Lolita

Det hævdes, at den bog, som filmen "Lolita" bygger på, nemlig Vladimir Nabokov’s roman af samme navn, til gengæld er en fortolkning og videredigtning af en sand historie om en purung pige, der blev bortført af den velkendte pædofile Frank La Salle i 1948. Der har været mange flere bortførelsessager, hvor pædofile mænd har skaffet sig ungt kød, men denne vakte ekstra interesse, bl.a. fordi den blev forbundet med Nabokovs roman.

Dem, der har set Stanley Kubricks film fra 1962, husker sikkert den meget unge Sue (også kaldt Suellen) Lyon (1946-2019) som teenage-forførersken. Hun gjorde et godt stykke arbejde, men har nu ikke fået en særlig imponerende filmkarriere, selv om "Lolita" indbragte hende en Golden Globe, samt en verdensomspændende berømmelse. Man kan sige, at hendes karriere fusede ud i 1970erne, selv om hun havde gjort det godt i flere andre film.   

Der er en vis ironi i, at hovedrolleindehaveren, Sue Lyon med sine 15 år, blev anset for at være for ung til at se filmen, da den kom. Det bærer præg af dobbeltmoral, at den unge pige, der ved filmens indspilning, var 14, gerne måtte spille forførende teenager over for James Mason på 53 år, men ikke selv se resultatet af deres samarbejde. Havde man fulgt bogen slavisk, så ville hun også have været for gammel til rollen, for Nabokovs Lolita er bare 12 år. Den pige, der måske inspirerede ham til denne litterære figur, var faktisk endnu yngre, for hun var bare 11, da hun blev bortført og holdt fanget i knap 2 år, indtil det lykkedes hende at flygte.  

Dette er den "ægte Lolita", nemlig Sally Horner (1937-1952). Hun er da yndig, men ingen blond nymfe som Sue Lyon. Hendes hjemmeliv omfattede heller ikke en mor, som denne blev spillet af en formidabel, men overvægtig og overkærlig Shelley Winters, der kaster sig i armene på den mand, hun straks falder for, men som i virkeligheden bager på hendes meget unge datter. En rolle, Shelley Winters spillede suverænt godt.

Sallys mor var eneforsørger, efter at hendes mand - dvs. Sallys far - havde begået selvmord fem år før. Ud over Sally havde hun endnu en datter, Sallys ældre halvsøster, Susan, og hun må have knoklet for at forsørge familien. De var bestemt ikke velhavende, men var en pæn og regelret arbejderfamilie.

Man kan spørge sig selv, hvordan Sally mødte den pædofile Frank La Salle, og det er faktisk en speget affære, der viser, hvor snu han var, samt hvor enormt naiv den 11-årige pige og hendes mor var. Sally hungrede efter at blive en af skolens populære piger, der var medlem af en bestemt pigeklub, men for at komme i betragtning skulle hun gennemgå en optagelsestest, der bestod i et tyveri af en billig notesbog fra Woolworths. Da hun virkelig var en pæn pige, havde hun (angiveligt) aldrig stjålet før, men den dumme test krævede det altså, så hun begik tyveriet og forlod så ellers straks butikken.

På vej ud blev hun imidlertid standset af en høj, tynd og arret mand, der påstod, at han var FBI-agent, og at han havde set, hvad hun havde gjort. Han ville imidlertid lade hende gå, hvis hun gik med til at mødes med ham igen og så ellers holde ham orienteret om alle sine gøremål. Den skrækslagne Sally gik straks med på hans krav, men allerede dagen efter passede han hende op og sagde, at reglerne var blevet ændret. Nu forlangte han, at hun fulgte med ham, fordi forbrydelsen med notesbogen - ifølge ham - var meget alvorlig. Han truede med forskellige straffe, som han påstod, at tyvagtige børn kom ud for, men samtidig sagde han, at han kunne hjælpe hende. 

Man korser sig over, at nogen kan være så naiv som Sally, men hun sagde ja til at følge med ham. Først skulle hun dog sige til sin mor, at han var far til et par af hendes skoleveninder, og at han og hans familie ønskede at invitere hende med på en lille sørejse. Sally gjorde, som han sagde, og hendes mor, der på dette tidspunkt havde så alvorlige økonomiske problemer, at hun ikke engang havde penge til elektricitetsregningen, blev glad for, at hendes datter kunne få sådan en oplevelse. Selv havde hun jo ikke råd til at invitere nogen af sine døtre på noget, der bare lignede en ferie. Derfor vinkede hun glad farvel til sin datter, da hun kørte af sted med den fremmede mand.

Hvad ingen vidste, var, at La Salle var en dømt sex-forbryder, der blot to måneder før mødet med Sally var blevet løsladt efter en fængselsstraf for fem tilfælde af voldtægt på piger mellem 12 og 14 år. Han havde begået andre forbrydelser som f.eks. tyverier og havde desuden ialt ca. 20 forskellige navne, som han jonglerede rundt med for at forvirre politiet. Kort sagt: han var mildt sagt ikke den ideelle rejseledsager for en køn, men super-naiv 11-årig pige. Det varede da heller ikke længe, før gentagne voldtægter af hende indgik i deres samvær. Udadtil spillede han hendes far, men efterhånden som de kom rundt i USA, var der dog dem, der betvivlede dette. Sagen var imidlertid den, at Sally på en vis måde spillede med, for hun anede ikke, hvavd hun ellers skulle gøre. Han tillod hende f.eks. at gå i skole, og hun røbede ikke, at hun var sin såkaldte "fars" fange. Det gjorde hun heller ikke i de telefonopkald hjem, han fik hende til at foretage, så hendes familie ikke brød ind i "idyllen". Da disse opkald ophørte efter 2-3 måneder, og moderens breve kom tilbage med "Adressen ubekendt"-stempler, fattede hun dog mistanke. Hun meldte sin datter forsvundet hos politiet, og da hun havde forklaret sammenhænget, kom der gang i sagerne, for de satte efter det umage par, dog uden at finde dem. 

 

Et af de steder, hvor de havde boet, og som de var flygtet fra, lå der bl.a. dette fotografi af en nu blond Sally. Det var selvfølgelig en ledetråd, men der var flere, uden at disse dog førte til ret meget. Først da Sally gjorde oprør og fortalte en venlig kvinde, der længe havde mistænkt, at der var noget galt, om sin  bortførelse og derpå ringede til sin søster og bad hende om at sende FBI, blev La Salle arresteret. Han bedyrede sin uskyld og påstod bl.a., at han var Sallys far, men den gik selvfølgelig ikke: han fik en dom på 30 år, og Sally vendte hjem til sin mor og søster.

Moderens glæde var stor, selv om hun befandt sig på et nyt økonomisk lavpunkt i sit liv. F.eks. havde hun været nødt til at opgive sin telefon, da et telefonabonnement var for dyrt for hende. Da Sally besluttede sig for at bede om hjælp, kom hun derfor ikke igennem til sin mor, men måtte i stedet ringe til sin søster. 

Medens familien glædede sig over gensynet, kom pressen ikke bare med lykønskninger, men også med ufine hentydninger til Sallys erotiske oplevelser som La Salles fange samt hendes teenage-buttethed. De bragte også i flere tilfælde hendes navn, hvilket var et overgreb. Nogle kom desuden med udsagn, der enten var eller tangerede "victim-blaming", hvilket jo er grotesk, når forbrydelsen omhandler en 11-årig pige, der ikke var ude på at forføre den midaldrende forbryder, der forbrød sig imod hende.

Dette foto er taget omkring Sallys 15-års fødselsdag 

Da Sally vendte hjem, genoptog hun sin skolegang på "Clara S. Burrough Junior High School"og tog sin eksamen. Alle roste hende og talte om hendes intelligens, så hun virkede som en pige, der havde en god fremtid foran sig. Hun ønskede at komme på universitetet, men ak, blot femten år gammel omkom hun i en bilulykke. Bilen, hun var passager i, tilhørte en fem år ældre, ung mand, som hun var lun på, hvilket giver tragedien en ekstra dimension af menneskeligt tab og spild ....

Hvad La Salle angår, så døde han den 22. marts 1966 i "The Trenton State Prison" efter at have afsonet 16 år af sin 30-års dom.Han var på det tidspunkt næsten 70 år gammel.

 

https://www.cbc.ca/amp/1.4807124 

https://oakcliff.advocatemag.com/2019/06/the-real-lolita-kidnapping-victim-sally-horner-was-held-in-a-west-dallas-trailer-park/ 

 

https://d2fahduf2624mg.cloudfront.net/pre_purchase_docs/BK_ORIO_001864/2020-06-24-04-36-07/bk_orio_001864.pdf 

 

https://www.newyorker.com/books/page-turner/the-salacious-non-mystery-of-the-real-lolita 

 

Wikipedia

Det uforvarende sex-mord på en fransk præsident

Marguerite Steinheil (1869–1954) er da en nydelig dame, men umiddelbart virker hun nu ikke som en decideret femme fatale, selv om det faktisk var det, hun var. Ja, hun var tilmed så "fatal", at hun antages at have taget livet af den franske præsident Felix Faure (1841-1954) med et såkaldt "blow job". Den 16. februar 1899 døde han i hvert fald under meget mystiske omstændigheder, idet han i sine dødskramper havde grebet fat i hendes hår, som hans døde hånd knugede i et så fast greb, at det angiveligt tog flere timer at løsne den. Alternativet, nemlig at klippe eller skære håret af, ville Marguerite ikke høre tale om, for hun har sikkert regnet sine lokker for et aktiv, når det gjaldt de berømte, rige og indflydelsesrige mænd, hvis elskerinde hun blev både før og efter Faures død. 

Marguerites rolle i dette dødsfald blev først kendt flere år senere, nemlig i forbindelse med en retssag i 1908 omkring mordene på hendes mand, den udmærkede og respekterede, men ikke super-berømte portrætmaler Adolphe Steinheil (1850-1908) og hendes stedmor, Emilie Japy. De lå begge kvalt i hjemmet, medens Marguerite sad bundet og kneblet i sin seng.

Fra mordstedet

Ifølge det overlevende offer, Marguerite, var det fire mænd i lange, sorte kapper eller frakker, der var trængt ind, havde bundet hende og myrdet hendes mand samt stedmor. Efterhånden blev det dog klart, at hun var temmelig lusket i sine forklaringere. F.eks. gjorde hun, hvad hun kunne for at skyde skylden på en tjener. Kort sagt, hun var i det hele taget ikke særlig troværdig. 

Selv om man skulle tro, at Marguerite, der jo blev fundet kneblet samt bundet i sengen, umuligt kunne være indblandet i de to mord, og der desuden ikke var nogle håndfaste beviser imod hende, så var der alligevel en del, der pegede på hende som morderen. Derfor endte det med, at der blev rejst tiltale imod hende, og at der ordentlig kom gang i afsløringen af skandale på skandale. Den værste af dem var Marguerites tilknytning til den afdøde præsident, for dette forhold vakte en vild forargelse, måske også fordi der var dem, der mistænkte, at præsidenten i virkeligheden var blevet forgiftet - dvs. myrdet. Pressen slugte de spændende detaljer med begejstring, og hun fik hurtigt et passende øgenavn: "Den røde enke". 

Man ser her Marguerite omgivet af et stort udsnit af de mænd, der hørte datidens retsvæsen til, da kvinder jo ikke kunne blive jurister. Når man kender hendes historie som femme fatale, kunne man tro, at det ville være en fordel for hende, der jo havde forført sig frem i de højere kredse i datidens Frankrig. Da politiet havde forhørt hende, og hun blev grebet i adskillige løgne og selvmodsigelser, undskyldte hun sig tilmed med, at hun havde været nødt til at belægge sine ord for at skåne sin purunge datter for at høre sandheden om sine forældre, nemlig at de til en vis grad levede af de smykker og andre gaver, som moderens "bibeskæftigelse" som elskerinde for velhavende levemænd bragte til huse. Uha, én ting er, hvad man gør, noget ganske andet at det bliver kendt af alverden i et samfund, der i bogstaveligste forstand bygger på dobbeltmoral ....

