Denne situation ville ikke være rar for et menneske, for vi ser jo vort spejlbillede og erkender, at vi er den person, der ses i spejlet. Én ting er, hvis man ikke kan lide det, man ser i spejlet, men hvis ikke der slet ikke er et spejlbillede, hvor er vi så blevet af? En yderst skræmmende situation, hvad enten man er tilfreds med sit udseende eller ikke. De fleste lever trods alt fint med det, spejlet viser, også fordi det kræver en hel del at forandre udseende for alvor. Ikke at det ikke kan lade sig gøre, men det er dog ofte en tvivlsom - samt dyr - affære .....
Men hvad med dyr, der ser deres spejlbillede? Ved de, at det er dem selv, de ser, og forstår de i det hele taget, at de har et ydre og ikke mindst en personlighed, der adskiller sig fra alle andre dyrs, også tilsyneladende helt ens artsfæller? At dyr kan opfatte billeder, f.eks. på fjernsynet, ved jeg, for jeg har hørt om flere episoder med katte og hunde, der følger med i forskellige TV-udsendelser. En vovse, jeg kender, havde således fulgt en spændende dokumentarudsendelse om vilde hunde, og da den sluttede, gik den om bag fjernsynet og så efter, hvor de var blevet af. At de ikke var der, bortset fra som billeder, og at de nu var væk, fattede den vist ikke.
Måske denne kat spørger sig selv om, hvorvidt det væsen, den ser i spejlet, er den selv, eller om det er en fremmed kat. Ved den, at den hører til den gruppe dyr, der meget ofte ses som et elsket kæledyr hos mennesker, og forstår den at skelne mellem sig selv og f.eks. familiens hund, hamster eller undulat? Det er svært at afgøre, selv om der er en metode til at teste dyr, via spejle. Passende nok kaldes den da også "spejltesten", og den kan alle foretage uden det store besvær.
Spejltesten foregår ved, at man maler en lille plet et sted i ansigtet på et sovende dyr. Når dyret så vågner, stiller man et spejl foran det. Hvis dyret tydeligvis bemærker pletten og begynder at undersøge den, så viser det, at det genkender sig selv og undrer sig over denne fremmede plet. Testen omfatter altså ikke psyken - eller "sjælen", om man vil - men kun kroppen. Den er dog interessant, fordi den viser, at mange dyr har en god fornemmelse for, hvem de er og kan genkende sig selv.
Denne kat ser tydeligvis, at der sker noget, og at spejlbilledet er "levende". Om det betyder, at den genkender sig selv er ikke til at vide.
Når det gælder den venskabelige eller ligefrem kærlige interaktion mellem forskellige dyrearter, bliver det virkelig interessant, men inden for dette område vrimler det med ubesvarede spørgsmål. Jeg tror, at på nuværende tidspunkt har man ikke meget andet end gætterier at komme med, hvilket såmænd også kan være vældig interessant.
Fugle og hunde eller katte ligner altså ikke hinanden, men jeg har set flere billeder af killinger, der er blevet adopteret og beskyttet af f.eks. en høne, hvilket ret beset er temmelig sært. De genkender ikke hinanden som artsfæller, for det er de jo altså ikke, men på en eller anden måde ser de nogle bestemte egenskaber i disse anderledes udseende væsener, som de reagerer positivt på. De små killinger trigger formentlig hønens moderlige beskytter-instinkter, samtidig med at de bliver overbevist om, at dette bløde dyr ikke vil dem noget ondt. Dermed ikke være sagt, at killingerne kan søge modererstatninger i hele hønsegården, for den går nok ikke. Hvis denne specielle høne har kyllinger, så vil jeg tro, at den ikke har blik for killingerne, selv om de er aldrig så søde og bløde. Helt sikker kan man dog ikke være, for der er unægtelig mange underlige kombinationer i dyreriget.
Er dette et "mor-barn-forhold", eller er fuglen og katten venner? Det normale ville være, at katten overfaldt fuglen, men selv om den ser sur ud, så er der ikke noget, der tyder på, at den har morderiske tendenser over for den.
https://www.idunn.no/file/pdf/67149433/lars_fr_h_svendsen_aa_forstaa_dyr.pdf
https://www.pnas.org/content/98/10/5937.abstract
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar