torsdag den 15. oktober 2020

Pigen med slange-håret

 

Der er planer om at opstille en statue af en smuk, nøgen kvinde med et afhugget mande-hoved i den ene hånd i Collect Pond Park i New York. Noget, der allerede nu regnes for meget kontroversielt, men ikke på  grund af hendes nøgenhed, selv om den afgjort kan forarge nogle af de puritanske amerikanere. Næh, det er selve motivet, der ryster nogle, for kvinden er en omvendt fortolkning af en klassisk figur, nemlig Medusa, der får hovedet skåret af, da helten Perseus vil bruge det som våben i en kamp. En handling, der altså først nu tolkes som det, det er: et skammeligt overgreb imod en kvinde fra en mands side. Hovedet, som den nye statue har i hånden, tilhører selvfølgelig denne berømte helt, sådan at det i den nye tolkning er Medusa, der sejrer over sin historiske banemand. Noget, der selvfølgelig hører sammen med vore dages feminisme og MeToo-bevægelse ....

Vi kender normalt Medusa som en kvinde med slangehår og et stirrende blik, men i nogle versioner har hun også krop som en hest.  Man kan sige, at hun er en form for ondsindet kentauer. Som det ses af nedenstående så vender Perseus hovedet væk fra hende under halshugningen, fordi han ved, at hendes blik kan forvandle ham til sten, og det er ikke lige det, han er ude på.

Ikke alle Medusa-myter fortæller om en almindelig, men meget smuk kvinde, der voldtages af havguden i Athenes tempel. I nogle er hun født som gorgon og gennemgår ikke nogen forvandling, men har slangehår fra fødslen af.

Hendes oprindelse går flere tusind år tilbage i tiden, og denne moderne fortolkning er altså mildt sagt anderledes end alle de tidligere. Der er masser af myter om hende, men ingen af dem lader til at stille spørgsmålstegn ved de overgreb, hun kommer ud for, hverken voldtægten eller mordet. Perseus fremstilles altid som helten, der nedlagde uhyret.

Nu er det så hans tur til at blive halshugget og fremvist, og umiddelbart føles det faktisk ganske udmærket ....


https://www.theartnewspaper.com/news/metoo-medusa-sculpture-to-be-installed-across-from-new-york-courthouse-where-harvey-weinstein-stood-trial 

 

En kniv i ryggen

Fyren her er den hjemløse, 16-årige Carl Eder, som den godhjertede, (men meget naive) familiefar Thomas Prendergast af ren og skær godhed lod flytte ind hos sig, medens han angiveligt ledte efter et job. Carl var imidlertid ikke tilfreds med sit gratis logi, for "børnene støjede". Derfor gjorde han det, at han satte en stopper for støjen ved at dræbe Prendergast hustru samt fire børn på 2, 4, 6 og 9 år. To dage senere blev morderen arresteret og dømt til livstid i fængsel. Eftersom dette skete i 1974, må han vel stadig sidde fængslet? Næh, for det fængsel, han blev sat i, var ikke særlig godt sikret, så han stak af og er aldrig blevet fundet igen. Hans sidst kendte handling var at efterlade en seddel med beskeden "jeg har siddet i fængsel længe nok" ....


onsdag den 14. oktober 2020

Bruderov


Amanda Berry, bortført og misbrugt af Ariel Castro 

Begrebet "hærtagen" dækker ikke helt det fænomen, vi kender som "bruderov", for også mænd kunne før i tiden blive hærtagne under krige. Så endte de måske som trælle hos en eller anden stormand, hvilket selvfølgelig også kunne ske for kvinder, f.eks. under belejringer. "Bruderov" adskiller sig fra "hærtagen" ved bedst at kunne sammenlignes med det, vi har set ved visse kidnapninger, hvor en ung pige - somme tider meget ung - bliver bortført og holdt fanget i en form for ægteskabslignende forhold. Det var det, der skete for bl.a. Natascha Kampusch, da hun som 10-årig blev kidnappet i 1998 og holdt som fange, indtil hun flygtede i 2006. Andre, som f.eks. Elizabeth Fritzl blev holdt fanget af sin egen far og fødte flere børn under fangenskabet. 

 

I virkelighedens verden er den slags "bruderov" traumatiske og totalt uacceptable, men motivet er faktisk blevet brugt som et "romantisk" indslag i musical'en "Seven Brides And Seven Brothers", der har fået masser af filmpriser. Jeg er ikke stødt på protester imod denne film og dens budskab om romantik under fangenskab, hvor de røvede brude finder sammen med deres bortførere og lever lykkeligt med dem. Det er da muligt, at den virkelige verden også har eksempler på sådan et forløb, men det gælder sandelig ikke de fleste af de kendte kidnapninger.

Filmens ide bygger på en ældgammel historie om Roms grundlægger, Romulus, der giver sine mænd lov til at røve kvinder fra deres nabofolk, sabinerne, fordi der ikke var nogen i Rom, og uden kvinder kan man jo ikke grundlægge en stat. Hvor både kvinder og mænd kæmpede imod dette overgreb, så siger legenden, at de røvede sabinerinder faldt for deres bortførere og endte med ikke at ville tilbage. Moralen synes at være, at kvinder "godt kan lide lidt maskulin handlekraft". Hvilket selvfølgelig er noget ævl, hvis de ikke på forhånd er med på den ....

I den folkelige tradition er der beretninger om kvinder, der af familien tvinges til at ægte en fyr, de bare ikke vil have. Heldigvis kommer der så en anden - der er deres hemmelige hjertenskær - der røver dem fra den uønskede gom. Det er også bruderov, men formentlig af den gode art, for her er slår hjerterne i takt, om jeg så må sige. Andre handlekraftige, men uønskede bejlere kan komme ud for det, den sparkende, unge dame udsætter en mand for, og det er faktisk, som det skal være.

Denne unge dame, der gør sig fri af en potentiel bortfører og voldtægtsmand med et spark i klunkerne, kunne give undervisning i selvforsvar, for hun lader sig ikke engang hæmme af sine lange skørter. Bruderov lykkes altså kun, når bruden er med på spøgen ....


https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_kidnappings 

https://www.dagen.no/Nyheter/Bruderov_stadig_mer_vanlig_i_Kirgisistan-23539 

https://nyheder.tv2.dk/udland/2018-02-26-110-skolepiger-forsvandt-for-en-uge-siden-nu-erkender-praesident-at-de-blev 

 

 

 

Et nyt hjem for katte og skibe

 

Socks ved præsidentens skrivebord, der er lavet af træ fra  HMS Resolute 

Katten Socks (1989-2009) var Clinton-familiens kæledyr og blev som sådan noget nær verdensberømt. Den var født som herreløs, men blev altså reddet fra et vanskeligt liv på gaden og havnede senere i særdeles fornemme omgivelser. Siddende ved Resolute-skrivebordet har den faktisk indtaget præsidentens plads om end ikke ligefrem hans rolle ....

Sjovt nok kan man sige, at både Socks og skrivebordet var hjemløse, der endte med at finde et hjem, for træet som sidstnævne er lavet af stammede fra det engelske HMS Resolute, der var specielt bygget til sejlads i de arktiske egne. I 1854 blev det forladt af mandskabet, fordi det sad fast i isen, men det blev reddet af en amerikansk hvalfanger og derpå overgivet til dronning Victoria i 1856. Som tak byggede englænderne senere Resolute-skrivebordet af tømmer fra skibet og gav det til amerikanerne, der placerede det i det såkaldte "Ovale Kontor". 



tirsdag den 13. oktober 2020

Vilde former for kreativitet


Det påstås, at dette fint udskårne græskar fik kunstneren banlyst fra kirkens Halloween-konkurrence. Noget, jeg såmænd ikke betvivler, da vi i dette tilfælde befinder os i det puritanske Amerika, hvor numser angiveligt kun accepteres i tildækket form.  

Her går vi fra "numse-græskar" til "poop-kage" (: kage med bæh), hvilket ret beset er eoptrapning af motivet, men det er acceptabelt, for her er der ingen nøgenhed. Nok kan man vise sex og sexethed, men kun i romantisk form. 

Sex kan dog også antydes som en spøg, men der er afgjort visse grænser, der ikke må overskrides.

Hvad det ulækre angår, så er der vist ingen grænser, og ingen forargelse, hvis det er det, man vælger som motiv for sin kage.

Poop-motivet ses som morsomt og i hvert fald dekorativt. Her udstyres poopet tilmed med spyfluer, hvilket vel skal tjene til at gøre det "autentisk". 

Og hvad har vi så hér? Jo, en "lig-kage", der beviser, at folk som f.eks. Ed Gein ikke har levet forgæves. Også lig i hel figur anses for passende som kage-motiv.


Her er det Lenin, det er gået ud over, men der er også kage-motiver med bare én enkelt legemsdel

En kage med bortløbne øjenæbler, jamen er det dog ikke flot?! (Jeg vil dog give et point for kreativitet, for det motiv har jeg dog aldrig set før - og kan også undvære på kaffebordet).

Svulmende former, men tildækkede, så det går nok, selv om fødselsdagsbarnet kun er 16 år. Sex og legemspragt er imidlertid ofte brugt som motiv, men hvor der nok før kun var noget, der signalerer romantik og forlovelse/ægteskab, så er der også et populært nyt design: skilsmissekager!

Denne type kage siges at være blevet meget populær, og der lægges ikke fingre imellem, for motivet er ofte blodig og temmelig barskt.

Hvor jeg ser græskar-numsen som (til en vis grad) morsom, så forarger den altså i amerikanske kirkekredse. Poop-kagerne kan de godt beholde "over there", for selv om poop'et er lavet af chokolade, så finder jeg motivet infantilt og ulækkert. Hvad skilsmisse-kagerne angår, så kan de vel være et udtryk for "bagvendt glæde", men jeg er ikke så vild med det meget voldelige perspektiv. Sjovt nok findes dette også i nogle bryllups-kager, men ikke i en morderisk form.

Dette motiv må kaldes et "gom-rov", hvor bruden bortfører gommen og slæber af med ham. Morsomt? Tjah .... Hvorom alting er, så har kage-branchen fået en renæssance med alle disse nye motiver. Det gælder åbenbart også græskarrene for Halloween, og nogle af motiverne er faktisk flotte.

Kreativiteten blomstrer, og det er jo dejligt. Hvad valget af motiver siger om os er desuden meget interessant, og man kan tolke og tolke, men næppe blive enige ....






Gift ....

Det er ikke engang umuligt, at det kan ske, samtidig med at det ikke er sikkert, at man selv opdager det, fordi man dør for hurtigt. Mange ganske almindelige midler er blevet brugt ved giftmord Der er et par sager, der springer i øjnene, bl.a. en sag, hvor en klinikassistent forgiftede sin chef og hendes søn med en medicin mod Podagra. moderen døde, men sønnen overlevede. Den ansvarlige for disse forgiftninger blev - til sin egen enorme overraskelse - sat fast for sin dobbelt-udåd, der faktisk var et forsøg på hævn over sønnen, der var hendes eks-kæreste. Hun ønskede ham anklaget og straffet for mordet på sin mor, og da den plan ikke fungerede, ønskede hun i stedet også at dræbe ham. En anden sag var længe uopklaret, fordi morderen havde brugt et almindeligt ukrudtsmiddel, som ingen anede, hvordan virkede på den menneskelige organisme. 

I det hele taget optræder almindelige husholdningsmidler alt for ofte i sager med giftmord.Det er derfor, det er mange forældres skræk, at deres små pilfingrede poder får fat i disse midler.

Det interessante er, at der ifølge logikkens love må være langt flere giftmord, end der er straffede giftmordere. Hvis de er dygtige, er der jo ingen, der opdager, hvad de har gjort ....