Adolphe Steinheil, selvportræt

At Marguerite bidrog til familiens ophold med gaver etc. for sine erotiske eskapader må have været kendt af hendes mand. Om han ligefrem bad hende om det vides ikke, men det er da muligt. De cirkler, ægteparret bevægede sig i, var i hvert fald både mondæne og kultiverede, da de ikke bare omfattede rigmænd, men også kulturpersoner som f.eks. Émile Zola, Ferdinand de Lesspes, Charles Gounod, Jules Massenet, René Lalique, Francois Coppée og Pierre Loti. 

Marguerite kæmpede med næb og kløer for at blive frifundet, og det lykkedes hende faktisk, vel sagtens på grund af det, man kalder "bevisets stilling", for der var ikke rigtig nogen beviser imod hende. Selv synes jeg, det er mystisk, at mordene blev begået ved kvælning, for det kræver jo en del armkræfter. Derfor synes jeg, det er ulogisk at beskylde hende for mord, men hun kan jo have haft en aftale med en (leje-)morder - eller, havde hun forført sig frem, siden det nu var det, hun var bedst til??? Måske der rent faktisk var noget lusk med den tjener, hun beskyldte for mordene, siden han var en mand, der kan have været svag for hendes lokketoner. Jeg opfatter det under alle omstændigheder som en meget mystisk sag og ikke kun som en speget affære. At morderen aldrig blev fundet, forbavser mig i hvert fald ikke ....

Marguerites portræt, malet af hendes mand, Adolphe Steinheil

Efter at hendes gode navn og rygte var blevet godt og grundigt tilsølet ved at blive trukket gennem denne berømte retssag, flyttede den fagre enke, Marguerite, til London, hvor hun gemte sig under et påtaget navn: Mme de Serignac. 

I 1912 udgav hun sin selvbiografi, "My Memoirs", hvor hun gav det franske rets- og fængselsvæsen tørt på. Magen til rottebefængt, nedbrydende og sygdomshærget sted som Saint-Lazare-fængslet skulle man lede efter - og helst ikke finde! Hendes beskrivelse af de omtrent 300 dage, hun tilbragte i fængslet, medens hendes sag blev efterforsket, er dog muligvis også farvet af hendes ønske om at lade omverdenen vide, at hun ikke fik særbehandling, selv om hun jo var en berømt, men også berygtet societydame.

Nok havde Marguerites liv taget nogle dyk, men ukuelig, som hun jo var, kastede hun sig ud i et nyt, spændende eventyr i 1917: hun giftede sig med englænderen Robert Brooke Campbell, den 6te baron Abinger. Dvs. at den forhenværende tugthusfange, demimonde og mulige morder blev forvandlet til engelsk baronesse .....
 

 

https://vancouversun.com/news/local-news/this-week-in-history-1909-the-red-widow-is-acquitted-of-murder-in-paris

 

https://resources.depaul.edu/vincentian-collections/story/footnotes/Pages/Steinheil.aspx

 

https://britishpathe.wordpress.com/2010/12/23/the-red-woman-of-paris-%E2%80%93-the-scandalous-reputation-of-madame-steinheil/ 

Wikipedia

 

Den afrikanske kvinde, der blev defineret af hvide som et dyr

Den røde tråd i den sorte afrikaner Sarah Baartmans liv var hvide mænd, der udnyttede, misbrugte og nedværdigede hende på forskellig vis. Det er sørgeligt at tænke på, at et menneske kan blive foragtet for noget, der ikke er foragteligt, og udnyttet som "mindreværdig" af en uforstående verden, men sådan gik det desværre med Sarah fra Sydafrika. 

Sarah Baartman hed oprindelig noget andet, men hendes egentlige navn er gået tabt, og hun er kendt under sit tildelte navn, (der dog somme tider staves anderledes). Hun blev født i 1789 og hørte til Khoikhoi-stammen, hvis medlemmer senere blev kaldt hottentotter. Som ganske ung blev hun giftet væk, og på det tidspunkt var hendes forældre formentlig allerede døde. Det barn, hun fødte i ægteskabet, døde trist nok meget ung, og så vidt jeg kan se, var hun uden slægtninge, der kunne tage sig af hende og rådgive hende i en verden, der blev oversvømmet af hvide såkaldte kolonisatorer. At de først og fremmest var erobrere, der lagde beslag på ejendele og områder, der tilhørte de oprindelige folkeslag, er vi først nu ved at erkende, men sådan var det.

Inden Sarah blev født, boede der betydeligt færre hvide indbyggere i landet, men omkring 1780 var der 10.000, og de fyldte! De første ofre for disse hvide, engelske og hollandske indvandrere var de stammer, som Sarah hørte til, for de var nærmest forsvundet i løbet af ganske få år. Hvad personen Sarah angik, så blev hun - åbenbart uden videre - gjort til slave af en mand ved navn Peter Caesar, der bedømt ud fra navnet vel sagtens har været engelsk. Hvorom alting er, så blev hun tvunget til at flytte til Cape Town, hvor hun primært arbejdede med børnepasning i to år. For at det ikke skal være løgn, blev hun derpå sørme endnu engang gjort til slave, denne gang af en hollænder ved navn William Dunlop, der arbejdede for englænderne. (Gad vide, om Peter Caesar solgte hende til hollænderen - hm!!!)

Denne nye "herre" tvang hende til at underskrive en kontrakt, der angiveligt ville give hende penge og forskellige goder. Hun underskrev kontrakten den 29. oktober 1810 og havnede derefter i London, hvor hun blev set som en sensation på grund af sit ydre. Store numser må have været i høj kurs, for det var det, de måbende englændere fokuserede på, da hun blev tilknyttet et cirkus, hvor hun blev udstillet som et dyr i bur, men med betegnelsen "The Hottentot Venus". Her blev hun udsat for mange forskellige ydmygelser og direkte nedværdigelser, bl.a. af seksuel art.

Hun blev lånt ud eller udlejet til velhavere, der ville have noget "underligt" eller "eksotisk" som underholdning ved deres selskaber. Nogle steder fik tilskuerne udleveret en pind, som de så kunne prikke til hende med, hvilket er en dybt nedværdigende og umenneskelig behandling af et menneske. 

Det, der tiltrak opmærksomheden, var og blev hendes figur. Den store numse, der altså fascinerede datidens mennesker, fik imidlertid en ironisk parallel, da tournuren, der gav almindelige europæiske kvinder en silhuet som Sarahs, blev moderne. Var Sarah med til at inspirere modeskaberne? I Danmark var tournuren højeste mode i tidsrummet 1868-1890, og det kan da godt være, at Sarah var en af dem, der inspirerede til den, men det er ren spekulation, der ikke kan afgøres med sikkerhed.

Den 24. november 1810 forsøgte den velmenende organisation, The African Association, at få sat en stopper for udnyttelsen af denne totalt hjælpeløse kvinde, der var strandet i et fjendsk og fremmed samfund, hvor hun blev udnyttet på det groveste. De førte en retssag på hendes vegne, men det hele fusede ud, da hun blev nødt til at skrive under på, at hun så sandelig ikke blev seksuelt udnyttet, og at hun var helt indforstået med de ting, hun blev udsat for. Det betød, at dette forsøg på at hjælpe hende endte med, at sagen blev afvist. Hun fik dog mere bevægelsesfrihed, fordi der var mere fokus på, hvad hun kom ud for.

Sarah havde haft et hårdt og nedværdigende liv, der nu blev endnu værre, da hendes "herre", William Dunlop, døde, og hun havnede i kløerne på en anden. Han hed Henry Taylor, og han udnyttede og mishandlede hende ligesom Dunlop, men så solgte han hende til nogle personer, der trænede dyr. Hun blev nemlig set som en form for dyr og blev udstillet i et bur sammen med andre dyr. Alt det, der skete med hende, efterlod hende syg og sølle, men åbenbart ikke uden seksuelle kvaliteter, for hun blev i hvert fald gravid. Dette førte til hendes død som 26-årig i Paris den 29. december 1815.

Ikke Sarah selv, men en figur af hende

Man skulle tro, at så havde hun da fået fred, men nej. Ikke engang en grav fik hun, for hendes lig - eller dele af det - blev fremvist som en kuriositet indtil 1974, hvor Nelson Mandela forlangte at det, der var tilbage af hende på dette tidspunkt - dvs. hendes skelet - blev udleveret og begravet i Sydafrika. 

Sydafrikansk og fransk embedsmand ved siden af Sarah-figuren, inden den sendes til Afrika 

Det lykkedes dog først at få Nelson Mandelas krav opfyldt otte år senere, men hun blev først begravet den 9. august 2002. 

Der er kommet film, dokumentarer og bøger om Sarah og hendes skæbne, og hun står nu som et symbol på både kvinde- og raceforfølgelse, for hun gennemgik begge dele i rigtig mange år. Faktisk det meste af hendes voksne liv ....

https://www.bbc.com/news/magazine-35240987

 

https://www.news.uct.ac.za/article/-2014-12-01-the-humility-of-sarah-baartman 

 

https://www.alamyimages.fr/removal-men-adjust-the-skeleton-of-saartjie-baartman-after-a-ceremony-at-the-south-african-embassy-in-paris-april-29-2002-in-preparation-for-baartmans-remains-return-to-south-africa-in-early-may-for-burial-the-indigenous-woman-born-in-1789-was-taken-to-london-by-a-british-navy-doctor-around-1810-where-she-was-shown-off-in-freak-shows-as-the-hottentot-venus-after-she-died-in-1814-or-1815-her-skeleton-brain-and-other-organs-were-preserved-and-displayed-at-the-museum-of-mankind-in-paris-image381437956.html 

 

Wikipedia

Indianernes særlige indsats under WWII

Spotted Wolk

Var denne bistert udseende indianer med til at vinde Anden Verdenskrig som kodetaler (: Code Talkers)? Aner det ikke, og jeg ved ikke engang, om han er Navajo, for der er jo flere indianer-stammer, og mange af dem ydede en krigsindsats. Desuden vil jeg tro, at han var et par generationer ældre end de indianere, der på snedig vis gjorde deres til at vinde Anden Verdenskrig. Desværre fik de ikke den ære og respekt, de havde fortjent allerede dengang, for deres indsats blev - sammen med andre vigtige krigsdetaljer - hemmeligstemplet indtil 1968. Efterhånden som sløret er blevet løftet for den bedrift, de udførte, er der dog kommet en større forståelse for deres unikke indsats. 

Navajo-mand, uranium-minearbejder omkring 1950

Og hvordan foregik det så? Jo, man udvalgte 29 Navajo-mænd, der skabte en kode, der var baseret på det uskrevne og meget sofistikerede Navajo-sprog. Koden var først og fremmest bygget op omkring associationer, hvor Navajo-ord blev knyttet til nøgleord og nøglefraser samt militære taktikker. Forbløffende nok kunne kodetalerne oversætte tre linier på engelsk på omtrent 20 sekunder og ikke 30 minutter, som det ellers var almindeligt med de kodebrydermaskiner, der allerede var i brug. Seks Navajo-kodetalere spillede en ganske særlig og meget vigtig rolle under de overraskende langvarige kampe om Iwo Jima. Nogle militære eksperter var ikke engang sikre på, at det var umagen værd, men netop denne del af Stillehavskrigen fik i hvert fald en virkelig stor symbolsk betydning.

Under disse kampe stod seks Navajo-kodetalere for formidlingen af 800 meddelelser, hvilket de klarede flot, nemlig helt uden fejl. Man er enige om, at deres indsats spillede en afgørende rolle i erobringen af Iwo Jima. Indtil de kom til, havde japanerne nemlig brudt hver eneste militære kode, man havde brugt, hvilket skabte et stort behov for noget bedre.

Eftersom kodetalerne brugte telefoner og radioforbindelser, kunne man forestille sig, at japanerne havde formået at bryde koden, men nej, koden var skam stadig ubrudt ved krigens slutning. Man må sige, at dermed havde Navajo-kodetalerne bevist deres værd. Den, der havde fået ideen til at bruge Navajo-indianere som kodetalere, var iøvrigt en veteran fra WWI, Philip Johnston. Da han var barn havde hans far slået sig ned blandt Navajoerne som missionær, og den lille Philip havde derfor fået et indgående kendskab til stammens sindelag samt kunnen og viden.

Den lille Philip med sin bror og deres missionær-far 

Da Philip Johnston foreslog brugen af Navajo-indianere som kodetalere, blev han mødt med skepsis af andre militærfolk, men forskellige tests overbeviste dem om ideens bæredygtighed. Navajoerne måtte dog gennemgå en almindelig militær træning samt forskellige sprogtests, inden de blev udvalgt som kodetalere, hvilket måske holdt nogen tilbage.

