fredag den 27. november 2020

Vaccinations-kongen over dem alle

Han ligner den sindssyge morder, man møder i gyser-film af B- eller C-kategorien, men Maurice Ralph Hilleman (1919-2005) var skam en af menneskehedens sande velgørere. Hans flid var legendarisk, og han udviklede mere end 40 vacciner, bl.a. imod mæslinger, meningitis, hepatitis A og B, fåresyge, osv., osv.. Faktisk mener man, at han med sine vacciner har reddet flere menneskeliv end nogen anden læge i det tyvende århundrede. Gad vide, hvad han ville have gjort ved Corona .... 


 

 

Den "grimme" kunstner

 

Honoré Daumier (: Honoré-Victorin Daumier) var en herlig tegner, maler og billedhugger. Han (1808-1879) har bevaret sin velfortjente berømmelse som karikaturtegner og satiriker. At han også var en glimrende maler og har haft en uvurderlig betydning for den impressionistiske maleteknik er nok mindre kendt. 

                                                                        Selvportræt

På en måde havde han en familiemæssig baggrund som kunstner, da hans far og farfar begge arbejdede med indramning af billeder. Faderens livshistorie har dog en ekstra krølle på halen, da han på et tidspunkt forlod familien for at tage til Paris, hvor han søgte berømmelse som digter. I begyndelsen gik det godt, og han blev ligefrem præsenteret for kong Ludvig XVIII. Problemet var bare, at kongen blev sat fra bestillingen, så Honorés far opnåede kun en 14-dages-berømmelse, hvilket førte til et veritabelt nervesammenbrud og indlæggelse på et mentalsygehus, hvor han senere døde.

Honoré Daumieer-karikatur af kong Louis-Philippe

Unge Honoré kunne have studeret, men han ville male, så familien fik ham placeret hos kunstneren Alexandre Lenoir, der var ven med Jaques-Louis David og vild med Rubens. Dvs. at Daumier aldeles ikke var den selvlærte og helt ukultiverede kunstner, man har udråbt ham til at være. Faderens totale sammenbrud tvang dog den dengang 13-årige dreng til at søge betalt arbejde. Hans første job bestod i at være bud for en retsbetjent, hvilket gav ham et nyttigt indblik i juristernes verden. Senere blev han ansat i en boghandel, hvilket gav ham indsigt i de forskellige sociale klasser. Alt, hvad han oplevede blev til lærdom og inspiration for ham.

 

Stakkels Honoré blev anset for at være direkte grim, men det kan jeg nu ikke se

Selv om han altså havde disse forskellige jobs, så arbejdede ham også som tegner fra 15 års-alderen, men mange af hans karikaturer blev signeret af en anden, nemlig Zéphirin Belliard. Fra 1830 til ca. 1847 var han først og fremmest karikaturtegner, litograf og billedhugger, hvilket han alt sammen gjorde godt. Mange af hans tegninger er beundret den dag i dag, både for streg og indhold. 

Han havde altid elsket at omgås venstreorienterede kunstnere og skønånder, og var i sin tid blev inviteret til et samarbejde med "La Caricature", der imidlertid blev kvast af kong Louis-Philippe. Noget, der egentlig ikke er så underligt, da kongen ofte blev udstillet på en hånlig måde i bladet via div. Honoré-tegninger. Efter ovenstående tegning af kongen fik Honoré en fængselsdom på seks måneder samt tilbragte fire på et mentalsygehus.

Fra ca. 1848 arbejdede han mest med impressionistiske malerier, og også de var gode. Desværre var de blade, han havde lavet karikaturer og andre tegninger for ikke så begejstrede for malerierne. De ville have ham til at fortsætte som karikarturtegner, men han ønskede først og fremmest at male.

Honorés kone, "Didine" (Leopoldine) var dameskrædder. Da bladene ikke var så interesseret i hans impressionistiske malerier, fik han finansielle problemer og den lille familie måtte leve af hendes indtægt. Han fik dog også økonomisk hjælp fra anden side og blev bl.a. understøttet af sin gode ven Charles Baudelaire. 

Trist nok fik Honoré ingen succes som maler før et års tid inden sin død i 1878, hvor mange af hans malerier blev samlet og ustillet. Desværre havde Honoré på det tidspunkt tabt synet samt boede i en hytte som en af hans venner, Corot, havde stillet til hans rådighed. 


torsdag den 26. november 2020

Pep og sex-appeal

 

Kender vi i nutidsmennesker stumfilms-skuespilleren Clara Bow (1905–1965), der var en stor stjerne i 1920'erne? Ved vi, hvem hun var og genkender hendes ansigtstræk, når vi støder på billeder af hende? Dem er der mange af, da hun stadig er noget af et ikon for film-freaks og ikke bare, fordi hun var meget smuk, men også fordi hun var en så dygtig skuespiller, at selv hendes konkurrenter i filmens verden som f.eks. Mary Pickford og Louise Brooks fremhævede hendes talent. Datidens spillestil er anderledes end nutidens, men man kan da stadig se, at hun besad hele udtryks-registret og forstod at bruge det, så ja, hun var virkelig en stor skuespiller.   

Hendes familie var overmåde fattig, og hendes mor havde psykiske problemer, der fik hende til at true sin datter med at ville slå hende ihjel. Det siges, at hun i hvert fald forsøgte én gang, hvilket ville have gjort hende barnløs, for Claras to søstre var døde i en tidlig alder. (Hvordan det gik til, er der vist ingen, der ved, selv om der sikkert har været mange gætterier).

Moderen gik ikke ind for Claras valg af karriere, hvilket gav hende en masse skyldfølelse. Da moderen døde efter at være blevet indlagt på et mentalsygehus, bebrejdede hun sig selv for hendes død, hvilket var helt forkert. Hendes mor var virkelig syg og måtte bare indlægges. At hendes far voldtog hende gav hende også skyldfølelse, og det er tydeligt, at hun var stærkt plaget af både det ene og det andet, samtidig med at karrieren tog fart. Noget, der dog også bragte mindre gode ting med sig, da forskellige personer forsøgte at udnytte hende, bl.a. gennem blackmail, hvor man sværtede hendes gode navn og rygte til med deciderede løgnehistorier om hende og hendes livsstil.  

Én ting var, at hun på et tidspunkt var kæreste med Dracula-skuespilleren, Bela Lugosi, men det gjorde hende jo ikke til et dårligt menneske eller en udsvævende person uden for filmens verden, hvor hun kunne illudere som hvad som helst.

Som den såkaldte "It"-girl efter en af hendes mest berømte filmroller var hun da også - ud fra datidens begreber - et sex-symbol, men de fleste forbinder hende nok mere med den sjove, lidt pudsige, men også meget friske pigetype. Dvs. den lidt tutte-nuttede, "gode" pige. Hun ligner i hvert fald slet ikke en såkaldt "vamp". Hun er mere yndig, end "syndig", om jeg så må sige.


På grund af sin fattige baggrund manglede hun sociale færdigheder, hvilket gjorde, at visse Hollywood-snobber holdt hende væk fra sig i arms længde. Dvs. at nok havde hun stor succes inden for sit fag, men hun havde det ikke let i miljøet. 

Talefilmen, der dræbte så mange filmkarrierer, var hende nådig, selv om hun først og fremmest forbindes med stumfilmen. Blandt hendes succes-film kan nævnes "Mantrap" (1926), "It" (1927), og "Wings" (1927), men ialt medvirkede hun i 46 stumfilm og 11 talefilm. Eftersom hun var en publikumsmagnet, har der nok været mange inden for branchen, der har begrædt hendes ægteskab med cowboy-skuespilleren og politikeren Rex Bell, der førte til, at hun slog sig ned i Nevada, fik to sønner og ellers trak sig helt tilbage til privatlivets fred. Hun døde af et hjerteanfald som 60-årig.

 

 

Børn og moral

 

Har jeg nogensinde læst - eller fået læst - Heinrich Hoffmanns såkaldt opbyggelige børnebog "Den Store Bastian"? Det har jeg formodentlig, men jeg er nu ikke sikker. Faktisk tror jeg, at jeg først har læst den som voksen eller halvvoksen - og at jeg undrede mig, for bogen er jo tænkt som en morallære for børn, og jeg synes nok, at den er lige lovlig barsk. Ja, langt mere barsk, end den burde være, for en morallære skal jo også være opbyggelig, og det er jeg ikke sikker på, at den er. Ville jeg som barn have ladet mig vejlede af en sadist, der dypper folk i blækhuser, hvis de ikke gør, som "man" mener, at de skal gøre for at være "ordentlige"? Nul, aldrig i livet!!!!

Moral er jo også et svært emne for voksne, bl.a. fordi de har en tendens til at bryde regler, som de kender, medens børn endnu ikke rigtig ved, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt. I hvert fald ikke i detaljer. Man kan sige sådan noget som f.eks. "Ville du være glad, hvis nogen gjorde sådan ved dig?", hvis ungen f.eks. har gokket en kammerat i hovedet med et eller andet tungt, så blodet flyder. Her gøres det måske anskueligt for barnet, at man ikke skal gøre den slags ved andre, men er det mon tanken om mors ellers fars vrede/skuffelse over ens opførsel, der styrer barnets tankegang? Hvordan får man barnet til at tænke fra ubehaget ved forældrenes vrede eller skuffelse til selv at opfatte det skete som noget (moralsk) forkert? Eller sagt på en anden måde: hvordan får man barnet til at forstå, at der er ret og uret, og at det, der i første omgang føles rart, fordi det giver én en øjeblikkelig fordel, ikke er det rigtige at gøre, nemlig af moralske grunde? Kort sagt: hvordan bliver man et godt menneske ud fra en indre drivkraft og ikke bare et ydre påbud?

Det budskab til julemanden forstår jeg faktisk godt, og jeg synes, det er helt fint, hvis man kan få det sjovt ved at bryde et par regler - hvis det vel at mærke ikke går ud over andre .... Når det sker, så bør samvittighedens stemme bryde ind med sit "hov-hov, det må man ikke"!!! Nej, det må man ikke, fordi det er forkert ud fra moralske betragtninger. At mange af disse er sort tale for de små er beklageligt. Også at de ikke af sig selv opfatter forskellen mellem godt og ondt, ret og uret eller forkert og rigtigt.

Jeg har i mange år tænkt på, hvordan jeg kunne skrive en morallære for børn, der ikke bare går på straf, men også på noget psykisk, noget, der kommer som en indre drift. Foreløbig er det kun blevet til denne bog (samt et par af mine andre børnebøger), men ingen af dem udtrykker præcis det, jeg spekulerer på vedr. emnet. Ergo: tilbage i tænkeboksen med EC .....


onsdag den 25. november 2020

En kvinde med (bande-)ordet i sin magt

Mary Anne Boyer (1821-1873) havde mange kælenavne, bl.a. "Mother Damnable" og "Mother Damnable". Hun giftede sig muligvis - eller flyttede bare sammen med - hvalfanger David W. "Bull" Conklin i 1851, men to år efter blev de uvenner, og han efterlod hende i Port Townsend for selv at fortsætte videre til Alaska. Det lod Mary Anne sig ikke slå ud af, for hun blev direktør i Seattles første hotel, Felker House, som hun drev på eksemplarisk vis: rene og pæne værelser, god mad, osv.. 

At der også var ro og orden, selv om der muligvis var en vis bordel-virksomhed på hotellet, skyldtes nok hendes vane med altid at have sten i lommerne, idet disse blev brugt som våben, hvis en gæst blev "vanskelig". Desuden blev hun fulgt af en lille flok hunde, der fungerede som hendes "livvagt". Hun var ingen bly viol, hvilket hun heller ikke lagde skjul på, for hun havde et særdeles blomstrende sprog med eder og forbandelser på engelsk, fransk, tysk, portugisisk, spansk og kinesisk. Da hun absolut ikke ville finde sig i noget som helst, kom hun også i fysisk kamp med myndighedspersoner, bl.a. nogle, der ville fjerne nogle buske i nærheden af hotellet.

Selv efter sin død gav hun anledning til myter, for da man ville nedlægge den kirkegård, hvor hun var begravet, og derfor gravede kisten op, så den kunne flyttes, opdagede man, at liget tilsyneladende var blevet forvandlet til sten. Noget, der kan ske under bestemte forhold, så OK, det tror vi på. Andre myter fortæller imidlertid, at liget også havde et sært smil, og det kan man så gætte på, hvad betød ....

 

https://www.atlasobscura.com/articles/the-damnable-dames-who-helped-shape-seattles-character 

 

 

 


Guf de la GUF!!!


Et særdeles kortvarigt møde med min badevægt for nogle uger siden har endnu engang overbevist mig om, at nu SKAL det være slut med visse fristelser i form af sukkerholdige spiser. Disse har nemlig en Satans evne til at liste sig ind i ens bevidsthed som et uundværligt mirakel-middel, hvad de aldeles ikke er. Præcis som narko er de falske venner, som man ikke skal stole på ....


Man kender det, klokken er sådan ca. 15.00, og man trænger til et boost. Nogle tyr til flasken, medens andre føler, at uden (mindst!!!) et stykke chokolade så går det bare ikke. Det gode ved chokolade er, at det er nemt at skaffe og diskret at indtage, og det give rent faktisk et indtryk af en (kortvarig) værdifuld energi-tilførelse. Sukkerindholdet fyrer op under blodsukkeret, men det spiller under dække, for det er ikke det energi-tilskud, det giver sig ud for at være.

Hemmeligheden bag denne type slik er, at der er tale om en kærlighedshistorie af de sære: man ikke bare elsker chokolade, men føler sig også elsket af den. Noget, der skyldes dens virkning på dopamin-niveauet i hjernen ....

Desværre er der tale om en form for "falsk kærlighed", for sukkerholdige spiser er den rene gift. De har hverken de vitaminer eller proteiner, som kroppen behøver, og skaber tilmed ravage i dens fint afbalancerede system. Sukker styrer ikke bare direkte imod ens sideben, men kan føre til type 2-sukkersyge, tidlig aldring, demenslignende tilstande og forskelligt andet slemt. Dvs.: få sekunder på tungen, men mange dage eller år steder, hvor der ikke bør være sukker. At berøve kroppen dens daglige input af sukker kan imidlertid give ubehagelige symptomer i form af svedeture, skælven, irritabilitet, sult og depression. Ikke rart - især ikke når man ved, at det alt sammen kan afhjælpes af en enkelt Yankie-bar eller to ....

Gu' gør de ej!!! Denne annonce er lige så løgnagtig og fræk som den for CocaCola, jeg bragte forleden. At give gode og velmenende mødre dårlig samvittighed, fordi de holder deres børn væk fra slik er vildt - ja, direkte umoralsk!

OK, man har undladt at indtage sukker, måske en hel uge. Kiloene er ikke raslet af i en lind strøm, men det havde man nu heller ikke forventet, selv om man håber på, at det kan være en del af slutresultatet. Ifølge diverse eksperter er sukker-hungeren nu på retur, og kroppen er i fuld gang med at hele sig selv. Meget tyder på, at de har ret, at en del af vejen frem er vejen væk fra sukkeret ....


https://hurtigtslank.dk/drop-sukkeret-paa-30-dage/

 

https://getpocket.com/explore/item/what-happens-to-your-body-when-you-stop-eating-sugar

 

tirsdag den 24. november 2020

Uhygge contra morskab

Er dette kadaver-lignende uhyre (?) uhyggeligt? Ja, det vil jeg mene, for han kommer tæt på noget menneskeligt, der er dødt - og så alligevel ikke. Hvis han var et rumuhyre - dvs. en E.T. - så ville han ikke være nær så uhyggelig, for de kan fremstilles på alle mulige måder: sådan ser de ud, og det var det. Hvad et væsen som dette er, kan man ikke lige afgøre, det rykker tættere på os, der er mennesker, og truer vores selvforståelse. Nu er det heldigvis ikke sådan, at der er sansynlighed for, at vi ender som levende døde, hvilket jeg går ud fra, at dette gennemhullede individ er, og det er lidt beroligende, men ikke helt. Han kunne f.eks. dukke op i en af éns mindre behagelige drømme ....

Uha, en typisk skræmme-figur! Mennesker, der får til dagen og vejen ved at optræde som klovne, er nok de eneste, der ser disse udklædte personer som ufarlige hygge-bamser. De har dog ofte signaleret noget farligt, for hvordan skulle en af deres slags ellers være endt som hovedperson i gyserkongen Stephen Kings "It"??? Efter at Gary Wayne Garcy blev afsløret, dømt og henrettet, ved man, at ens fornemmelse af fare var rigtig: stol aldrig på en klovn, især ikke hvis du er et barn eller et ungt menneske ....  

Nu ved jeg godt, at der findes flere typer klovne. Den ene af de to hovedtyper, vi kender i dag, er en klumpedumpe, og den anden er en vemodig og smuk samt musikalsk skikkelse, der f.eks. spiller på fløjte. I virkeligheden har klovnefiguren en lang tradition bag sig og er overhovedet ikke bundet til hverken Gacy- eller King-typen.

                            Tim Curry under forvandlingen til den uhyggelige Mr. Pennywise

Som regel ses klovne som komiske figurer, der gør alt muligt fjollet for at få os til at le. De er populære blandt børn og ballet-fanatikere, idet sidstnævnte kender dem fra forskellige balletter med de klassiske figurer Columbine, Pjerrot og Harlekin.

                      Porcelænsfigurer over de klassiske figurer: Columbine, Pjerrot og Harlekin

Det skræmmende aspekt ved klovefiguren må være kommet ind temmelig sent. I den ældre commedia dell'arte-tradition var den flotte og elegante Harlekin oprindelig en en mere dobbelttydig figur ved navn Marcus. Han havde ikke det fine, mønstrede tøj, som Harlekin har nu. Hvad Pjerrot angår, så kendes han også som "den hvide klovn", og han er nok den, de fleste af os nutidsmennesker ser som den klassiske klovnefigur, men han kom faktisk først til i det nittende århhundrede i sin nuværende udformning. Hans rolle som fornuftens repræsentant virker dog ikke særlig klar, og jeg tror, at mange forveksler ham med den mere ordinære dummepeter.


https://denstoredanske.lex.dk/klovn