Man kan blive forgiftet på utallige måder, også fordi det, nogen kan tåle, er gift for andre, der er allergikere. Den værste form for forgiftning er dog efter min mening den, der sigter på det, man har mellem ørerne. Måske det ikke dræber fysisk, men sjælen og forstanden bliver ramt, og det er meget, meget sørgeligt. Her tænker jeg ikke mindst på forskellige politikere, der har både den fysiske og den sjælelige ødelæggelse af deres medmennesker på samvittigheden. Noget, de formentlig nægter at se i øjnene, for de er jo selv forgiftet af deres egne ideer ....


https://www.newyorker.com/magazine/2013/10/14/murder-by-poison

 

https://www.redorblue.us/life/8-types-of-toxic-people-who-poison-your-life.html 


https://www.humanexplore.com/6-signs-friends-toxic-people/

 



 

 

 

 

 

 

 

mandag den 12. oktober 2020

Eskimo-vennen "Hell Roaring Mike"

Michael Healey ligner i høj grad sine irske forfædre, og umiddelbart kan jeg ikke se spor efter hans mødrene ophav, slavepigen og mulatten, Mary Eliza Smith, der levede sammen med den mand, der havde købt hende, da hun blev solgt som 15-årig. Ikke desto mindre var den irsk udseende Michael Healey i lovens øjne både slave og mulat, hvilket vil sige nederst i det sociale hieraki.  

Hvor hans brødre på elegant vis snoede sig igennem fordomme og love, der begrænsede mennesker af blandet race, reagerede han med vrede og oprør på sin families velmente forsøg på at få ham til at gå samme vej som sine brødre (: se blogindlægget i går = "Sort-hvid karriere"). Han ville aldeles ikke på  de skoler, der havde givet hans brødre, James Augustine Healey, Patrick Francis Healey og Sherwood Healey succesfulde  karrierer i de hvides verden. Nej, efter et år på en fransk skole stak han af til England, hvor han fik en tjans som kahytsdreng på skibet "Jumna". Åbenbart et glimrende valg, for han fik efterhånden også hyre som skibsofficer på forskellige handelsskibe.
I 1864 - midt under Borgerkrigen - vendte han tilbage til USA, hvor han søgte en stilling på en toldkrydser. Hans ansøgning blev imødekommet - og underskrevet af ingen ringere end præsidenten, Abraham Lincoln.
Den 29. marts 1867 blev Alaska købt og indlemmet som en stat, selv om der var mange kritiske røster, da ingen kunne se, hvad man ville med disse enorme "is-marker". Transporten til Alaska af læger, handelsfork, osv. foregik som regel med de toldkrydsere, der allerede var i gang, og sådan gik det til, at Healey blev involveret i et andet mere eller mindre misforstået og ikke værdsat folkeslags skæbne.

Kort, der viser Alaskas position

Man kan sige, at Healey, der altså stod for en del forsyninger til Alaskas befolkning, også fungerede som en art vildt- og politibetjent. Ud over dette måtte han ofte træde til som assistent for læger, foruden at han også blev "postbud" og meget mere. Der er altså ingen tvivl om, at han virkelig var i kontakt med både den indfødte befolkning og de forskellige tilflyttere: han kendte området og kunne se, når noget ikke rigtig fungerede. 

Folk syntes, at Healey var "vanskelig", da han havde temperament, hvilket måske hænger sammen med hans drikkevaner. Han kan formentlig karakteriseres som alkoholiker, men udøvede sine pligter og havde også mange beundrere, da han var kendt for sit personlige mod. Der var dog et par "episoder", der førte til anklager imod ham, bl.a. for grusomhed imod et uregerligt besætningsmedlem. De fleste erkendte dog hans generelle humanisme. Det sidste viste sig ikke mindst, da han opdagede, at det gav den indfødte befolkning store problemer, at der var færre sæler og hvaler end før. Da dette problem gik op for ham, fik han indført rensdyr fra Sibirien for at kompencere de indfødte eskimoer for manglen på det sædvanlige jagtbytte. Eskimoerne nærede også stor respekt for ham og gav det skib, han havde kommandoen over, hædersnavnet "Healeys kanon". Hans stående ordre til alle, han arbejdede med, var: "Giv aldrig en indfødt et løfte, du ikke kan opfylde til punkt og prikke!" Sådan var han selv, og han tålte ikke uretfærdigheder imod disse indfødte folk.


En af disse damer er Mary Jane Roach, der giftede sig med Healey i 1865. Hun fødte en søn, Frederick, i 1870, og han førte senere slægten videre. Sørgeligt nok var Frederick det eneste ud af ialt atten graviditeter, der lykkedes for hende ....