Den voksne Philip Johnston

En pudsighed er, at der ikke oprindelig var nogen militær terminologi i Navajo-sproget. De blev tilføjet undervejs, så hvor den oprindelige kode havde bestået af 211 udtryk, så voksede den efterhånden til 411 i løbet af krigen. Endnu morsommere er det, at kodetalerne også udviklede et helt navajo-alfabet, som der heller ikke havde været før.

Efter at hemmeligstemplingen af kodetalernes indsats blev ophævet i 1968, så blev navnene på de 29 deltagere afsløret: Charlie Sosie Begay, Roy Begay, Samuel H. Begay, John Ashi Benally, Wilsie Bitsie, Cosey Stanley Brown, John Brown Jr., John Chee, Benjamin Cleveland, Eugene Crawford, David Curley, Lowell Damon, George Dennison, James Dixon, William McCabe, Carl Gorman, Oscar Ilthma, Allen June, Alfred Leonard, James Manuelito Sr., Chester Nez, Jack Nez, Lloyd Oliver, Frank Pete, Balmer Slowtalker, Nelson Thompson, Harry Tsosie, John Willfe Jr. and Yazzie William. 

Alle 29 fik "The Congressional Gold Medal", der måske så ud som den ovenfor. Det var selvfølgelig en stor ære for kodetalerne. Man skal dog huske på, at navajoerne ikke var de eneste indianere, der blev kodetalere og gjorde en indsats under WWII. Også Comancher, Crow, Hopi, etc. stod for vigtige militære tjenester under krigen, men det lader til, at de på en eller anden måde er blevet overskygget af navajoerne.

 

https://www.cia.gov/spy-kids/parents-teachers/docs/Lesson-plan-codes-and-code-breaking.pdf

 

https://unwritten-record.blogs.archives.gov/2020/12/01/navajo-code-talkers/ 

 

https://www.intelligence.gov/index.php/people/barrier-breakers-in-history/453-navajo-code-talkers 

 

https://eu.azcentral.com/story/news/local/arizona/2018/07/11/navajo-code-talker-facts-unbreakable-code/460262002/ 

 

https://edition.cnn.com/2017/11/28/us/navajo-code-talkers-trump-who/index.html 

 

https://www.intelligence.gov/index.php/people/barrier-breakers-in-history/453-navajo-code-talkers 

 

Wikipedia

Sang og kurver

 

Jeg ser den britiske primadonna Emily Soldene (1838-1912) som en livskunstner, der formår at få en masse ud af alle de aldersbetingede faser i en udøvende kunstners liv. Hun sidder ikke forgræmmet og hulker over, at ungdommen svandt, sådan at hun ikke længere vil kunne gøre sig som f.eks. den forførende Carmen i Bizets opera. Næh, hun bliver teaterdirektør og skribent, og hun er god til begge dele.

C. D. Marius, singer

Nogle af de stjerner, hun beskrev i sladderpressen, kunne måske føle sig udleveret, sådan som jeg synes, det sker her med sangeren, der ikke kunne synge, men som gjorde sig på en scene, fordi han så godt ud: “Young and beautiful, and slender, and sleek, and sly and so elegant. He played Landry, and made love to Frédégonde or Brunehaut, he didn’t care which, with an ardour that was not only particularly French, but particularly pleasing and particularly successful, so successful indeed that every girl in the front of the house was seized with a wild desire to understudy those two erratic, not to say imprudent characters.” Kort sagt, hun får afsløret, at sangeren ikke lever af sin sang, men af sit flotte ydre, og man spørger uvilkårligt sig selv, hvor meget hendes kvindelige kurver gjorde for den karriere, hun nød siden sin debut ved en Glover-koncert i 1862. Ret meget vil jeg sige, for hun havde de flotte 8-talsformer, der var populære dengang.

Kurverne er der, men det er sangstemmen angiveligt også. Desuden var hun så heldig, at hun både i sit ydre og sin personlighed passede perfekt til den komponist, hvis værker hun var med til at gøre populære i England på denne tid, nemlig Jacques Offenbach. Hun var dog også forrygende som Carmen, der var et af hendes glansnumre, efter at hun i 1879 introducerede Bizets populære opera på engelsk.

