mandag den 9. november 2020

Ripper-mistænkt


Hvem kan dog mistænke denne nydelige, men tørvetriller-agtige mand for at være Jack the Ripper? Det kunne en af hans største (men for eftertiden ukendte) fans faktisk, for han/hun så ham optræde som den uhyrlige videnskabs-fusker i "The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde" i London og blev så overvældet af hans evner som skuespiller, at han/hun meldte ham til politiet som en sandsynlig Ripper-mistænkt. En person, der kunne skifte fra god til ond på et splitsekund, måtte simpelthen være en ægte skurk!


Skuespillerens navn var Richard Mansfield (1857-1907), og han var en meget berømt Shakespeare-fortolker, men han spændte vidt, for han havde også stor succes i Gilbert og Sullivan-stykker, der jo hører til i den lettere genre. Man kan sige, at det på en vis måde var hans ulykke, at han var så god til sit fag, for intet andet end hans skuespilkunst gav anledning til mistanken imod ham. Politiet fulgte dog op på tippet og undersøgte ham som en mulig Ripper-morder. 

Her ses han som Shakespeares "Richard III", en af hans glansroller. Det lader dog til, at ligegyldigt, hvad han lavede, så brillerede han, og sorgen var stor på begge sider af Atlanten, da han døde.The New York Times skrev: "As an interpreter of Shakespeare, he had no living equal in his later days, as witnessed by the princely grace, the tragic force of his Richard, his thrilling acting in the tent scene of "Caesar", the soldierly dignity and eloquence of his Prince Hal, and the pathos of the prayer in that play. He was the greatest actor of his hour, and one of the greatest of all times." Det er sikkert rigtig nok, men han huskes nu først og fremmest, fordi han blev efterforsket som Ripper-mistænkt ....




Hans skytsånd var AFGJORT en skiderik

Yndig som sin mor, den franske konge Ludvig XVI's dronning, Marie-Antoinette, og endnu mere uheldig end hende samt andre medlemmer af den franske kongefamilie: kronprins Louis Charles (1785-1795). Hans storebror, kronprins Louis Joseph, var den heldige af brødrene, for han døde en måneds tid inden starten på Den Franske Revolution i 1789, så han slap for alt det forfærdelige, der blev hans lillebror til del..

Dronning Marie-Antoinette

Da Ludvig XVI blev henrettet, skiftede Louis Charles status fra kroprins til konge for de kongetro franskmænd, der stadig støttede monarkiet. Den lille konge sad imidlertid i et uhumsk fængsel, hvor han ikke bare blev udsat for vanrøgt, men også for decideret psykisk og fysisk mishandling. Barnet havde ufrivilligt - og sikkert også uforstående - spillet en rolle i dødsdommen over sin mor, dronning Marie-Antoinette, da en af anklagerne imod hende gik ud på, at hun og hendes mindreårige søn havde haft et såkaldt usømmeligt forhold. Altså vilde og vanvittige anklager uden grund i virkeligheden, men nødvendige for at sikre dronningens henrettelse.

Barnet blev overgivet til rå og grusomme fangevogtere samt angiveligt sat i et mørkt og snævert fangeful med tremmer for. Alle mulige velmenende og kongetro patrioter udtænkte forskellige planer til at befri den lille konge, men de mislykkedes.Konge eller ej, så var han også en lille dreng, der blev behandlet som et dyr. Hans mad blev rakt ind til ham, og det foregik - hvis han var heldig - uden kontakt med fangevogterne. Når han ikke var heldig, fik han rigelig kontakt, især med visse grusomme individer, der åbenbart fandt fornøjelse i at pine ham.

På et tidspunkt holdt han helt op med at tale. Han sygnede mere og mere hen og udviklede forskellige sygdomme på grund af den ringe kost og det psykologiske pres, han var udsat for. Først da en af Den Franske Revolutions mest spændende mænd, adelsmanden Paul Barras, der senere spillede en stor rolle under Napoleons regime, besøgte ham i fængslet, modtog han en vis pleje. F.eks. blev han vasket, hvilket åbenbart ikke var sket tidligere, og han fik også lov til at trække frisk luft på taget af fængslet et par gane. Syg og ødelagt var han dog, og det er uendelig trist at tænke på, at et barn kunne blive mishandlet på den måde for noget, han ikke havde nogen skyld i.

Da han døde, 10 år gammel, var han i en sølle forfatning. Han var dækket af sår, forekom at være stum og tilbagestående, hvilket der ikke havde været tegn på tidligere. Faktisk må han have set nogenlunde sådan ud:


 

Efter sin død blev han obduceret, og lægen, der foretog denne obduktion, Dr. Pelletan, blev chokeret over mængden af ar, som han fandt på drengen. De stammede fra mishandlingen i fængslet og er den dag i dag et stærkt bevis på det, barnet gennemgik i grusomme fangevogteres hænder. Inden begravelsen i en umærket grav, tog Dr. Pelletan drengens hjerte ud. Det blev opbevaret og eksisterer stadig som en del afbarnekongen Ludvig XVII's sørgelige eftermæle.

Senere har adskillige personer hævdet, at de var den afdøde konge, hvilket selvfølgelig er blevet tilbagevist i hvert enkelt tilfælde.

 

 

 

søndag den 8. november 2020

Når politibetjenten ikke er betjent

Seriemorderen John Wayne Gacy (1942-1994) boede sammen med sin mor + mere end 30 lig af de unge mænd og drenge, han havde myrdet i et sygt spil om magt og sex. De myrdede befandt sig neden under huset i krybekælderen, og det var typisk for ham, at han tilsyneladende ikke beklagede deres død, men det faktum, at deres lig blev opdaget. "Gid jeg dog havde cementeret gulvet dernede," som han sagde til sin søster.


 Han opfattede sig selv som en samfundsstøtte og blev meget fornærmet, hvis man kaldte ham det, han var, nemlig et monster. Der er beretninger om, at han nærmest omtalte sine forbrydelser som noget, han gjorde "for samfundets skyld". Unægtelig en vanvittig tolkning ef disse tragiske overfald og mord på unge mennesker. 

Spørgsmålet er så, HVORDAN han bar sig ad med at lokke sine ofre til, og hvordan han fik dem til at spille med, så han kunne misbruge og dræbe dem. Tjah, det var nemt nok, for nogle var ansat hos ham g andre fik han indfanget ved at spille politimand. Han havde udstyret, bl.a. en bil med lys ligesom på en politibil, og når så han fik lagt de "anholdte" i håndjern, så klappede fælden. Nogle gik med til frivilligt at prøve hans håndjern, fordi de angiveligt var nemme at få af igen - og det var de så ikke ....

 
Også her i landet er der forbrydere, har har drevet deres spil som falske politifolk. De sigter ofte på ældre eller folk med mentale handicaps og tilbyder deres "hjælp" med et eller andet problem, der er opfundet til lejligheden. Trist nok falder mange for dette trick, og så ender de med en drænet bankkonto. 

Er det mon det sidst kendte internet-røveri af et naivt offer, de diskuterer? Dem er der især mange af i denne Corona-tid, hvor mange folk ikke vover sig ud af frygt for at blive smittet. Gad vide, hvordan man får den slags standset, for pæne og ordentlige mennesker tror ikke noget grimt om politiet. Hvis de ser dem som helte, så åbnes der op for en forbrydelse, og d et e r noget møg!

 

https://www.bostonstandard.co.uk/news/crime/scam-alert-criminals-posing-police-officers-continue-plague-county-2941042

 


 

 
 

Da duerne svigtede


Den græske læge Hippocrates (460 – mellem 375 og 351 f.Kr.) regnes for den moderne lægevidenskabs "far". Han berømmes for en stor samling medicinske tekster, der er kendt under navnet Corpus Hippocraticum. Det er dog ikke alle disse skrifter, der i vore dage regnes for ægte Hippocrates-tekster, men det trækker nu ikke fra i hans berømmelse. Han var en forbløffende læge for sin tid og gjorde et stort arbejde for lægevidenskaben. Intet syntes for stort eller småt for ham, når det gjaldt undersøgelser over årsag og virkning.

Da han, som så mange andre midaldrende mænd i både fortid og nutid, opdagede, at han var ved at blive skaldet, begyndte han at eksperimentere med hårkure. En af dem bestod i påsmøring af frisk duemøg, blandet op med forskellige ingredienser, men til hans skuffelse virkede midlet ikke. Så dæmrede det for ham, at de eneste mænd, der bevarede deres hårpragt højt op i årene, var eunukkerne. Han må have været en meget forfængelig mand, for minsandten om ikke han greb til kastration for at forhindre et større hårtab. Man kan ikke komme udenom, at hans teori har vist sig rigtig: kastration er vejen frem for de mænd, der bare VIL bevare håret ....

 

lørdag den 7. november 2020

Hans hobbyer var børneavl og æderi

 
En flot fyr? Ja, det kan man vist godt sige, selv om han ikke besad en Brad Pitt-agtig skønhed. Det gjorde vist heller ikke så meget, for et utal af damer fandt ham charmerende og tiltrækkende. Han fik i hvert fald ikke færre end (omkring) 350 børn med diverse elskerinder samt én søn med sin kone, Anna Sophie af Danmark (1647–1717), der var datter af Frederik III. Hans navn? August, og han var kurfyrste af Sachsen under navnet Frederik August I, men han er bedst kendt som August den Stærke (1670–1733). Sådan set kunne man også have kaldt ham "August den Fede", for ved den årlige vejning af fyrsten glædede han sine undersåtter med en vægt på 120 kg. Da Polen pludselig stod uden en regent, meldte August sig som kandidat til kongetitlen - og den fik han minsandten! Fra og med da kunne han føje titlen August II, Konge af Polen, til sit CV. 
 
Fordi han var noget af en ødeland, var han altid i pengenød. Noget, han forsøgte at afhjælpe med "guldmageri". Det var der mange, der gjorde dengang, men han havde det store held, at selv om det ikke lykkedes for ham at skabe guld, så fik han skabt noget andet under processen, nemlig porcelæn. Ingen havde tidligere formået at finde frem til formlen for frembringelsen af dette såkaldt "hvide guld", men det gjorde August - vist nærmest ved et uheld - og det blev udviklet første gang i Europa i 1710 i Dresden og Meissen.
 

https://historienet.dk/samfund/kongelige/solkongens-tyske-laerling 


 

Uventede begivenheder i år 2020

Det kom sikkert bag på de fleste af os, at Covid-19 ikke "bare var noget i Kina, hvor de spiser ALT, også flagermus", men at det også kom til Europa og stadig er her hos os et års tid efter, at man først hørte om denne "asiatiske" sygdom. Siden da har der været mange skrækkelige eksempler på folk, der ikke bare har lidt af noget, der ligner influenza-agtige symptomer i nogen tid, men som også har været indlagt - og som måske tilmed er døde. Andre kan forvente langvarige bivirkninger, der også har overrasket de fleste, inklusiv lægerne. 

I dag har jeg prøvet at færdes iført et visir, efter at jeg har kæmpet med det mundbind, de fleste har valgt. Jeg må sige, at jeg langt foretrækker visiret, selv om det dugger og bliver uklart i regnvejr. Som en pæn og lydig borger følger jeg alle foreskrifter vedr. forebyggelse, men jed må indrømme, at de forskellige oplysninger om deres effekt ikke virker særlig tilforlaldelige. Ordet "måske" og udtryk som "vi tror" optræder lidt for ofte i de lægelige udredninger, men sådan er det vel i enhver pandemi. I pestens tid var det heller ikke de egentlige smittebærere, nemlig rotterne, der i forening med den almene dårlige hygiejne fik skylden for de mange dødsfald.

Jeg kender ikke personligt nogen, der har eller har haft Covid-19, hvilket selvfølgelig er godt nok, men dog lidt sært: HVOR er disse mange smittede mennesker henne??? Man ser mange billeder af ramte personer, men det billede, der nok har gjort størst indtryk på mig, er dette: rigtig mange aflivede "Corona-mink", der KAN være syge. En mand mistede angiveligt 36.000 mink i ét hug, hvilket virker underligt på mig, da der ikke længere er så mange fine damer i minkpelse at se i gadebilledet. Er alle mink her i landet til eksport? Når man gruer over dette massedrab, skyldes det dog ikke kun avlernes økonomiske tab, men også fordi man kommer til at tænke over dyrenes unaturlige liv i bur.


Sådan et minkbur er da vist ikke rart for det lille, vævre dyr, der dømmes til fangenskab og død på grund af sin pels. Hvad beskæftiger de sig med, når de sidder dér og venter på slagtning og flåning? Ingenting formodenlig ....


Eftersom de er kønne og nuttede, så er der også nogen, der ender som kæledyr. Forhåbentlig lever de et bedre liv på den måde, men sikker er jeg nu ikke ....

 

https://www.wsj.com/articles/doctors-begin-to-crack-covids-mysterious-long-term-effects-11604252961?st=t2u0xswhfqi6ny1&mod=vonpckt1112 

 

Arrigskab - svøbe og udladning

Oven på alle de skrækkelige oplevelser med mine tre computere, der ALLE (!!!!) strejkede, må jeg bare benytte lejligheden til en eftertanke, der tager skriftlig form. (Jeg ved jo ikke, hvor længe jeg har denne fjerde computer, der jo altså virker, men føles "mærkelig"). OK, hvad har jeg ud af at bande voldsomt og skælde ud over døde ting, der handler pr. automatik, og som derfor er uskyldige? Det, jeg har ud af det er at få en udladning af hurtigt ophobet raseri. Nå, javel, men hvad har jeg så ud af at blive så rasende over noget, ingen er skyld i? Tjaaahhhh, DEN må jeg tænke lidt mere over, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil synes om det, jeg finder ud af ....