Marguerite Steinheil (1869–1954) er da en nydelig dame, men umiddelbart virker hun nu ikke som en decideret femme fatale, selv om det faktisk var det, hun var. Ja, hun var tilmed så "fatal", at hun antages at have taget livet af den franske præsident Felix Faure (1841-1954) med et såkaldt "blow job". Den 16. februar 1899 døde han i hvert fald under meget mystiske omstændigheder, idet han i sine dødskramper havde grebet fat i hendes hår, som hans døde hånd knugede i et så fast greb, at det angiveligt tog flere timer at løsne den. Alternativet, nemlig at klippe eller skære håret af, ville Marguerite ikke høre tale om, for hun har sikkert regnet sine lokker for et aktiv, når det gjaldt de berømte, rige og indflydelsesrige mænd, hvis elskerinde hun blev både før og efter Faures død.
Marguerites rolle i dette dødsfald blev først kendt flere år senere, nemlig i forbindelse med en retssag i 1908 omkring mordene på hendes mand, den udmærkede og respekterede, men ikke super-berømte portrætmaler Adolphe Steinheil (1850-1908) og hendes stedmor, Emilie Japy. De lå begge kvalt i hjemmet, medens Marguerite sad bundet og kneblet i sin seng.
Fra mordstedet
Ifølge det overlevende offer, Marguerite, var det fire mænd i lange, sorte kapper eller frakker, der var trængt ind, havde bundet hende og myrdet hendes mand samt stedmor. Efterhånden blev det dog klart, at hun var temmelig lusket i sine forklaringere. F.eks. gjorde hun, hvad hun kunne for at skyde skylden på en tjener. Kort sagt, hun var i det hele taget ikke særlig troværdig.
Selv om man skulle tro, at Marguerite, der jo blev fundet kneblet samt bundet i sengen, umuligt kunne være indblandet i de to mord, og der desuden ikke var nogle håndfaste beviser imod hende, så var der alligevel en del, der pegede på hende som morderen. Derfor endte det med, at der blev rejst tiltale imod hende, og at der ordentlig kom gang i afsløringen af skandale på skandale. Den værste af dem var Marguerites tilknytning til den afdøde præsident, for dette forhold vakte en vild forargelse, måske også fordi der var dem, der mistænkte, at præsidenten i virkeligheden var blevet forgiftet - dvs. myrdet. Pressen slugte de spændende detaljer med begejstring, og hun fik hurtigt et passende øgenavn: "Den røde enke".
Man ser her Marguerite omgivet af et stort udsnit af de mænd, der hørte datidens retsvæsen til, da kvinder jo ikke kunne blive jurister. Når man kender hendes historie som femme fatale, kunne man tro, at det ville være en fordel for hende, der jo havde forført sig frem i de højere kredse i datidens Frankrig. Da politiet havde forhørt hende, og hun blev grebet i adskillige løgne og selvmodsigelser, undskyldte hun sig tilmed med, at hun havde været nødt til at belægge sine ord for at skåne sin purunge datter for at høre sandheden om sine forældre, nemlig at de til en vis grad levede af de smykker og andre gaver, som moderens "bibeskæftigelse" som elskerinde for velhavende levemænd bragte til huse. Uha, én ting er, hvad man gør, noget ganske andet at det bliver kendt af alverden i et samfund, der i bogstaveligste forstand bygger på dobbeltmoral ....
Adolphe Steinheil, selvportræt
At Marguerite bidrog til familiens ophold med gaver etc. for sine erotiske eskapader må have været kendt af hendes mand. Om han ligefrem bad hende om det vides ikke, men det er da muligt. De cirkler, ægteparret bevægede sig i, var i hvert fald både mondæne og kultiverede, da de ikke bare omfattede rigmænd, men også kulturpersoner som f.eks. Émile Zola, Ferdinand de Lesspes, Charles Gounod, Jules Massenet, René Lalique, Francois Coppée og Pierre Loti.
Marguerite kæmpede med næb og kløer for at blive frifundet, og det lykkedes hende faktisk, vel sagtens på grund af det, man kalder "bevisets stilling", for der var ikke rigtig nogen beviser imod hende. Selv synes jeg, det er mystisk, at mordene blev begået ved kvælning, for det kræver jo en del armkræfter. Derfor synes jeg, det er ulogisk at beskylde hende for mord, men hun kan jo have haft en aftale med en (leje-)morder - eller, havde hun forført sig frem, siden det nu var det, hun var bedst til??? Måske der rent faktisk var noget lusk med den tjener, hun beskyldte for mordene, siden han var en mand, der kan have været svag for hendes lokketoner. Jeg opfatter det under alle omstændigheder som en meget mystisk sag og ikke kun som en speget affære. At morderen aldrig blev fundet, forbavser mig i hvert fald ikke ....
Marguerites portræt, malet af hendes mand, Adolphe Steinheil
Efter at hendes gode navn og rygte var blevet godt og grundigt tilsølet ved at blive trukket gennem denne berømte retssag, flyttede den fagre enke, Marguerite, til London, hvor hun gemte sig under et påtaget navn: Mme de Serignac.
I 1912 udgav hun sin selvbiografi, "My Memoirs", hvor hun gav det franske rets- og fængselsvæsen tørt på. Magen til rottebefængt, nedbrydende og sygdomshærget sted som Saint-Lazare-fængslet skulle man lede efter - og helst ikke finde! Hendes beskrivelse af de omtrent 300 dage, hun tilbragte i fængslet, medens hendes sag blev efterforsket, er dog muligvis også farvet af hendes ønske om at lade omverdenen vide, at hun ikke fik særbehandling, selv om hun jo var en berømt, men også berygtet societydame.
https://resources.depaul.edu/vincentian-collections/story/footnotes/Pages/Steinheil.aspx
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar