Lidt om valg-fusk i USA

 

Hr. tudefjæs T. Rump opfører sig som et forkælet barn, (hvilket han også er blevet kaldt af folk, der kender ham personligt), for med Joe Bidens valgsejr bliver han jo "snydt for" sin anden runde som præsident. Det er noget, en forfængelig mand som T. Rump ikke kan holde ud at tænke på, for det rammer hans selvopfattelse. Når han taler om, at Biden vandt efter omfattende snyd, som han dog ikke har kunnet bevise, så får det én til at tænke lidt over alt hans beviste snyderi i noget nær alle af livets felter. Ikke bare i forretninger har han snydt, hvor han har kunnet komme til det, men også i sit privatliv, hvilket hans tre koner vil kunne tale med om. 

Selv som golfspiller snyder han ifølge forskellige vidner, og så er man altså ikke bare et patologisk tilfælde, men også et patetisk menneske. Eftersom han bliver afsløret den ene gang efter den anden, så er han virkelig god til at gøre sig selv til grin .....

Kort sagt; vi har at gøre med en person, der bare ikke KAN acceptere en fiasko. Hvis han taber, så føler han sig personligt forfulgt og mener sig berettiget til at slå igen MED ALLE MIDLER ....

Som forhenværende demokrat og nuværende republikaner har han snoet sig igennem systemet på alle mulige måder, men er det noget, der bare ligger til ham, eller bærer hans valgte parti præg af det samme mønster? Meget tyder på, at valgfusk falder republikanerne naturligt, og at de benytter sig af "gerrymandering"-systemet til at tiltuske sig sejren, selv når demokraterne har fået flest stemmer. De er simpelthen vant til at gå ud af valgkampen som sejrherrer uden at skulle skele til antallet af faktisk stemmer. "Gerrymandering" er et begreb, der omfatter manipulation af valgområder, som jeg finder højst besynderligt. Ja, faktisk så sært, at jeg har opgivet at forstå det, men bare læne mig tilbage i undren med åben mund og polypper, for det er tydeligvis SNYD. Eftersom det er det system, T. Rump forventer vil støtte ham, føler han sig forståeligt nok snydt - uden at være det .....

 

https://www.npr.org/2020/11/08/932880774/how-gerrymandering-efforts-fit-into-2020-presidential-election

https://www.nbcnews.com/politics/2020-election/gerrymandering-alive-well-coming-battle-will-be-bigger-ever-n1106951

 

 

 

Alder

 

Man spørger sig selv, HVORDAN døde østersen Ming, der var 507 år gammel, da den "gik bort", som man siger? Var der en eller anden pilfingret videnskabsmand, der ikke kunne lade være med at åbne dette verdens længst levende væsen? Eller var der nogen, der fik lyst til en mundfuld østers og derfor myrdede den??? Hvis det ene eller det andet er tilfældet, så er vi gået glip af en mulighed for at følge et endnu længere livsforløb, og det er altså ærgerligt, for det kunne måske have fortalt os noget vigtigt om aldringens gåde.

Vi mennesker fødes, lever og dør, alt sammen inden for et vist antal år, der regnes for en normal livslængde for nutidsmennesker, men lad os ikke glemme, at det, der er almindeligt for os i dette århundrede, ville være højst ualmindeligt for en person, der f.eks. var født i Det Romerske Kejserdømme. Dengang var gennemsnitsalderen omkring 25 år. I Middelalderen røg den helt op på 33 år, for derpå at stige tyve år mere i begyndelsen af det nittende århundrede. 

Ja, eller endnu tidligere, da du ser ud til at leve i Middelalderen, og dér døde man altså ofte før 48 års-alderen ...

 

Det betyder, at en person på 12½ år var midaldrende i Det Romerske Rige, hvilket jo er en grotesk tanke. Formentlig gjaldt også også kun de fattige befolkningslag, selv om alle var lette ofre for div. sygdomme, vi ikke regner for noget særligt i vore dage.

 

              Dette er en lille, død prins, der burde have haft de bedste forudsætninger for et langt liv

Den farligste periode i et menneskeliv var i lang tid barndommen. Det allerfarligste var selvfølgelig at blive født ind i en fattig familie med mange munde at mætte, men der var sandelig også mange børne-dødsfald i de såkaldt højere kredse. Kvinderne døde ofte i barselsseng, og de små fulgte dem hurtigt efter fødslen - i mange tilfælde foregik det hele omvendt, idet barnet var dødfødt eller døde lige efter at være født, og moderen kom hurtigt efter. Det gamle ord "Om morgenen rød, om aftenen død" blev alt for ofte bevist som en ufravigelig sandhed.

For ikke så længe siden foretog israelske videnskabsmænd nogle undersøgelser, der tydede på, at man kunne vende aldringsprocessen om, i hvert fald på nogle punkter. Det er meget spændende, men kun fremtiden viser, om teorierne holder. Noget af det, man fandt ud af, vidste man dog i forvejen: man skal spise sundt, få motion og sørge for, at ens åndedræt fungerer godt, etc.. Hvis ikke man synes, det er sjovt, ja, så er det trist, for man kan tilsyneladende ikke både få et langt, godt liv og skæg og ballade.

Noget, jeg tror, betyder meget, er ens egen holdning til aldersprocessen. Hvis man hader tanken om ikke længere at være i tyverne eller trediverne, så kan det kun gå galt, og man rammes måske af det, der lyder som noget af det tristeste, et menneske kan rammes af, nemlig livslede. Jeg kan forstå, hvis en person, der er syg og uden stimuli af nogen art, taber livslysten, men jeg synes, det er for dårligt, hvis det sker, fordi man finder grå hår, et par rynker eller hører dårligere. Det er noget fis, for livet indeholder altså mere end de sædvanlige ungdoms-glæder, som så mange direkte identificerer sig med .....

 

https://www.yahoo.com/news/human-ageing-process-biologically-reversed-153921785.html 

 

https://academic.oup.com/ije/article/34/6/1435/707557 

 

https://www.bbc.com/future/article/20181002-how-long-did-ancient-people-live-life-span-versus-longevity 

 

 

 

Mord for berømmelsens skyld

I 1980 blev John Lennon skudt af en person med en intens drøm om berømmelse, nemlig Mark David Chapman. Han er blevet citeret for at have sagt, at han gjorde det, fordi så ville hans navn til evig tid være knyttet til den berømte Beatles-musiker, men har også benægtet, at dette var tilfældet. En ting er dog sikker, nemlig at som den, der myrdede John Lennon, så ville man også tænke på ham, når man tænkte på John Lennon eller lyttede til hans musik, så tænkte man også på Chapman. 

Eftersom han ikke var noget i sig selv - og selv følte dette - så var mordet en metode til at få det, han ønskede mest af alt: at blive set eller - sagt på en anden måde - at opnå den berømmelse, han higede efter, og som Lennon havde masser af. At hans ønske om at myrde Lennon også hang sammen med hans forargelse over dennes livsstil og hans udtalelse om, at The Beatles var mere populære/berømte end Jesus, og at det også skulle tjene til at fremme J.D. Salinger's bog "The Catcher in the Rye" virker ret besynderligt og som noget påklistret til det egentlig ønske om at opnå berømmelse.

 

Hvorom alting er, så ligner han i hvert fald én, der har været usynlig hele sit liv, og som er helt uden chance for at gøre sig synlig på normal vis. Hans eneste "bedrift" har været dette mord, der virkelig har gjort ham kendt, men han havde vilde forestillinger om også at myrde andre kendte mennesker, bl.a. Ronald Reagan. Det, der kendetegnede hans potentielle mordofre, var altså, at de var berømte, hvilket kan oversættes med "synlig" .....

Gælder det også denne forvirrede sjæl, nemlig Charles Manson? Han havde store planer om at opnå berømmelse med sin musik, men det gik nu ikke så godt, hverken før eller efter hans arrestation. Han havde en flok fans omkring sig, der levede i ørkenen i Californien, og hans forstyrrede tanker om verdens undergang, The Beatles og deres "Helter Skelter" førte til, at de myrdede kendte og berømte mennesker, som de ellers ikke havde nogen forbindelse til. Var dette en ny måde at opnå status på, når nu motivet er så skrupskørt, at det ikke er til at tage alvorligt?

At dræbe en berømthed er ikke i sig selv et bevis på, at morderen har handlet ud fra en bagtanke om, at det ville skaffe ham/hende berømmelse, men også Andrew Cunanan, der bl.a. myrdede modeskaberen Gianni Versace den 15 juli 1997 kan ses som hørende til denne mordergruppe.

 

To af hans ialt fem ofre var i hvert fald kendte og velhavende, nemlig Versace og Miglin, hvilket han selv forsøgte at fremstille sig som. Han levede og åndede for at "være noget", men i virkeligheden var han en psykisk ustabil og økonomisk trængt bøsse, pornoskuespiller og trækkerdreng, der havde levet af ældre mænd gennem nogle år. Samtidig fremstillede han sig selv som tilhørende en rig og indflydelsesrig familie. Det var tydeligvis hans største ønske at gøre indtryk som en, der "var noget", som svømmede i penge, væltede sig i fornemme venner og færdedes alle de "rigtige steder".

Hans kendteste offer var utvivlsomt Gianni Versace, der var alt det, han selv ønskede at være. Man har diskuteret, om de to kendte hinanden inden det fatale møde foran Versaces indgangsdør i 1997, men det benægtes af alle omkring Versace. At gå hen til den berømte modedesigner og uden videre skyde ham ligner i hvert fald et af den slags mord, der begås for morderens berømmelses og selvhævdelses skyld. De var begge bøsser, men kun Versace var HIV-positiv, selv om man på et tidspunkt påstod, at det også gjaldt Cunanan. Nogle så hans påståede HIV som den egentlige årsag til mordene samt hans selvmord den 23. juli 1997, men hans virkelige sygdom befandt sig altså mellem ørerne og ikke andre steder.

 

https://illvid.dk/mennesket/psykologi/forskerne-har-fundet-opskriften-paa-en-seriemorder 

 

https://www.berlingske.dk/kronikker/en-droem-der-brast 

 

https://www.vanityfair.com/hollywood/2018/01/versace-american-crime-story-andrew-cunanan 

 

 

Vaccinations-kongen over dem alle

Han ligner den sindssyge morder, man møder i gyser-film af B- eller C-kategorien, men Maurice Ralph Hilleman (1919-2005) var skam en af menneskehedens sande velgørere. Hans flid var legendarisk, og han udviklede mere end 40 vacciner, bl.a. imod mæslinger, meningitis, hepatitis A og B, fåresyge, osv., osv.. Faktisk mener man, at han med sine vacciner har reddet flere menneskeliv end nogen anden læge i det tyvende århundrede. Gad vide, hvad han ville have gjort ved Corona .... 

 

 

Den "grimme" kunstner

 

Honoré Daumier (: Honoré-Victorin Daumier) var en herlig tegner, maler og billedhugger. Han (1808-1879) har bevaret sin velfortjente berømmelse som karikaturtegner og satiriker. At han også var en glimrende maler og har haft en uvurderlig betydning for den impressionistiske maleteknik er nok mindre kendt. 

                                                                        Selvportræt

På en måde havde han en familiemæssig baggrund som kunstner, da hans far og farfar begge arbejdede med indramning af billeder. Faderens livshistorie har dog en ekstra krølle på halen, da han på et tidspunkt forlod familien for at tage til Paris, hvor han søgte berømmelse som digter. I begyndelsen gik det godt, og han blev ligefrem præsenteret for kong Ludvig XVIII. Problemet var bare, at kongen blev sat fra bestillingen, så Honorés far opnåede kun en 14-dages-berømmelse, hvilket førte til et veritabelt nervesammenbrud og indlæggelse på et mentalsygehus, hvor han senere døde.

Honoré Daumieer-karikatur af kong Louis-Philippe

Unge Honoré kunne have studeret, men han ville male, så familien fik ham placeret hos kunstneren Alexandre Lenoir, der var ven med Jaques-Louis David og vild med Rubens. Dvs. at Daumier aldeles ikke var den selvlærte og helt ukultiverede kunstner, man har udråbt ham til at være. Faderens totale sammenbrud tvang dog den dengang 13-årige dreng til at søge betalt arbejde. Hans første job bestod i at være bud for en retsbetjent, hvilket gav ham et nyttigt indblik i juristernes verden. Senere blev han ansat i en boghandel, hvilket gav ham indsigt i de forskellige sociale klasser. Alt, hvad han oplevede blev til lærdom og inspiration for ham.

 

Stakkels Honoré blev anset for at være direkte grim, men det kan jeg nu ikke se

Selv om han altså havde disse forskellige jobs, så arbejdede ham også som tegner fra 15 års-alderen, men mange af hans karikaturer blev signeret af en anden, nemlig Zéphirin Belliard. Fra 1830 til ca. 1847 var han først og fremmest karikaturtegner, litograf og billedhugger, hvilket han alt sammen gjorde godt. Mange af hans tegninger er beundret den dag i dag, både for streg og indhold. 

Han havde altid elsket at omgås venstreorienterede kunstnere og skønånder, og var i sin tid blev inviteret til et samarbejde med "La Caricature", der imidlertid blev kvast af kong Louis-Philippe. Noget, der egentlig ikke er så underligt, da kongen ofte blev udstillet på en hånlig måde i bladet via div. Honoré-tegninger. Efter ovenstående tegning af kongen fik Honoré en fængselsdom på seks måneder samt tilbragte fire på et mentalsygehus.

Fra ca. 1848 arbejdede han mest med impressionistiske malerier, og også de var gode. Desværre var de blade, han havde lavet karikaturer og andre tegninger for ikke så begejstrede for malerierne. De ville have ham til at fortsætte som karikarturtegner, men han ønskede først og fremmest at male.

Honorés kone, "Didine" (Leopoldine) var dameskrædder. Da bladene ikke var så interesseret i hans impressionistiske malerier, fik han finansielle problemer og den lille familie måtte leve af hendes indtægt. Han fik dog også økonomisk hjælp fra anden side og blev bl.a. understøttet af sin gode ven Charles Baudelaire. 

Trist nok fik Honoré ingen succes som maler før et års tid inden sin død i 1878, hvor mange af hans malerier blev samlet og ustillet. Desværre havde Honoré på det tidspunkt tabt synet samt boede i en hytte som en af hans venner, Corot, havde stillet til hans rådighed. 

Pep og sex-appeal

 

Kender vi i nutidsmennesker stumfilms-skuespilleren Clara Bow (1905–1965), der var en stor stjerne i 1920'erne? Ved vi, hvem hun var og genkender hendes ansigtstræk, når vi støder på billeder af hende? Dem er der mange af, da hun stadig er noget af et ikon for film-freaks og ikke bare, fordi hun var meget smuk, men også fordi hun var en så dygtig skuespiller, at selv hendes konkurrenter i filmens verden som f.eks. Mary Pickford og Louise Brooks fremhævede hendes talent. Datidens spillestil er anderledes end nutidens, men man kan da stadig se, at hun besad hele udtryks-registret og forstod at bruge det, så ja, hun var virkelig en stor skuespiller.   

Hendes familie var overmåde fattig, og hendes mor havde psykiske problemer, der fik hende til at true sin datter med at ville slå hende ihjel. Det siges, at hun i hvert fald forsøgte én gang, hvilket ville have gjort hende barnløs, for Claras to søstre var døde i en tidlig alder. (Hvordan det gik til, er der vist ingen, der ved, selv om der sikkert har været mange gætterier).

Moderen gik ikke ind for Claras valg af karriere, hvilket gav hende en masse skyldfølelse. Da moderen døde efter at være blevet indlagt på et mentalsygehus, bebrejdede hun sig selv for hendes død, hvilket var helt forkert. Hendes mor var virkelig syg og måtte bare indlægges. At hendes far voldtog hende gav hende også skyldfølelse, og det er tydeligt, at hun var stærkt plaget af både det ene og det andet, samtidig med at karrieren tog fart. Noget, der dog også bragte mindre gode ting med sig, da forskellige personer forsøgte at udnytte hende, bl.a. gennem blackmail, hvor man sværtede hendes gode navn og rygte til med deciderede løgnehistorier om hende og hendes livsstil.  

Én ting var, at hun på et tidspunkt var kæreste med Dracula-skuespilleren, Bela Lugosi, men det gjorde hende jo ikke til et dårligt menneske eller en udsvævende person uden for filmens verden, hvor hun kunne illudere som hvad som helst.

Som den såkaldte "It"-girl efter en af hendes mest berømte filmroller var hun da også - ud fra datidens begreber - et sex-symbol, men de fleste forbinder hende nok mere med den sjove, lidt pudsige, men også meget friske pigetype. Dvs. den lidt tutte-nuttede, "gode" pige. Hun ligner i hvert fald slet ikke en såkaldt "vamp". Hun er mere yndig, end "syndig", om jeg så må sige.

På grund af sin fattige baggrund manglede hun sociale færdigheder, hvilket gjorde, at visse Hollywood-snobber holdt hende væk fra sig i arms længde. Dvs. at nok havde hun stor succes inden for sit fag, men hun havde det ikke let i miljøet. 

Talefilmen, der dræbte så mange filmkarrierer, var hende nådig, selv om hun først og fremmest forbindes med stumfilmen. Blandt hendes succes-film kan nævnes "Mantrap" (1926), "It" (1927), og "Wings" (1927), men ialt medvirkede hun i 46 stumfilm og 11 talefilm. Eftersom hun var en publikumsmagnet, har der nok været mange inden for branchen, der har begrædt hendes ægteskab med cowboy-skuespilleren og politikeren Rex Bell, der førte til, at hun slog sig ned i Nevada, fik to sønner og ellers trak sig helt tilbage til privatlivets fred. Hun døde af et hjerteanfald som 60-årig.

 

 

Børn og moral

 

Har jeg nogensinde læst - eller fået læst - Heinrich Hoffmanns såkaldt opbyggelige børnebog "Den Store Bastian"? Det har jeg formodentlig, men jeg er nu ikke sikker. Faktisk tror jeg, at jeg først har læst den som voksen eller halvvoksen - og at jeg undrede mig, for bogen er jo tænkt som en morallære for børn, og jeg synes nok, at den er lige lovlig barsk. Ja, langt mere barsk, end den burde være, for en morallære skal jo også være opbyggelig, og det er jeg ikke sikker på, at den er. Ville jeg som barn have ladet mig vejlede af en sadist, der dypper folk i blækhuser, hvis de ikke gør, som "man" mener, at de skal gøre for at være "ordentlige"? Nul, aldrig i livet!!!!

Moral er jo også et svært emne for voksne, bl.a. fordi de har en tendens til at bryde regler, som de kender, medens børn endnu ikke rigtig ved, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt. I hvert fald ikke i detaljer. Man kan sige sådan noget som f.eks. "Ville du være glad, hvis nogen gjorde sådan ved dig?", hvis ungen f.eks. har gokket en kammerat i hovedet med et eller andet tungt, så blodet flyder. Her gøres det måske anskueligt for barnet, at man ikke skal gøre den slags ved andre, men er det mon tanken om mors ellers fars vrede/skuffelse over ens opførsel, der styrer barnets tankegang? Hvordan får man barnet til at tænke fra ubehaget ved forældrenes vrede eller skuffelse til selv at opfatte det skete som noget (moralsk) forkert? Eller sagt på en anden måde: hvordan får man barnet til at forstå, at der er ret og uret, og at det, der i første omgang føles rart, fordi det giver én en øjeblikkelig fordel, ikke er det rigtige at gøre, nemlig af moralske grunde? Kort sagt: hvordan bliver man et godt menneske ud fra en indre drivkraft og ikke bare et ydre påbud?

Det budskab til julemanden forstår jeg faktisk godt, og jeg synes, det er helt fint, hvis man kan få det sjovt ved at bryde et par regler - hvis det vel at mærke ikke går ud over andre .... Når det sker, så bør samvittighedens stemme bryde ind med sit "hov-hov, det må man ikke"!!! Nej, det må man ikke, fordi det er forkert ud fra moralske betragtninger. At mange af disse er sort tale for de små er beklageligt. Også at de ikke af sig selv opfatter forskellen mellem godt og ondt, ret og uret eller forkert og rigtigt.

Jeg har i mange år tænkt på, hvordan jeg kunne skrive en morallære for børn, der ikke bare går på straf, men også på noget psykisk, noget, der kommer som en indre drift. Foreløbig er det kun blevet til denne bog (samt et par af mine andre børnebøger), men ingen af dem udtrykker præcis det, jeg spekulerer på vedr. emnet. Ergo: tilbage i tænkeboksen med EC .....