Denne ganske flotte fyr, Christian IV (1577–1648), har virkelig sat sit præg på det land, hvis konge han var i mere end 59 år, nemlig fra 1588 til sin død i 1648. Der er stadig en aura af fest og farver omkring ham som person, bl.a. fordi han fik ialt 23 børn med sine to ægtefæller, dronning Anna Cathrine af Brandenburg (1575–1612) og Kirsten Munk (1598-1658), samt diverse elskerinder. Ikke alle børnene levede til voksen alder, men der kan sagtens være flere end de 23, man har hørt noget om, for han tog virkelig for sig af retterne.
Blandt dem, der overlevede fødslen og barndommen, var der nogle meget markante personligheder som f.eks. Leonora Christina (1621-1698). Med sine erindringer - og især "Mit Jammers Minde", der omhandler hendes fangenskab i Blåtårn i årene 1663-1685 - har hun skaffet sig en selvstændig plads i danmarkshistorien som en i særlig grad tapper kvinde, selv om hun var gift med en landsforræder og ikke har et pletfri ry med hensyn til loyalitet over for både sin kongelige far, Christian IV, og sin halvbror, Frederik III (1609–1670).
Når - eller hvis - jeg tænker på Christian IV, så ser jeg ham i lyset af min barndoms skoleundervisning, hvor han blev fremhævet som en "stor konge" af den oldenburgske slægtslinje, der startede med Christian I (1426–1481). Man lærte at kunne lide Christian IV, og han var en meget vigtig del af det, man kunne kalde "nationalkarakteren", hvilket bl.a. hang sammen med den fremtrædende rolle, Johan Ludvig Heiberg tildelte ham i sit skuespil "Elverhøj", der den dag i dag kan trække publikum.
Det er en sjov tanke, at dette nationalepos, der efter min mening er blevet brugt - og genbrugt - som ren indoktrinering i ideologien omkring landets konger og ikke mindst Christian IV, blev til som et bestillingsarbejde i forbindelse med festlighederne omkring en senere konges bryllup, der ironisk nok markerede starten på det mislykkede ægteskab, denne sidste - og totalt barnløse - oldenburger, Frederik VII (1808-1863), indgik med Frederik VI's yngste datter, Vilhelmine Marie i 1828. En af de medvirkende, nemlig Louise Rasmussen, der spillede elverpige i stykket, blev senere gift med den kongelige brudgom og fandt sin plads i danmarkshistorien som Grevinde Danner. Det skete selvfølgelig ikke før, både hans første og andet ægteskab - dvs. med prinsesserne Vilhelmine Marie og Mariane af Mecklenburg-Strelitz - var røget sig en tur. Den slags fornemme damer var ikke noget for den folkelige Frederik VII, men det var Louise Rasmussen.
Med lidt god vilje kan der såmænd godt anes en vis fysisk lighed mellem den ældre, "buttede" Christian IV og den næsten (???) lige så tykmavede Frederik VII, her med sin elskede Louise, Grevinde Danner. Begge disse konger er under alle omstændigheder blevet tilskrevet en folkelighed, der har gjort dem populære op igennem tiden. Det får mig til at tænke på spørgsmålet om, hvad gavn den slags kronede personer egentlig gør. Eftersom jeg er imod monarkiet, men samtidig finder rigtig mange kongelige personer yderst interessante som en del af historiens gang, er sådan nogen som netop Christian IV og Frederik VII det rene guf for mig. HVIS det var muligt at lære mennesker af andre samfundsklasser lige så godt at kende som de, der optræder i vores kongerække, så ville jeg dog skrotte de kongelige levnedsbeskrivelser til fordel for disses biografier, men ak, de findes ikke.
Nogle af de menige sømænd i baggrunden på dette maleri, der forherliger Christian IV's tapperhed i Slaget på Kolberger Heide den 1. juli 1644, kunne have været interessante at snakke med. Eftersom denne konges regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, så virker de forskellige beretninger om hans enorme tapperhed og mod ret suspekte. Blev de fortalt for at rette op på hans ry, og var de en art PR for kongemagten? At spørge de adelsfolk, der flokkes omkring kongen, ville nok ikke give så mange oplysninger, men de menige søfolk i baggrundenkan godt have nogle interessante observationer, der er værd at få med i historiebøgerne.
Juliane Marie Jessen
Da "Selskabet til de skønne Videnskabers Forfremmelse" i 1819 udskrev en konkurrence om det, vi også i vore dage kender under betegnelsen "nationalsangen", så vandt forfatteren Juliane Marie Jessen med sin "Dannemark, Dannemark, hellige Lyd". Ifølge betingelserne skulle sangen "passe til alle Stænder og alle Tider", og den skulle udtrykke "Kærlighed til Fædrelandet og Troskab mod Kongen", og det gjorde Juliane Marie Jessens sang. Det blev dog ikke denne sang, der så at sige vandt eftertidens hjerte, for det er afgjort Adam Oehlenschlægers "Der er et yndigt land", der ganske enkelt er en skamløs forherligelse af det, danskerne opfatter som den danske nationalkarakter.
Adam Oehlenschlæger
Oehlenschlægers sang, der altså kom efter den, der oprindelig vandt konkurrencen, er imidlertid den tredie i rækken af dem, der kan gøre krav på at være den "danske nationalsang", for den allerførste kom allerede i 1779, da Johannes Ewald (1743-1781) skrev sit syngespil "Fiskerne". Et af højdepunkterne i dette stykke var det, vi kalder "kongesangen", nemlig "Kong Christian stod ved højen mast". Den overmåde tapre konge, der hyldes, er selvfølgelig vor gamle ven, Christian IV, der må siges at være præsenteret i både nutid og fortid som det lim, der binder vor nation sammen.
Johannes Ewald
At Johannes Ewald begik den brøler at lade sangen fremføre af en skuespiller, der spillede fisker, blev ellers anset for en skandale dengang. En gemen underklasse-borger skulle så sandelig ikke synge nogle bestemte vers af den pompøse sang til Christians pris! Censuren greb ind i forbindelse med premieren i 1780 og forbød denne rollefordeling af høj og lav i Ewalds syngespil, hvilket jo er grotesk at tænke på i dag.
Det med "nationalkarakteren" tror jeg faktisk har sin rigtighed, selv om jeg ikke tror på alle de fortræffeligheder, vi tilskriver os selv. Jeg er dog ikke i tvivl om, at Danmark er - og forhåbentlig forbliver - det, man kalder et "smørhul", for der er unægtelig meget, der plager andre nationer, men som vi - indtil videre - er fri for ....
http://den2radio.dk/udsendelser/kampen-om-den-danske-nationalsang
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar