Hun var en meget smuk kvinde og tydeligvis maleren George Romney's yndlingsmodel, da han brugte hende i utallige malerier og tegninger, der alle viste hans besættelse af hende og hendes unikke skønhed. Den dag i dag ser man hendes portræt i alle mulige sammenhæng, for der var meget i hendes liv, der sikrede hende en vedvarende berømmelse. Hvem skulle nu have troet det, da hun blev født den 26. april 1765 som datter af smeden Henry Lyon? Dengang hed hun Amy Lyon, men hun er kendt som Lady Hamilton.
Eftersom hendes far døde, da hun var et par måneder gammel, blev det hendes mor og bedstemor, der opdrog hende. Deres opdragelse omfattede ikke nogen egentlig uddannelse, og hun må have været meget uvidende på mange punkter. Nu var uddannelse heller ikke ligefrem nødvendigt til det, der gav hende hendes karriere og gjorde hende berømt, også i vore dage. Næh, men starten var nu ikke lovende, for som 12-årig blev hun stuepige hos en kirurg ved navn Honoratus Leigh Thomas. (I vore dage er han nok mest kendt for sin artikel "Description of an Hermaphrodite Lamb").
Efter at have arbejdet som stuepige for lægen og derefter for forskellige andre, gik Emma videre til et mere eventyrligt liv som danser, model og skuespiller. Formentlig burde man tilføje "prostitueret", for i nogle år var hun holdt elskerinde for den ene velhavende mand efter den anden. I 1791 giftede hun sig imidlertid som 26-årig med enkemanden Sir William Hamilton, der var blevet udnævnt til engelsk ambassadør i Napoli, hvor Emma blev en stor succes, bl.a. fordi hun blev veninde med dronningen, Maria Carolina (1752–1814), der var søster til Frankrigs Marie-Antoinette.
Sir William Hamilton (1730-1803) var noget af en nørd, der holdt af sådan noget som studiet af vulkaner i Italien. Sammenlignet med et par andre af hendes tidligere elskere virker han dog helt sikkert som en god mand. En af disse, nemlig Sir Harry Fetherstonhaugh, siges at have fået den på det blot tidspunkt 15-årige Emma til at danse nøgen på sit spisebord som underholdning for sine jagt- og drukkammerater. Det var dog værre, at han gjorde hende gravid med hendes første datter, Emma Carew, som hun måtte sætte i pleje, fordi hendes livsstil ikke levnede plads til et barn. Den lille blev overgivet til Emmas bedstemor i de første tre år af sit liv og kom senere til et engelsk ægtepar, men derefter er det usikkert, hvor hun havnede efter at være rejst udenlands som enten selskabsdame eller guvernante.
Da den seneste af hendes elskere, Charles Francis Greville (1749–1809), var nødt til at finde sig en rig kone, sørgede han for, at hun mødte hans onkel, Sir William Hamilton, der på det tidspunkt var 55 år gammel og nylig enkemand. På det tidspunkt var hun og hendes skønhed blevet meget berømt på grund af George Romney's mange malerier og tegninger af hende, og denne berømmelse lokkede nok Hamilton til, fordi den pirrede hans samler-instinkt, der omfattede alt smukt eller antikt. Man kan sige, at hun blev en trofæ-hustru, men de kom til at stå hinanden meget nær, og Sir William var nok hendes bedste ven i livet.
Charles Francis Greville, britisk politiker, der sad House of Commons fra 1774 til 1790
Hvorom alting er, så blev Emma altså gift med Sir William Hamilton efter at være taget til Napoli på noget, hun troede var en ferie, som Charles Greville havde sørget for. Hun vidste således ikke, at hendes elskers plan var at gøre sig fri af hende, så han uhindret kunne forfølge den rige pige, han havde udset sig som sin kone og økonomiske redningsmand. I det hele taget lader det til, at hun på nogle punkter var meget naiv og ofte blev snøret af de mænd, hun plejede omgang med.
Napolis dronning, Maria Carolina, levede et langt rigere og mere nyttigt liv end sin søster, Marie-Antoinette, idet hun fik gennemført reformer og forbedringer i sit nye land. Efter udbruddet af Den franske Revolution, der kostede hendes søster og svoger livet, fik hun imidlertid forvandlet Napoli til noget af en politistat som beskyttelse imod lignende revolutionære tanker i det kongedømme, hun rent faktisk regerede som kong Ferdinand I's dronning. At Emma gjorde indtryk ved hendes hof skyldtes ikke bare hendes berømte skønhed, men også de talenter, hun efterhånden åbenbarede. Selv uden en formel uddannelse klarede hun sig godt, da hun hurtigt lærte sig både fransk og italiensk samt sang så godt, at hun ligefrem fik tilbud om engagement ved operaen.
Emma, der opfører sine "attituder"
Noget af det, der også vakte begejstring i de finere kredse i Napoli, var Emmas succes med sine "poseringer" som klassiske kvindefigurer. Dette blev i realiteten til en ny kunstform, som bl.a. Ida Brun fra Danmark var med til at gøre berømt.
Da Emma jo var gift med den engelske ambassadør, Sir William Hamilton,
var det hendes pligt at byde den berømte admiral Horatio Nelson velkommen, da han besøgte
Napoli. Han havde på det tidspunkt været gift i seks år med enken
Frances "Fanny" Nisbet, men det blev bemærket, at han allerede ved sit
første møde med Emma blev meget betaget af hende.
Frances "Fanny" Nelson (1758-1831), hvis første ægtemand var lægen Josiah Nisbet. Efter hans død giftede hun sig med admiral Horatio Nelson. Selv da hans voldsomme forelskelse i Emma og den måde, den kom offentligt til skue, udviklede sig til en markant og ofte direkte grusom samt ufortjent afstandstagen fra hende, forblev hun en tro og hæderværdig hustru, der tilmed tog sig af sin utro ægtemands syge og aldrende far.
Anden gang Nelson kom til Napoli var det som en levende legende på grund af sine mange sejre. Efter at have slået den franske flåde ved Abukar i Egypten var han blevet adlet som baron af Nilen. Til gengæld var han et fysisk vrag, da han havde mistet sin ene arm og de fleste af sine tænder samt led af voldsomme hosteanfald. Noget, der dog ikke afskrækkede Emma, og da hun trådte til som hans sygeplejerske, sekretær, oversætter, osv. fik de to hurtigt en affære. En af hendes vigtigste roller blev som mellemmand mellem ham og dronning Maria Carolina, der var trængt af de revolutionære oprørere i landet.
Horatia Nelson
Nogenlunde samtidig faldt den unge kronprins, den senere George IV, totalt for Emma, hvilket gjorde Nelson voldsomt jaloux. Sært nok var det Emmas mand, Sir William Hamilton, der beroligede sin kones bekymrede elsker ved at forsikre ham om hendes kærlighed. Bekymringer var der dog nok af, for da den fortvivlede Fanny gav sin ægtemand et ultimatum om enten at vælge hende eller Emma lige inden han skulle af sted på en ny militær mission, blev han rasende, hvilket faktisk er underligt, da han på det tidspunkt havde presset hende langt mere, end man overhovedet kan finde undskyldninger for. Man mener imidlertid, at Fannys ultimatum fik ham til endelig at beslutte sig for en skilsmisse, men at dette var for sent, da han midt i sin næste store sejr i slaget ved Trafalgar blev dræbt på sit flagskib Victory i 1805. Som national-helt blev han begravet i St. Pauls Cathedral i London.
Emmas situation var forværret på dette tidspunkt, da hendes ægtemand og - på overraskende vis - store støtte, Sir William Hamilton, var død i 1803. Mange velhavende og fornemme mænd ønskede at erstatte ham, men hun troede stadig på, at hun og Nelson havde en fremtid sammen. Da han døde, havde hun næsten lige født deres anden datter, men hun levede kun i seks uger, og hun blev ramt af chok efter chok med disse dødsfald, men også med økonomien, der ramlede for hende. Som minimum burde Nelson have sørget for hende og deres datter økonomisk, inden han tog ud på den farefulde aktion, der slog ham ihjel, men det havde han ikke. For mig at se står nationalhelten på mange måder tilbage som en typisk "nøler", der udsatte og udsatte, hvor han burde have handlet. Den note, han skrev om bord på Victory, skulle tjene som en kodicil til hans testamente, og det gik ud på at sikre Emma og deres datter økonomisk, men var alt for vag til at kunne tjene som andet end en påmindelse til nationen som sådan.
På den måde var han ikke meget bedre end de andre mænd i hendes liv, der havde udnyttet hende på forskellig vis.
Emma som Cassandra
Man kan sige, at korthuset væltede, da de to vigtigste mænd i hendes liv døde, for ingen tog sig af hendes problemer, heller ikke hverken Nelsons familie eller staten, som han havde appelleret til. Derfor kastede hun sig nogle gange ud i vilde mad- og spiritusorgier samt spillede hasard i håb om at kunne vinde, så økonomien kunne reddes, inden hun gik fallit. Til sidst opgav hun og besluttede sig for at flygte fra gælden og minderne. På det tidspunkt havde hun en gæld på mer end £15,000, og hun havde også mistet sit gode helbred.
Flugten var en desperat kvindes eneste udvej, og i sin nød vendte hun sig imod den katolske kirke, men desværre også alkohol og sovemedicin. På det tidspunkt havde hun forskellige helbredsproblemer i form af uforklarlige mavesmerter, diarre, kvalme og svimmelhed. Det var den rene ynk, og en sørgelig afslutning på hendes liv, da hun døde den 15. januar 1815 og blev begravet i en beskeden grav i Calais, som en god ven havde betalt, og som forsvandt under krigen. Femten år inden sin død havde hun ellers fået den store ære at blive udnævnt til "Dame Emma Hamilton" som et medlem af "The Order of Malta". Den, der stod for denne udnævnelse, var zar Paul, der ønskede at ære hende for hendes bidrag til Maltas forsvar imod franskmændene. Man kan sige, at dette var endnu en ironi i et liv, der sendte hende til hendes nu forsvundne grav i Frankrig.
Horatia Nelson
Nelsons kodicil til det oprindelige testamente havde givet Emmas og hans datter, Horatia (1801–1881), (der i langt højere grad lignede sin far end sin smukke mor), lov til at bære hans efternavn samt tildelte hende en årlig sum. Indtil sit bryllup med præsten Philip Ward (1795-1859) var hun således Horatia Nelson. I ægteskabet fik hun 10 børn, tre piger og syv drenge. Eftertiden har sikkert gjort sig mange flere tanker om hende end hendes samtid, der svigtede hendes far ved ikke at opfylde hans ønsker om at sikre hans datter økonomisk.
Emma Hamilton som Circe