Emily Soldene som Carmen i 1880

Én ting var dramatikken og sangteknikken, der hørte til operaen "Carmen", noget andet de lette toner i Offenbachs operetter, som hun altså spillede en stor rolle i at få indført i England samt de steder, hvor hun turnerede. Ifølge hendes memoirer havde komponisten ytret bekymring for, at de sangere, der optrådte i hans værker var for "opera-agtige". Næh, han foretrak, at de havde en baggrund i de meget populære, men "folkelige" music halls. Da hun selv skiftede repertoire fra operaen til operetten og senere også blev teaterdirektør, gik hun ifølge sine memoirer endnu videre: de optrædende blev oftere valgt ud fra deres ydre end deres kunstneriske formåen. Som sagt: kurver skal der til, for at successen er hjemme i viktoriatiden .....

Hun var datter af et par, der muligvis levede i et dengang noget skandaløst forhold, der formentlig omfattede bigami. Ikke den bedste start for en kvinde i viktoriatiden, men Emily lod sig ikke slå ud af den slags uheldige omstændigheder. Det er mit indtryk, at hun hørte til den velsignede mennesketype, der altid klarer sig, fordi de forstår at aflæse de vilkår, samfundet afstikker for dem og få det bedste ud af situationen. Noget, jeg bestemt tager hatten af for, samtidig med at jeg er glad for, at kvinder har fået andre muligheder end at vise kurver. En udvikling, hun med sin karriere, jo også er et eksempel på, da hun fik succes både på og uden for scenen.

Som en følge af hendes succes som sanger fik hun lejlighed til at gøre sig gældende på andre måder, bl.a. som teaterdirektør. I 1874-1875 stod hun for en storstilet turné i USA, hvor hun opførte de samme operetter, som hun havde gjort berømte i England. Ifølge hendes memoirer bestod ensemblet af kvinder, der levede op til tidens smag: "From the first moment of going into management – recognizing the attractive force of female beauty – I surrounded myself with the best-looking and best set-up girls that could possibly be found. I selected my chorus from the ballet. The result, a minimum of voice, perhaps, but certainly a maximum of good looks and grace.... They felt the music, were full of life, and, like a blooded horse, were anxious for a start."

Den myndige teaterdirektør og senere sladderjournalist, Emily Soldene

Da Emilys mand, John Powell, døde, sad hun tilbage som alenemor til fire børn. Nogenlunde samtidig oplevede hun en bekostelig og ikke særlig succesfuld turné i USA samt forskellige andre fortrædeligheder af økonomisk art. Desuden kunne det ikke nægtes, at de kurver, der havde været med til at give hende succes på scenen, efterhånden var blevet lige vel overdådige. Hun vejede simpelthen for meget til de sexede roller, hun før havde fået succes med. Det betød, at hun efterhånden gik mere op i sit andet talent, nemlig at skrive. Bl.a. skrev hun i 1889 et skuespil, "Jeanne Fortier, the Bread Carrier", men hun skiftede også rollefag fra sexet dame til buttede kvinder i lystspil. Det foregik i San Francisco, hvor hun boede i nogle år.

Typisk for denne livskunstner skabte hun sig altså en ny karriere som skribent, da hun ikke længere kunne gøre sig på scenen i de roller, der før havde bragt hende succes. Hun blev musik- og teateranmelder, foruden at hun gjorde sig som sladderjournalist, bl.a. ved "The Sun". I 1896 udgav hun en roman, "Young Mrs. Staples", og samme år kom hendes efter datidens mening temmelig skandaløse memoirer, "My Theatrical and Musical Recolletions", hvor hun bl.a. afslørede forskellige pikante sandheder om det viktorianske og edwardianske samfund, hvor hun havde boltret sig som en fisk i vandet.

Andre har også beskrevet Emily og hendes liv, bl.a. Helen Batten

 

 

https://www.telegraph.co.uk/books/what-to-read/bigamy-bizet-bad-reviews-wild-life-victorian-opera-star/ 

https://bachtrack.com/feature-not-quite-opera-month-operetta-research-center-september-2019

 

Wikipedia