her har vi f.eks. en hjulplov, der er gengivet på et kalkmaleri i Hald Kirke. Denne plov var på sin vis genial - og meget, meget gammel. Faktisk mener man, at den går helt tilbage til sådan ca. år 200 efter Kristi fødsel, men den kan være endnu ældre. Lige fra begyndelsen - og op igennem århundrederne - spillede den en stor rolle for landbruget, da den kunne vende jorden. Derfor blev den den mest anvendte plovtype frem til samme tid, som guldhornene blev fundet. 

Vikingskibene kender man fra vikingernes "bedrifter" udenlands, men hvem skabte dem??? Netop sådan noget som skibsbygning viser en utrolig snilde, der burde have bevaret skabernes navne for eftertiden, men det er altså ikke sket. Det samme gælder arkitektur, men inden for det område har vi dog navne på nogle af de store bygmestre.

Uha-da-da, hele fem henrettede konger på rad og række! Jeg ved ikke, hvem de hængte er, eller hvorfor de blev henrettet, men jeg er nu også mere interesseret i stigen og galgerne. Fremstillingen af dem må have krævet en vis ekspertise, og hvem havde det? Snedkere? Højst sandsynligt, men hvem fandt dog på at bygge den første stige: to lige bjælker, der krydses af et vist antal trin - genialt, også for os i nutiden!!!

Smedekunst, der skal leve op til husmoderens forventninger til det værktøj, hun skal bruge i sin daglige dont. Det må have krævet samarbejde samt en stor husmor-ekspertise for at lykkes.

Køkkenredskaber, der er beregnet til kvindens arbejdsplads, køkkenet. Hver og et af disse redskaber har bygget på erfaringer, som kvinder har gjort og derpå videregivet til forskellige fagmænd. Alle sammen - både husmødre og fagmænd - var anonyme, men derfor eksisterede de alligevel, hvilket deres remedier er beviser på.

 

https://sciencenorway.no/archeology-forskningno-norway/a-viking-blacksmith-buried-with-his-tools/1412894 

 

http://www.kulturarv.dk/1001fortaellinger/da_DK/vimose 

 

 

 

 

Vinteren nærmer sig, også for bogelskere

 

Skal vi "samle i lade", også når det gælder litteratur? Mange af os har sikkert allerede en masse bøger, som de endnu ikke har fået læst. Jeg har i hvert fald - foruden alle dem, jeg har læst, men egentlig gerne ville læse igen. Det skyldes ikke bare, at de er gode, men at jeg - trist nok - har glemt vigtige detaljer. 

"Stolthed og Fordom" af Jane Austen er en skøn bog, også som kage. Jeg har dog opdaget, at filmatiseringerne af værket på en eller anden måde har fortrængt erindringen om visse centrale partier fra min hukommelse. Jeg læser om Darcy, og hvad dukker der op i mine tanker: Colin Firth, der ret beset også er meget dejlig, men alligevel ....

Den samme mekanisme gælder også andre bøger, hvilket er uretfærdigt over for forfatterne. Nok mener/frygter jeg, at ordet har tabt til billedet i disse år, men jeg ønsker da ikke selv at være en del af dette system. Jeg mener virkelig, at ordet stadig bør æres af både ord-skabere og ord-konsumenter, spørgsmålet er bare hvordan, når markedet på den ene side er oversvømmet af bøger, på den anden ikke virker stabilt. 

Masser af gode, holdbare klassikere, som man ikke bør springe over, "bare" fordi de er af ældre dato. 

Ja, ord er ikke bare våben imod omverdenen, men også imod ens egen åndelige inerti. Med den som fjende er man simpelthen nødt til at træne sin bevidsthed med ord, der såmænd kan være dannet af billeder, sådan at der alligevel skabes en forbindelse mellem disse to kunstigt skabte modsætninger ....