tirsdag den 23. november 2021

The Dark Web


Min viden om internettet og dets opbygning er ret begrænset, og jeg indrømmer såmænd gerne, at det glæder mig, at man ikke behøver at forstå finesserne ved det for at bruge denne fantastiske tilføjelse til menneskehedens mange muligheder for viden, kommunikation, etc.. Det er stadig noget, man må regne for en såkaldt "nyere opfindelse", selv om det er svært at forestille sig en verden, hvor det ikke eksisterede. Ikke desto mindre var det virkeligheden for godt 50 år siden, hvor den studerende Charlie Klein trykkede på én bestemt knap: ".... den 29. oktober 1969 sker der noget skelsættende. Noget, der af mange betragtes som første skridt i udviklingen af internettet. I forskningsprojektet APRANET (Advanced Research Projects Agency Network) lykkes det for første gang forskerne at lave en stabil forbindelse mellem to computere. Og det er nu, at Charlie Klein for første gang i verdenshistorien kan trykke på en knap og sende en e-mail afsted med teksten ”LOGIN”. Selvom kun halvdelen af e-mailen når frem – nemlig ”LO” – er det en kæmpesucces og et gennembrud i internettets historie. Det er nemlig starten på skabelsen af et netværk, der snart gør det muligt for forskerne at sende information mellem computere. Og i løbet af bare 20 år har de skabt et verdensomspændende netværk med tilslutningspunkter over hele verden." Ja, internettet gik fra forskning til noget alment, hvilket er en interessant tanke, for der var afgjort meget, forskerne havde overset omkring dets brug og især dets misbrug ....


Kommunikation - måske med en person på den anden side af jordkloden?!!! - herligt, så længe denne anden person er pæn, hæderlig og uden skumle bagtanker. Hvis det ikke er tilfældet, så forvandles situation til noget, der kan ende galt, f.eks. som følge af fænomenet "hacking", hvilket er noget møg, fordi man narres og bestjæles af nogen, man ikke kender, og som man aldrig nogensinde kommer til at møde. Det føles ekstra ikke bare som sort magi, men også som et overgreb af de store. 

Mange er blevet snøret på websites for håbefulde kærlighedssøgende personer. Den, de forelsker sig i, findes kun i deres eget hoved, og de er villige til at give ham/hende virkelig meget både mht. opmærksomhed og penge, fordi personen først og fremmest er et fantasifoster af deres specielle drømmehelt(-inde). Noget, der på ulyksalig vis har kostet mange liv og formue, for slet ikke at tale om drømme og illusioner. 

Man kan faktisk selv skabe en website, hvilket afgjort har fristet mange, både på grund af en eventuel indtjening via annoncer, etc., og muligheden for at møde ligesindede med specielle interesser. De allerede eksisterende, offentlige websites - der af nogen benævnes "Surface web websites" - bruger Google Chrome, Internet Explorer, Mozilla Firefox og den slags med suffikset ".com" eller ".org", og de er nemme at lokalisere. Sagen er dog den, at neden under "The Surface Web Websites" befinder der sig noget, der er mindre let at finde, nemlig "The Deep Web", og hvad mere er, den udgør omkring 90% af det samlede antal websites. Dvs. at hele dette system faktisk ligner et isbjerg til forveksling .....


Den kendsgerning at internettet har denne struktur er skræmmende, når man ved, hvor mange nye typer forbrydelser, den gør mulig. "... In fact, this hidden web is so large that it's impossible to discover exactly how many pages or websites are active at any one time." På den ene side er det godt, fordi privatliv nu engang er - og bør kunne være - privat, men på den anden er det noget møg, for en del af dette "Deep Web" omfatter noget ofte meget lidt rart, nemlig "The Dark Web". De fleste lader ikke til at kende forskel, men der er skam store, store forskelle, også fordi en hel del af "The Deep Web" er fuldt ud lovligt og ufarligt for potentielle ofre for kriminalitet. De lovlige dele af "The Deep Web" indeholder f.eks. financielle konti, emails, medicinske dokumenter, etc..

En hel verden for sig selv .... 

 

Nej, dér tog pessimisterne fejl, og de fleste, der har adgang til internettet, ser det som en spændende mulighed for kundskab, kontakt og nye interesser. De ved, at nok kan det være kringlet, men det er afgjort umagen værd. At (forsøge) at forbyde og nedlægge det, (og det kan næppe gøres) nu, ville være det samme som at forbyde biler, fordi de er involveret i biluheld og derfor koster menneskeliv. Ikke desto mindre har man nok generelt set en forventning om, at det gøres sikkert for alle ved at stoppe ulovligheder af forskellig art, men hvordan kan man det, når det er uden grænser og uden et overordnet opsyn??? Visse pornosider er dog blevet lukket, men mange er sikkert dukket op igen, bare under et andet navn. At nogle af dem er 100% giftpøle er der dog ingen tvivl om (se f.eks. Boobytrap, den 20. november d.å.).

For at få adgang til "The Dark Web" skal man have specielt software, men derefter er det nemt, for det fungerer stort set som "The Surface Web Websites". Adgangen er knyttet til "The Onion Router" (også kaldt "Tor"), der er gratis, og som kan installeres af enhver, også meget unge internetbrugere.

 

Nogle af de websites på "The Dark Web", der har fået politiet, FBI, etc. op af stolen, har drejet sig om oprettelsen af et samarbejde om mord-opgaver. En af dem gik ud på at skrabe midler sammen til mordet på Donald Trump og Mike Pence, men det er uklart, om det var ægte eller bare en meget grov spøg.

 

Der er dog ingen tvivl om, at "The Dark Web" kan være særdeles skummelt, selv om det ikke altid er tilfældet. Her tænker jeg især på horrible, seksuelle udnyttelser af og mord på bl.a. børn. Det lader desværre til, at langt flere end først antaget mangler de indre stopklodser, der får dem til at holde sig fra den slags. De, der besøger og dermed understøtter sådanne websites, er med til at støtte noget, der bare ikke burde finde sted.

Når man tænker på de forbrydere, der har boltret sig på internettet, så virker det sandsynligt, at afstanden mellem skærmen og det virkelige menneske, der træder frem på den, skaber en art mental filter, hvor interaktionen bliver opfattet som noget der bare er "for sjov". Jeg mistænker i hvert fald, at mange, der udsætter internet-kontakter for alt muligt afskyeligt, ser dem som anderledes end f.eks. deres naboer eller slægtninge, nemlig folk de omgås til daglig, og som derfor opleves som mere virkelige end dem, de finder på nettet ....

 

https://videnskab.dk/teknologi-innovation/hvad-er-det-moerke-internet-og-hvordan-fungerer-det 

 

https://norlys.dk/internet/internettets-historie 

 

http://internet-map.net/ 

 

https://darknetone.com/a-look-at-the-5-best-dark-web-search-engines-in-2021/ 

 

https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=&cad=rja&uact=8&ved=2ahUKEwj7r5aS26v0AhWpSvEDHXZ_BSwQFnoECAMQAQ&url=https%3A%2F%2Fwww.webhostingsecretrevealed.net%2Fblog%2Fsecurity%2Fdark-web-websites-onion-links%2F&usg=AOvVaw06fkqnFBQXHEJRFg3YHVH8 

 

https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=&ved=2ahUKEwj7r5aS26v0AhWpSvEDHXZ_BSwQFnoECAQQAQ&url=https%3A%2F%2Fwww.wizcase.com%2Fblog%2Fsafely-find-the-best-dark-web-sites%2F&usg=AOvVaw3Gw76m7hRxgfqjsvZTT150 

 

https://www.version2.dk/artikel/europol-lukker-dark-web-markedsplads-omfattende-operation-1088022

 

https://www.version2.dk/artikel/kaempe-boernepornoside-fjernet-dark-web-fire-tyskere-anholdt-1092564 

 

Wikipedia


Ingen kommentarer:

Send en kommentar